- ”Der er faktisk tale om et samarbejde. Derfor vil jeg ikke sige, at jeg arbejder for partnerne, men med partnerne. Mine arbejdsopgaver gør, at jeg har et utroligt godt indblik i "mine" partneres hverdag, mailboks, klienter og sager og dermed i høj grad arbejder med dem.”
- ”Jeg starter altid dagen med at tjekke mails – både mine egne og mine partneres for at være opdateret på, hvad der sker, og hvad dagen bringer for mig og for dem. Jeg tjekker også løbende partnernes mail for at kunne underrette dem, hvis der er noget, der haster, og er de meget ude af huset, passer jeg deres telefoner. Ellers går dagen med opgaver som sagsoprettelser, afregninger og arkivering, som er meget typiske sekretæropgaver. Jeg læser ofte korrektur på både dansk og engelsk, både for sproglige fejl, indhold og opsætning, og så hjælper jeg mine kollegaer med at svare på spørgsmål om, 'Hvad vi plejer' i forhold til rutiner i forbindelse med f.eks. closing-møder, fremsendelse af dokumenter og andre småting”
- ”Jeg har oprindeligt en bachelor i engelsk og fransk. Men efter jeg startede hos Kromann Reumert, har jeg taget en uddannelse som juridisk assistent. Det er en teoretisk uddannelse, der har haft stor betydning for min forståelse for det juridiske arbejde.”
- ”Jeg har desuden været på et internt kursus i ’Personlig effektivitet og planlægning’. Det har gjort, at jeg er blevet langt bedre til at forventningsafstemme med juristerne. Men det har også gjort mig bedre til at planlægge min dag. Jeg har ofte oplevet at sidde i toget om morgenen og forestillet mig de ting, jeg gerne ville have løst i løbet af en dag, men når man først er på arbejdet, så kan der komme en masse uforudsigelige ting, som jeg er nødt til at prioritere højere. Her er i det hele taget mange muligheder for kurser, jeg har også deltaget i et førstehjælpskursus og deltager løbende i IT-kurser."
- ”Man skal være omstillingsparat, da ens arbejdsdag kan byde på mange uforudsete opgaver. Så skal man kunne håndtere mange forskellige opgaver eller have mange bolde i luften, som det vel populært kaldes. Så mens man afventer noget på en opgave, er man i gang med den næste. Derudover skal man kunne prioritere mellem arbejdsopgaverne og være god til at have overblik. Og det kan være en fordel at kunne ’læse’ folk for ikke at overbebyrde juristerne med mindre ting, hvis de i forvejen er stressede.”
- ”Ja. Jeg tror, at det er vigtigt at pointere, at man som sekretær selv er med til at forme sin stilling. Du har både mulighed for en meget "almindelig" sekretær stilling med faste arbejdstider og arbejdsopgaver. Men hvis du har lysten og engagementet, kan du også opnå rigtig meget ansvar og mange udfordrende arbejdsopgaver. Det kræver selvfølgelig, at man er villig til at give lidt ekstra, når der er behov for det, og at man selv er proaktiv i forhold til at påtage sig nye arbejdsopgaver.”
Navn: Malene Rothe
Afdeling: Bank og Finansiering
Startede hos Kromann Reumert: Juli 2000
Sekretær primært for to partnere samt deres tilknyttede advokater og fuldmægtige.
Uddannelse: Bachelor i Engelsk og Fransk, juridisk assistent