London tur/retur

”Tanken om at arbejde på et stort internationalt advokatkontor fremkaldte ærefrygt.” Sådan mindes Mads Skovgaard Andersen, at han tænkte, inden han blev udstationeret hos Herbert Smith i London, der har kontorer over det meste af verden. Læs om plusser og minusser ved at arbejde som fuldmægtig i London.

Mads Skovgaard Andersen var 2. års fuldmægtig, da han i tre måneder blev udstationeret til det internationale advokatkontor Herbert Smith i London. Han arbejdede både dengang og nu i Kromann Reumerts afdeling for Bank- og finansieringsret:

- ”Jeg var interesseret i at se, hvordan et stort, engelsk advokatkontor fungerer,” fortæller Mads om baggrunden for, hvorfor han på eget initiativ spurgte afdelingens partnere, om de tillod – og i så fald ville hjælpe ham med – et udenlandsophold hen over sommeren:

- ”En af partnerne havde en kontakt hos Herbert Smith, og det var derigennem, at jeg fik mulighed for udstationeringen,” forklarer Mads.

I Bank- og finansieringsret er de fleste sager internationale. Det betyder, at en stor del af arbejdet i afdelingen foregår på engelsk.


Mere ansvar i Danmark

- ”Jeg arbejdede i Herbert Smiths afdeling for akkvisitions- og virksomhedsfinansiering, som er ét ud af syv områder inden for finansieringsret. Den enkelte jurist er mere specialiseret end herhjemme og beskæftiger sig typisk kun med ét lille område i en transaktion,” forklarer Mads.

Han taler meget engageret om opholdet i London, men fremhæver alligevel, at man som fuldmægtig hos Kromann Reumert får en god uddannelse, der bestemt kan måle sig med niveauet hos Herbert Smith:

- ”Hverken jeg eller mine engelske ligestillede kolleger fik så meget ansvar, som vi gør på kontoret i Danmark. Herhjemme er man som fuldmægtig tæt på sagerne og klienterne. I England er man ikke så meget ude af huset og møde klienterne, som tilfældet er herhjemme.”

Men hvad lærte du helt konkret?

- ”Hvordan de arbejder og håndterer sager generelt, herunder hvordan de bemander en sag. Det er en fordel, fordi vi ofte har advokatkontorer som Herbert Smith som klient eller modpart. Derudover fik jeg en specialiseret viden om et snævert emne inden for finansieringsret, og jeg forbedrede selvfølgelig mine engelskkundskaber – mest det mundtlige, fordi vi skriver meget på engelsk i min afdeling i forvejen. Noget af det bedste var nok, at jeg fik et godt, professionelt netværk i London, som jeg stadig har kontakt med,” svarer Mads.

Mads sad sammen med en Herbert Smith-partner på et kontor, der er halvt så stort som det kontor, han sidder på nu, så de fysiske rammer er ifølge Mads generelt dårligere end i Danmark.

- ”Opholdet var meget lærerigt, men det var bestemt ingen ferieoplevelse. Jeg glædede mig til at komme hjem til Kromann Reumert, bl.a. fordi man som fuldmægtig får en rigtig god uddannelse her,” fortæller Mads.

Du skal ville det!

Hvis man har ønsker om at blive udstationeret til et internationalt kontor, skal man tænke over, om det er relevant, mener Mads:

- ”Det skal give mening. Arbejder du i en afdeling, der har mange internationale sager og modparter, er det meget relevant. Der er masser af internationale muligheder i Kromann Reumert, men man skal ville det og selv tage ’action’. Af internationale muligheder er der bl.a. udstationering, muligheder for international uddannelse og kurser i f.eks. engelsk,” forklarer Mads.

Han har et ønske om endnu et udlandsophold, men gør opmærksom på, at krisen kan begrænse mulighederne.

Rundt
om
 
MADS

Mads Skovgaard Andersen

Navn: Mads Skovgaard Andersen

Anciennitet: 2. års advokat

Alder: 30 år

Specialeområde: Bank- og finansieringsret, selskabsret

Læs mere om Mads her