Ansvar og udfordringer

Sara Celinder blev for tre år siden ansat som stipendiat i Kromann Reumerts afdeling for konkurrenceret. De seneste to år har hun været fuldmægtig i immaterialretsafdelingen, og som et led i Kromann Reumerts fuldmægtigforløb rokerer hun til oktober til kapitalmarkedsretsgruppen. Hun har været overrasket over, hvor meget man lærer, og hvor hurtigt man som fuldmægtig får ansvar.

Hvordan har du oplevet dét at blive fuldmægtig?

- ”Jeg har som fuldmægtig meget tidligt fået ansvar for klientmøder og forhandlinger. Jeg har f.eks. det fulde ansvar for flere mindre sager, hvilket betyder, at jeg har haft både retssager og været ansvarlig for forligsforhandlinger. Jeg har også været med på nogle af de meget store sager, hvor jeg har fået ansvar for nogle mindre dele. På de store sager arbejder vi i teams, og jeg synes, at man her hos Kromann Reumert er god til at give medarbejderne ansvar uanset anciennitet.”

Hvilken type sager lærer du mest af?

- ”Både store og mindre sager er meget lærerige, og jeg sætter stor pris på at prøve kræfter med begge typer, da det giver forskellige udfordringer. Det er rart indimellem at opleve en vis gensynsglæde, når jeg får en sag, der minder om noget, jeg har prøvet før, for så føler jeg mig rigtig godt klædt på til at håndtere den. De store sager er også spændende, særligt når man følger dem fra start til slut. Jeg har blandt andet arbejdet på en stor sag i mere end et år, og jeg har derfor oparbejdet en stor viden om både sagen og klienten, så det betød rigtig meget for mig også at få lov at komme med til udlandet til de afsluttende forhandlinger.”

Hvordan er fuldmægtiguddannelsen?

- ”Der er blevet ændret og skåret meget i de obligatoriske kurser for fuldmægtige, så jeg er rigtig glad for de mange kursusmuligheder, jeg har via Kromann Reumerts Learning Center. Herudover er der stor opbakning til, at man tager eksterne kurser for f.eks. at forbedre sig inden for sit specialeområde. Jeg har blandt andet været på kursus i præsentationsteknik, da jeg underviser på universitetet, men har også deltaget på kurser i procedure, ophavsret og varemærkeret."

Hvordan er det sociale miljø?

- ”Her er mange gode muligheder for at dyrke det sociale. Jeg er selv en del af aktivitetsudvalget, hvor vi laver både store og små arrangementer, og hvor alle i hele virksomheden altid bliver inviteret. Vi har en ambition om at lave et arrangement hver måned, men det bliver dog ikke helt så ofte, for det er et stort arbejde - så vi kunne godt bruge nogle flere hænder i udvalget.”

Det lyder som om, du har mange jern i ilden – så hvordan er dine arbejdstider?

- ”Jeg oplever, at her er meget fleksible arbejdstider. Der er ikke nogen, der forventer, at man sidder her hele natten, og jeg har aldrig oplevet, at nogen har kigget skævt til mig, hvis jeg er gået tidligt. Selvfølgelig er der perioder, hvor man arbejder rigtig meget, men så er det også, fordi man sidder med en spændende sag, og så tænker man ikke over det. Nogle gange er lange arbejdsdage dog også selvforskyldte forstået på den måde, at jeg ofte bruger tid sammen med kollegerne i løbet af dagen. Her er et godt arbejdsmiljø, og man kender sine kolleger rigtig godt, så man stopper indimellem op på gangen eller i køkkenerne og tager en sludrepause. De dage, hvor jeg skal gå tidligt, kan jeg bare lukke døren og arbejde igennem. Men jeg synes, at det er dejligt, at her er plads til, at man tager sig tid til hinanden – det er med til at give et godt arbejdsmiljø.”

Rundt
om
 
SARA

Navn: Sara Celinder

Stilling: Fuldmægtig i Immaterialret (IP)

Uddannet fra Købehavns Universitet 2007

Fritiden bliver brugt på veninder og venner, yoga, rejser og foreningen børn og unge i nød.