Summer School i Hong Kong
Hanne Marthine Møller Jensen var en ud af tre fuldmægtige, som kom på Kromann Reumerts internationale Summer School-ophold i sommeren 2009. Hun valgte Duke University i Hong Kong. Med sig hjem har hun fået både en personlig og faglig erfaring, som hun ikke ville være foruden.
Hvert år har Learning Centeret i Kromann Reumert en international Summer School, hvor en mindre gruppe fuldmægtige tager af sted til et internationalt universitet. Udvælgelsen blandt de interesserede sker på baggrund af lodtrækning. Sidste sommer var der tre pladser, og tre fuldmægtige kunne derfor tage til henholdsvis Singapore, Washington og Paris i 4-5 uger. Hanne Marthine var på Duke University i Hong Kong:
- "Jeg valgte det universitet, fordi det faglige udbytte og den kulturelle oplevelse skulle være så stor som muligt", begynder Hanne Marthine, der kunne vælge mellem seks universiteter i forskellige lande. "Jeg valgte fag om den globale finansielle krise, international skatteret og medie- og underholdningsret. Underviserne var meget kompetente og kom fra bl.a. USA, Australien og Japan."
Mere blod på (studie)tanden
De fem uger på skolebænken har givet Hanne Marthine mere blod på tanden til at læse igen, efter at hun i længere tid har nydt at være færdig med studielivet. Hun overvejer derfor, om hun skal tage en LL.M. eller en MBA på et senere tidspunkt.
Hanne Marthine havde fag tre timer om dagen – en time i hvert fag. Hun anslår, at hun dagligt brugte omkring 45-60 minutter på at forberede sig til hvert fag. Alle fag blev afsluttet med en skriftlig eksamen på ca. tre timer.
Netværk over hele verden
Hanne Marthine boede på campus med de øvrige sommerskolestuderende. Det var en fordel, for så lærte man hurtigere de andre at kende. Derudover havde universitetet to gange om ugen henholdsvis et kulturelt og et fagligt relevant arrangement, såsom et besøg på et advokatkontor i Hong Kong.
- "Ud over det rent faglige har jeg også på det personlige plan fået noget ud af det. Man kommer til et nyt sted, og ingen har lovet, at man kan etablere nogen venskaber. Man bliver nødt til at forholde sig til, hvem man er. Jeg havde jo også lyst til at repræsentere firmaet bedst muligt. Jeg sidder ofte som bistand, når der er klientmøder, men nu var det pludselig mig alene, der skulle sikre, at folk fik et godt indtryk af Kromann Reumert", forklarer Hanne Marthine og fortsætter:
- "Jeg har nu fået et socialt netværk, som er spredt over hele verden. Hvis jeg holder det ved lige, får jeg med tiden et internationalt netværk af advokater, som jeg kan nyde godt af".
Efter de fem uger i Hong Kong rejste Hanne Marthine i en uge rundt i Asien:
- "Det var først, da jeg havde været i Kina og Vietnam, at jeg kunne se forskellen på Hong Kong og de øvrige lande i Asien. Hong Kong er en virkelig international by, og det er en mærkelig mellemting mellem England og Kina, eftersom England i 1997 overdrog Hong Kong til Kina."
En klar anbefaling
Vil du anbefale et summer school-ophold til andre?
- "Ja. Bestemt! Men man skal have lyst til at genoptage studielivet de uger. På sommerskolen er både dem, der stadig er studerende og dem, der er færdige med studiet. Aldersmæssigt lå jeg med mine daværende 27 år nok midt i det hele. Et vigtigt udbytte er også, at man får forbedret sit engelske. Man taler og tænker på engelsk 24 timer i døgnet", slutter Hanne Marthine.