Cimber Sterling-sagen
Cimber Sterling blev erklæret konkurs 3. maj. På lidt over to uger lykkes det partner Lisa Bo Larsen fra Kromann Reumert og Henrik Sjørslev fra Lett at genskabe dele af selskabet med hjælp fra et hold af jurister fra begge kontorer. Vi har spurgt Lisa, hvad der har været den største udfordring.
"Den største udfordring har været at jonglere et konstant skiftende køberfelt, hvor identiteten af de købere, vi troede på, nærmest skiftede fra dag til dag. Oveni skete der det, at de købere, vi troede på, ændrede mening om, hvilke dele af aktiviteterne de var interesserede i. Det betød, at vi måtte have flere paralle forhandlingsspor kørende samtidig, og hele tiden ændre forhandlingsdokumenterne.
Nogle af forhandlingssporene kørte i forskellige døgnrytmer. Samtidig var det vigtigt, at de forskellige teams hele tiden havde indblik i hinandens forhandlinger. Det var vigtigt, så de kunne "skære kagen til" og få det hele til at passe bedst muligt sammen uden, at vi fik dobbeltsolgt eller tabte dele af selskabet på gulvet.
Samtidig med dette havde vi besluttet at sætte fire af konkursboets egne fly i drift for at holde vores AOC og kontrakten med SAS i live. Som kurator skal man selv tage stilling til alle de driftskritiske spørgsmål, som opstår undervejs, for eksempel når en it-leverandør truer med at trække stikket på det system, der gør, at flyene må lande igen.
Vi blev også konstant presset af leasinggivere, som ville have deres leasede fly eller motorer udleveret fra boet. En opgave, som viste sig at være lettere sagt end gjort, fordi selskabet før konkursen havde byttet rundt på flyenes motorer og andre komponenter. Derved opstår der stor usikkerhed omkring ejerforhold til de ombyttede motorer og komponenter på grund af nogle helt særlige lovbestemmelser i i lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer. Så alt i alt- en udfordrende proces med mange aktører og ændrede forudsætninger undervejs. Det kræver stærkt samarbejde blandt vores folk, og en evne til at holde alle orienteret om processen hele vejen igennem."
Læs mere om Cimber Sterling-sagen her.