Klienten om fuldmægtigene

Redaktionen har spurgt en af Kromann Reumerts klienter, hvordan hun oplever samarbejdet med fuldmægtigene. Lise Lotte Langston, Head of Legal Department i Arla Foods, fortæller her om sine erfaringer.


Hvor længe har Arla samarbejdet med Kromann Reumert?

Vi har samarbejdet med Kromann Reumert i 12 år, og der er flere unge jurister og fuldmægtige, der har arbejdet for os gennem mange af disse år. De er i dag avanceret og er blevet advokater, så kontakten til disse er blevet øget betydeligt gennem årene.

Hvilken opfattelse har du af fuldmægtigenes uddannelsesniveau?

Her må jeg rose Kromann Reumert for deres rekrutteringspolitik, forstået på den måde, at det er godt at kunne tilbyde juristerne en god uddannelse, men der skal også være noget godt at uddanne, og Kromann Reumert er gode til at finde de rigtige kandidater. Selvom meget arbejde foregår i teams, så er det vigtigt, at alle jurister har et godt fundament, og det er Kromann Reumert gode til at finde og bygge videre på. Jeg kan se et stort potentiale hos de unge jurister fra Kromann Reumert – de er intelligente og har en stor interesse for deres felt.

Hvilke forventninger har du til de unge jurister, når de er med til at løse en opgave for jer?

Jeg lægger stor vægt på, at de unge jurister har en ydmyg tilgang til de opgaver, de får. De juridiske problemstillinger, vi kommer med til Kromann Reumert, er meget komplekse og meget svære – hvis de ikke var det, havde jeg jo løst dem selv. Det er meget vigtigt, at også de unge jurister forstår dette og ikke fører sig frem som verdensmænd. De problemstillinger, vi kommer med, er ikke bare af svær juridisk karakter, men har også et kompliceret forretningsmæssigt aspekt. Derfor skal sådanne opgaver håndteres med respekt og forståelse for virksomheden. Så jeg forventer, at de unge jurister udviser omhu, er lyttende og stiller spørgsmål.

Hvordan oplever du samarbejdet med Kromann Reumerts fuldmægtige?

Jeg oplever generelt et meget højt niveau hos Kromann Reumert, og det er meget vigtigt, at der ikke slækkes på dette niveau. Jeg ved godt, at der er mange unge jurister, der arbejder på vores sager og leverer inputs til de ansvarlige partnere, som så præsenterer løsningen for mig – denne fremgangsmåde foretrækker jeg, så jeg kun har én fast kontaktperson. Det er også en mere sikker løsning for de unge. De har masser af rum internt i Kromann Reumert til at ’boltre sig’ og få erfaring, prøve af og lave fejl, men det ser jeg som klient ikke – for det er ikke de unge jurister, der skal stå til ansvar, og det giver nogle trygge rammer for deres uddannelse. Sådanne rammer er noget særligt, som kun et stort kontor som Kromann Reumert kan tilbyde. Jeg er selv udlært fra et lille kontor, og der blev man bare kastet direkte ud på dybt vand. Den gang var sagerne måske heller ikke så komplekse som i dag, hvor der også stilles meget større krav. Det er vigtigt, at man har nogle gode rammer at udvikle sine kompetencer indenfor.

Retur til nyhedsbrevet