International konference om risikostyring med deltagelse fra Kromann Reumert
Systematisk arbejde med risikostyring har meget store fordele, eksempelvis i bygge- og anlægsprojekter. Risikostyring var emnet, da 200 deltagere fra ind- og udland deltog på en konference i DGI-byen den 1. december 2011. I forlængelse af konferencen var Kromann Reumert om aftenen vært for en Speaker's Dinner, hvor dagens talere deltog.
International Risk Management-konference
Konferencen "International Risk Management" blev afholdt i DGI-Byen i et samarbejde mellem Ingeniørforeningens Selskab for Risikostyring, Alectia, Rambøll og Kromann Reumert. Kromann Reumerts advokat, Anders Vestergaard Buch, deltog sammen med repræsentanter fra World Trade Center, Metroselskabet, Femern A/S, LEGO og Bispebjerg Hospital i en paneldebat om, hvordan risikostyring kan sikre, at bygge- og anlægsprojekter gennemføres til tiden og til det budgetterede beløb.
Dagen sluttede med en Speaker's Dinner hos Kromann Reumert, hvor konferencens talere deltog, og debatten fortsatte.
Risikostyring i bygge- og anlægsprojekter
I bygge- og anlægsprojekter kan der være mange penge at spare ved ordentlig risikostyring. Risikostyring er en integreret del af langt de fleste bygge- og anlægsprojekter i milliardklassen, men værktøjerne kan sagtens tilpasses og bruges i mindre og mellemstore byggerier. Anders Vestergaard Buch udtaler til Børsen den 8. december 2011, at styringsprincipperne i de store byggeprojekter med fordel kan tilpasses og overføres til mindre byggerier: "De mindre byggerier skal ikke kopiere de store, men tage dem til sig i en forenklet form".
Anders arbejder først og fremmest med byggeri, hvor både bygherrer, rådgivere og entreprenører kan bruge risikostyring til at sikre, at byggerierne gennemføres til tiden og til det forudsatte budget. De mest udbredte fejlkilder i byggesager er ifølge Anders Vestergaard Buch menneskelige fejl, glemsomhed og undervurdering af opgaverne.
Anders Vestergaard Buch, der bl.a. har været involveret i det nye hotel Bella Sky på Amager, forklarer, at risikostyring, helt enkelt, eksempelvis kan bestå i at identificere og overvåge de ti største trusler mod, at projektet forløber uden problemer. Ud over rent byggetekniske forhold kunne det f.eks. være at overvåge, om en entreprenør eller leverandør er i økonomiske vanskeligheder og truet af konkurs. På den måde kan man i rette tid udvikle et beredskab, der minimerer projektets tab, hvis konkursen rent faktisk indtræder.