VOX-POP - de bedste eksamensråd
Der er uden tvivl lige så mange måder at læse til eksamen på, som der er studerende. Det er en hård periode, men husk på, at det kun er ganske få dage i løbet af et år, hvor du virkelig får mulighed for at give alt, hvad du har, og få vist, hvad du kan. Så udnyt det! Vi spurgte dine medstuderende, der deltog på de eksamensrelevante workshops i Formueret I og II, om deres bedste eksamensråd - måske der er noget, du kan bruge.
- "Det er vigtigt at finde en struktur og få lavet sig en realistisk læseplan. Det nytter ikke noget at planlægge at skulle læse 200 sider på en dag, hvis man alligevel ikke kan nå det. Og så er det en god idé at gå på læsesal og læse. Derhjemme er der alt for mange muligheder for overspringshandlinger. Der er både Facebook og Messenger, og selv opvasken kan blive interessant at gøre noget ved."
- Louise Friis og Tove Nielsen, 4. semester
- "Det er virkelig godt at få lavet en masse opgaver, og det er rigtig godt at gøre det sammen med andre i en studie- eller læsegruppe. Det er først, når man får diskuteret opgaverne og bliver tvunget til at argumentere, at man virkelig lærer noget."
- "Til selve eksamenen gælder det om at få sat tid af til hele opgaven. Det er en god idé at få skabt sig et overblik over alle delopgaverne og lave en disposition over, hvor meget tid man vil brug på de enkelte dele, så man er sikker på at nå alt."
- Julie Andreassen og Charlotte Henriques
- "Dyrk en masse sport! Det er mit bedste råd. Når man skal sidde og koncentrere sig i 5 timer om en eksamen, så er det vigtigt at være i god form - det handler jo faktisk om udholdenhed. Desuden har man godt af at komme ud og røre sig, når man sidder begravet i bøgerne, det er kun hovedet, der bliver træt - ikke kroppen. Og golf tæller altså ikke som en sport - pulsen skal op!"
- Tom Kristensen, 4. semester
- "På selve dagen for eksamen er det en god idé at være der i god tid. Det har stor betydning, for hvordan man arbejder under eksamen, hvor man sidder - nogle kan godt lide at sidde forrest, og andre bagerst - personligt kan jeg bedst lide at sidde bagerst, hvor jeg kan se de andre."
- Ida Bagnegaard, 2. semester
- "Jeg skal helt sikkert sidde forrest, så jeg ikke bliver forstyrret af alle de andre og de, der går. Men det er jo en smagssag, men hvis man skal være sikker på en god plads, så skal man komme i god tid. Jeg kan også godt lide at have en plan for eksamensdagen, så jeg præcis ved, hvornår jeg skal stå op, ud ad døren osv. Så slipper man for at blive stresset."
- Laurits Greve Brandt, 2. semester
- "Man skal tage på læsesal - der er ikke så mange andre spændende ting at foretage sig, og så skal man få lavet en masse opgaver. Men der skal også være tid til at hygge sig lidt, selv når man forbereder eksamen - man har brug for også at tænke på noget andet end eksamen. Og så skal man ikke lade sig stresse af de andre, deres læseplaner, og hvor langt de er kommet med deres læsning. Alle er forskellige, og alle læser forskelligt - man skal finde et tempo og en plan, der passer til en selv og ikke andre."
- Freia Kirkeskov, Kristian Andersen og Christoffer Høyrup, 2. semester
- "Jeg dumpede formueretseksamen sidste år, så jeg har i hvert fald lært, at man skal læse hele pensum, og at det er en rigtig god idé at få lavet opgaver løbende, så man lærer, hvordan de er skruet sammen. Og så er det en god idé at finde et system for, hvordan man får overblik over lovene - det hjalp mig, og jeg bestod reeksamen."
- Sara Mæhl-Christensen, 4. semester
Retur til nyhedsbrevet