IKKE KUN DET STRENGT NØDVENDIGE

Mange ting er anderledes, end Asmus Deleuran havde forestillet sig, inden han startede som stipendiat hos Kromann Reumert.

At være stipendiat på et stort kontor betyder ikke, at ens arbejde er mindre vigtigt, eller at man blot bliver sat ind i fragmenter af opgaverne. Dette er en af de ting, der overraskede Asmus positivt, da han startede som stipendiat: 

- "Jeg havde forventet, at advokaterne blot ville aflevere sagerne på mit bord med en kort forklaring. Men sådan er det ikke. De fortæller mig ikke kun det strengt nødvendige for, at jeg kan løse opgaven. De tager sig tid til at sætte mig ind i sagen, og fortæller både om baggrunden og de forskellige juridiske problemstillinger, som den pågældende sag involverer. Det er virkelig dejligt, og giver mig en større forståelse for, hvordan mit arbejde bidrager i løsningen af en større sag. Samtidig er det også rart, at jeg på den måde kan snuse til de problemstillinger, som de fuldmægtige og advokaterne sidder med," forklarer Asmus.

Et særligt fællesskab

På trods af, at Asmus kun har været ansat siden september 2010, føler han, at han hurtigt er blevet en del af det sociale liv i Kromann Reumert.

- "Det er let at lære folk at kende herinde. Jeg blev jo ansat i en afdeling og da jeg hjælper juristerne i hele afdelingen, lærer man dem hurtigt at kende. Allerede fra de første dage på introkursus mødte jeg de andre nystartede stipendiater og fuldmægtige. Det var en rigtig god begyndelse, da der var andre i samme situation som mig, som jeg kunne sparre med. Herudover er der mange arrangementer og foreninger, hvilket har gjort, at jeg hurtigt fik et netværk på tværs af organisationen," fortæller Asmus, og fortsætter:

- "Og så er der et særligt fællesskab blandt stipendiaterne. Selvom vi er i forskellige afdelinger rundt omkring på kontoret, bliver der gjort meget for at samle os. Der er særlige stip-arrangementer og fester og så spiser vi ofte frokost sammen."

Ligesom i militæret?

Asmus har tidligere både været sergent i Livgarden og har gennem flere år arbejdet i sine forældres advokatfirma. Da han startede i afdelingen for fast ejendom hos Kromann Reumert, havde han en klar forventning til, hvordan omgangstonen og forholdet mellem stipendiat og advokat ville være.

- "Jeg havde troet, at omgangstonen var meget formel. På forhånd havde jeg til arrangementer og under virksomhedsbesøg fået forklaret, at tonen hos Kromann Reumert var helt uformel, men det siger alle jo, så det havde jeg ikke rigtig taget til mig. Jeg forestillede mig, at det var lidt ligesom i militæret, hvor man siger godmorgen indtil præcis klokken ti og derefter goddag."

- "Det har dog vist sig at være helt anderledes. Omgangstonen er rent faktisk uformel og alle er meget venlige. Men det der har overrasket mig mest er, hvor meget humor der er i min afdeling. Der er dybt seriøse og dygtige kollegaer, der brænder for det de laver, men som samtidig alle bidrager til en hyggelig og sjov hverdag," afslutter Asmus.

Rundt
om
 
ASMUS

Asmus Deleuran

Asmus er studerende på Københavns universitet og læser på sit 5. år.

Han er ansat i afdelingen for fast ejendom og entrepriseret.