Advokater har det sjovere
Forventningerne til jobbet i Kromann & Münter blev ikke indfriet, da Jan Hvarre for ti år siden startede som fuldmægtig i Århus. Heldigvis.
Tænderne var fast sammenbidte, da Jan Hvarre for 10 år siden for første gang gik ind ad døren til Kromann & Münters kontor på Rådhuspladsen i Århus. Som nyudklækket kandidat havde jobbet som advokatfuldmægtig i Kromann & Münter været intet mindre end hans drømmejob. Og han havde – ifølge ham selv – fuldstændigt urealistiske forestillinger om, hvilket kontor han nu skulle til at arbejde på.
- ”Jeg havde det her billede af, at det var et fejlfrit kontor, hvor alle var sindssygt dygtige og enormt hardcore. Jeg tænkte, at hvis jeg gør det her rigtig godt, anstrenger mig, og lader være med at lave fejl, så får jeg nok lov til at blive advokat, inden jeg bliver smidt ud. Kom jeg bare igennem de næste tre år, ville jeg have det blå stempel, og så kunne jeg få et almindeligt job som advokat bagefter,” fortæller Jan.
Men jobbet og kontoret var ikke helt så hårdt og ubarmhjertigt, som han havde forestillet sig.
- ”Tingene var absolut professionelle, men meget mere afslappede og menneskelige end ventet. Jeg kan stadig frydes og undres over, at folk, man i det ene øjeblik ser dybt seriøse bøjet over deres arbejde, samme aften til en fest kan stå og spille luftguitar og give den gas hele natten. Men sådan er advokater vist. Vi har det i hvert fald sjovt,” siger han.
Interesse og tilfældighed
En blanding af interesse og tilfældigheder gjorde, at Jan Hvarre ganske hurtigt specialiserede sig i IT-ret. Et område, der stadig er hans fagområde, men som i højere og højere udstrækning er blevet suppleret med immaterialret.
- ”Den digitale verden, som IT-ret regulerer, griber ind i næsten alt, vi beskæftiger os med. Området spænder vidt fra komplekse kontrakter om outsourcing eller systemkøb til mere regulatoriske spørgsmål om persondata eller digital ejendomsret. Det kan jeg rigtig godt lide,” siger Jan og fortsætter:
- ”Som udgangspunkt kan man ikke håndtere software uden at kende noget til ophavsret eller internetdomæner uden at kende til kendetegnsret; derfor har immaterialret været en naturlig udvikling for mig,” siger han.
Nyudnævnt partner
Partnerskab har været ledetråden for Jan Hvarres arbejde de sidste mange år. Og her ti år efter hans entre i Kromann & Münter er han her endnu, og karrieren blev ved årsskiftet til 2008 kronet med titlen som partner.
”Det er en meget stor tilfredsstillelse, når det lykkes, og ja - særligt de sidste par år har det da været lidt hårdt. Dels har jeg lagt mange timer i jobbet, og dels er der jo spændingen om, hvorvidt man bliver vejet og fundet for let, eller om man skulle være så uheldig at lave sin første store brøler, dagen før partnerkredsen skal afstemme om optagelsen”, forklarer Jan.
Som far til to helt små børn er fritiden begrænset, og en decideret hobby er prioriteret fra. Ud over familien bliver der kun tid til lidt motion og gode venners selskab. Bøger læser han i sommerferien, og sin egen musik lytter han kun til på sin iPod, når han slår græs. Ellers står den mest på Åh Abe og Sigurds Bjørnetime.