Blog, 16-06-2010

 

Mere fodbold til folket


Der er godt nyt til de sportsinteresserede - og for sponsorer til sportsbegivenheder. Fremover kan tv-stationer, som ikke har købt eneret til at vise store sportsbegivenheder, sende korte uddrag i forbindelse med nyhedsudsendelser. Det indebærer samtidig større synlighed til sponsorater.


Der bliver vist rigtigt meget fodbold i fjernsynet for tiden. DR, TV2 og Canal 9 har delt rettighederne til VM i mellem sig. Det gør, at langt de flest kan se de fleste kampe, og for dem, der ikke har mulighed for at se kampene på Canal 9, bliver der normalt vist sammendrag på DR og TV2.

Der er store penge på spil ved køb og salg af tv-rettigheder. Tv-stationerne er således villige til at betale meget store summer for køb af tv-rettigheder til sportsbegivenheder, da sportsudsendelser genererer seere og seere genererer reklameindtægter. Tv-rettighederne til den engelske Premier League for perioden 2010 til og med 2013 blev solgt for ikke mindre end 1,782 milliarder pund. BskyB, som købte størstedelen af rettighederne, har derfor en væsentlig interesse i at holde på rettighederne, så alene de har retten til at sende fra Premier League. Det samme gælder selvfølgelig for de stationer, som har købt rettighederne til VM og lignende store sportsbegivenheder. 

Ny mulighed for at vise korte uddrag
EU vedtog i december sidste år et direktiv (EU-direktivet om audiovisuelle medietjenester), som blandt andet åbner op for, at tv-stationer, som ikke har købt eneretten til at vise de store sportsbegivenheder, kan sende korte nyhedsuddrag i forbindelse med nyhedsudsendelser. Formålet med dette er, at befolkningerne i det mindste skal kunne se sammendrag af store sportsbegivenheder, som må antages at have en stor nyhedsværdi.

Det står endnu ikke klart, hvilke sportsbegivenheder der bliver omfattet af bestemmelsen, men det er formentlig OL, de kampe som Danmark deltager i samt semifinaler og finaler ved VM og EM i fodbold for herrer, og det samme for så vidt angår herrer og dame VM og EM i håndbold, samt de danske kvalifikationskampe til VM og EM i fodbold for herrer og i håndbold for herrer og damer. Derudover kan der være særlige begivenheder, som efter omstændighederne må blive omfattet af bestemmelsen, for eksempel Tour de France, hvis en dansker er ved at vinde løbet. Det afgørende er, om begivenheden er af interesse for en større kreds af personer, og også er af interesse for andre end dem, der normalt følger med i begivenheder af lignende karakter. Det er specifikt nævnt, at Superligaen og 1. division ikke opfylder kravene til at blive omfattet af reglerne.

Max. 90 sekunder
Der gives alene adgang til et kortere uddrag, hvilket vil sige et uddrag på maksimalt 90 sekunder. Længden af uddraget afhænger af, hvad der skal til for at opfylde informationsformålet - det vil sige, at befolkningen kan følge med i større sportsbegivenheder. Det vil derfor svinge alt efter, om der er tale om et 100-meter-løb eller en fodboldkamp.

Tv-stationerne får alene en adgang til at vise uddrag i forbindelse med andre nyhedsudsendelser, hvilket vil sige sportsnyhedsudsendelser, TV-avisen, Nyhederne på TV2 m.v. Det afgørende er, om der er tale om generelle nyhedsprogrammer, der behandler mere end et emne, og som handler om begivenheder af en vis nyhedsværdi. Tv-stationerne må således ikke bygge et program op alene om uddraget, og uddragene må først vises, når begivenheden er afsluttet.

Godt nyt for sponsorerne
Sponsorerne til sådanne sportsbegivenheder er formentlig godt tilfredse med, at deres sponsorater forventeligt bliver udbredt til en større kreds, mens rettighedshaverne til sportsbegivenhederne naturligvis gerne havde fastholdt den udelukkende aftalemæssige regulering af retten til at visse større sportsbegivenheder.

Reglerne vil ikke betyde, at der bliver vist flere hele større sportsbegivenheder på kanaler, som hele eller størstedelen af befolkningen kan tage. Men der vil formentlig blive vist flere uddrag fra sådanne begivenheder - og der vil derfor komme mere fodbold til folket.

Indlægget er skrevet af advokat Morten Rosenmejer til Børsens VIP-blog. 

Vi blogger
online på
 
BØRSEN
Læs de seneste indlæg fra vores fire bloggere på Børsens VIP blog: