VARIATION I FORMUERETTEN


Over 150 studerende havde tilmeldt sig, og kantinen var fyldt, da Kromann Reumert den 3. maj 2010 i samarbejde med Juridisk Diskussionsklub lukkede dørene op til eksamensrelevant workshop i formueret I. Fokus var på løsning af eksamensopgaver, relevante problemstillinger og hvordan et opgavesæt skal håndteres og besvares.

Gør eksamenslæsningen interessant!

"Jeg har tidligere deltaget på manu-kurser og andre fagrelevante kurser på KUA, men aldrig på workshops som denne. At afholde sådanne workshops er en rigtig god idé. Den almindelige undervisning er stoppet, så det er rart at få noget afveksling i læsningen og ikke mindst få input til, hvordan man skal gribe eksamen an", fortæller Josefine Movin Østergaard, der læser på 2. semester og sidder midt i forberedelserne til eksamen i formueret.

"For mig er det vigtigt at få noget afveksling i min eksamenslæsning, ellers synes jeg, at man kører lidt fast. Jeg læser selv både hjemme og på læsesalen, jeg mødes med mine læsegrupper, og så deltager jeg i arrangementer som dette. Jo flere måder man kan få formidlet og gennemgået det samme stof på, des bedre - og mere afveksling gør også eksamensperioden mere interessant", lyder det bedste eksamensråd fra Josefine.

Eksamensopgave set med censorbriller

Det er Ronnie Kandler og Mette Diget, advokater hos Kromann Reumert, der varetager undervisningen på eftermiddagens workshop. Begge har været manuduktører i formueret på Københavns Universitet - en stilling, der giver de bedste forudsætninger for at bidrage positivt til eksamenslæsningen og selve eksamensbesvarelsen, mener Josefine:

"Det er en fordel, at de to undervisere begge har siddet i eksamenskommissionen. De giver os en forståelse for, hvordan en eksamensbesvarelse bliver rettet, og det giver et lidt andet syn på, hvad der er vigtigt at lægge vægt på, og hvad jeg kan skære fra, når jeg skal besvare eksamen."

Ikke kun eksamensrelevant

Efter tre timer med gennemgang af eksamensstof og -opgaver er det tid til lidt mad og en hyggesnak med undervisere og medstuderende.

"Workshops er ikke kun gode i forhold til eksamen. Det er også en rigtig god mulighed for at få et kig indenfor på nogle af advokatkontorerne og få et indtryk af virksomhedens profil. Vi er blevet taget rigtig godt imod her, og det har været et super godt arrangement. Jeg tager en masse gode ting med mig hjem, som jeg håber, kan hjælpe mig gennem eksamen", afslutter Josefine.

Retur til nyhedsbrevet

 


 
UNDERVISERE

Ronnie
Ronnie Kandler

og

Mette
Mette Diget