Jeg er her for at lære

Efter ansættelse i både et større og et mindre advokatkontor samt i Justitsministeriet har Nina Broen nu fundet sig tilrette hos Kromann Reumert. "Grunden til, at jeg valgte Kromann Reumert, var det gode ry kombineret med den fordelagtige stipendiatordning", forklarer Nina. Men hvordan er det at være stipendiat hos Kromann Reumert?
 

- ”Noget af det bedste ved Kromann Reumert er, at man føler, at der bliver taget hånd om en – lige fra første dag. Når man starter herinde som stipendiat, bliver man tildelt en tutor, der skal hjælpe en på vej i den første tid. Det er rart at have en kollega, der kan tage en i hånden og f.eks. følge en til fredagsbar, så man ikke skal føle, at man står der som 'Palle alene i verden’. Og så er det en rigtig god måde at blive introduceret til nye kollegaer”, fortæller Nina og fortsætter:

- ”Man føler virkelig, at der bliver sat pris på en som ’stip’. Jeg fik fra starten at vide, at stipendiaterne først og fremmest er ansat for at lære. Det har jeg klart fået bekræftet i min afdeling, hvor der bliver afsat god tid til at sætte mig ind i sagerne og lagt vægt på, at opgaverne er fagligt udfordrende og af forskellig karakter. Man kommer dermed hele møllen rundt og får en god ballast til at starte sin fuldmægtiguddannelse på.”

Specialeskrivning

Nina har været ansat hos Kromann Reumert som stipendiat siden februar 2008, og hun ser frem til at kunne gøre brug af Kromann Reumerts tilbud om specialeskrivning. 

- ”Stipendiatordningen går typisk ud på, at man arbejder 15-20 timer om ugen i et års tid, hvorefter man kan benytte Kromann Reumerts faciliteter under specialeskrivningen. Man har altså mulighed for at benytte ’specialerummet’, computere, og så er der jo frokost i kantinen. Desuden kan vi søge Kromann Reumert Legatet, der giver økonomisk støtte, mens man skriver sit speciale”, forklarer Nina.

Nina er endnu ikke klar over, hvad hun skal skrive speciale om, men regner med, at det skal være inden for immaterialret eller fast ejendom. Derfor er hun også glad for det store netværk af kollegaer, hun har fået og håber at kunne trække på nogle af deres kompetencer, ikke kun når hun skal skrive speciale – men også fremover.

- ”Jeg tror, at alle de gode venskaber, man har knyttet i sin tid som stipendiat, vil holde ved, også når vi bliver fuldmægtige og kommer i andre afdelinger. Desuden har jeg oplevet sammenholdet i min afdeling som stærkt, og det er dejligt, at tonen er så uformel, og at man altid føler sig velkommen til at spørge sine kollegaer til råds.”.

Rundt
om
 
NINA

 

Navn: Nina Broen

Studie: Jura, 9. semester

Færdiguddannet: Sommer 2009

Job: Stipendiat

Arbejdsområde: Fast ejendom, Kromann Reumert (siden februar 2008)