FRA STUDIETID TIL ARBEJDSLIV


Nicole Bording afsluttede sin sidste eksamen fra Københavns Universitet midt i januar 2010 og startede som fuldmægtig hos Kromann Reumert 1. februar 2010. Få gode tips til din eksamenslæsning, når Nicole deler ud af sine erfaringer fra studietiden og forberedelserne til at begynde i et nyt job.

”The bigger picture”

Da Nicole startede på jura, var det alfa og omega for hende at kunne det hele og kunne huske alle detaljer. Den måde at læse til eksamen på ændrede sig gennem studietiden:

- ”Jeg terpede alle små detaljer i pensum og tog uendelig mange noter, men jeg blev klogere hen ad vejen. Det er selvfølgelig super godt, hvis man kan dykke ned i detaljerne, hvis man skulle blive spurgt specifikt til dem. Men så detaljeret læsning gjorde, at jeg mistede overblikket over de større sammenhænge, og til eksamen er man nødt til at kunne se ’the bigger picture’”, forklarer hun.

Der er kommet flere og flere tilbud til de studerende i forbindelse med eksamenslæsning i form af både workshops, spørgetimer m.v., hvordan forholdt du dig til disse tilbud?

- ”Generelt synes jeg, at alle disse tilbud er rigtig gode. Når man sidder til undervisning, får man jo altid kun underviserens perspektiv på tingene, og der kan de mange workshops være en rigtig god mulighed for at få en lidt anden vinkel på pensum - og det kan være guld værd til eksamen. ”

- ”Jeg synes faktisk også, at spørgetimerne var rigtig gode, selvom jeg har indtryk af, at de er lidt udskældte. Jeg synes, det er en oplagt mulighed for at få tunet sig ind på, hvad der forventes af én til eksamen, og hvad underviseren planlægger at spørge ind til.”

Når teori bliver til praksis

Nicole har ved siden af sit studium haft studiejob på advokatkontorer, og det har gjort overgangen fra studieliv til arbejdsliv nemmere:

- ”Studiejobbet har givet mig utroligt meget i forhold til at være forberedt på, hvordan tiden efter studierne ville være. Det har givet mig et godt indblik i omgangstonen på et advokatkontor blandt kollegaer, men særligt også med klienterne. Der er meget stor forskel på, hvordan man f.eks. skriver, når man skriver opgaver på studiet, og så den måde man skal henvende sig til klienter på. Klienterne har jo ikke nødvendigvis samme forudsætninger for at forstå meget juridiske vendinger, som underviserne har, og det har været lærerigt også i forhold til mit nuværende job.”

- ”Der er faktisk også først, når man kommer ud og arbejder med juraen i praksis, at man finder ud af, hvilke dele af den viden, man har fået på studiet, man egentlig har brug for. For mig har studiet i virkeligheden haft størst betydning for, hvordan jeg strukturerer sager og får skabt overblik over komplekst stof. Selvom jeg ikke lige kan huske de enkelte love og paragraffer, så har jeg fået en almen viden om, hvor jeg skal søge henne for at løse et specifikt problem. Så studiet har givet mig nogle værktøjer, jeg kan styre min hverdag med”, forklarer hun.

Vær åben og spørg!

Hvad er dit vigtigste råd til de studerende, der snart skal starte i et nyt job?

- ”Mit bedste råd er, at man skal være åben. Jeg tror, at der er mange, der har tendens til at være lidt for snæversynede, når de skal vælge, hvilket juridisk område de vil arbejde med. Det kommer sig selvfølgelig af, at man har haft nogle særlige fag på studiet, som man har været glad for. Men der er bare så stor forskel på at sidde med næsen i bøgerne og komme ud og arbejde med juraen i praksis. Jeg har selv oplevet det. Jeg sidder i dag i afdelingen for bank- og finansieringsret, der ikke var mit yndlingsfag på studiet, men det er super spændende, og jeg er meget glad for det.”

- ”Der er også lige en anden ting, man skal huske; stil endelig alle de dumme spørgsmål. Det gør ens arbejde så meget nemmere, at man er sikker på, at man har forstået opgaven i stedet for at sidde og ligne en, der forstår det hele, og når det så kommer til stykket, så aner man ikke, hvordan man skal gribe det an. Jo mere man spørger, jo hurtigere bliver man også selvkørende, fordi man kan kende procedurerne og problemstillingerne fra gang til gang”, anbefaler Nicole afsluttende. 

Retur til nyhedsbrevet

 

Rundt
om
 
NICOLE
Nicole

Navn: Nicole Bording

Anciennitet: 1.-års-fuldmægtig

Ansat i Kromann Reumerts afdeling for bank- og finansieringsret. Nicole blev ansat 1. februar 2010.