Bankpakke 4 og den europæiske finansielle krise
Af Kim Rasmussen og Thorvald Spanggaard

Folketinget har vedtaget et lovforslag, der udmønter den politiske aftale fra august 2011 om bankpakke 4. Enigheden om en ny, målrettet statsgarantiordning afventer dog forhandlingerne i EU-regi om rammerne for en ny, generel statsgarantiordning.

Folketinget har den 17. november 2011 vedtaget et lovforslag om bankpakke 4. Lovændringen udmønter dele af den politiske aftale af 25. august 2011 mellem Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti samt aktstykke nr. 181 vedtaget af Folketingets Finansudvalg den 7. september 2011.

Tabskaution efter den udvidede medgiftsordning
Lovændringen indebærer, at Indskydergarantifondens Afviklingsafdeling får mulighed for at stille tabskaution i forbindelse med håndtering af nødlidende pengeinstitutter efter den udvidede medgiftsordning, som den er beskrevet i aktstykket (model II). Tabskautionen skal dække Finansiel Stabilitet A/S' kapitalisering og eventuelle tab i datterselskabet som følge af afviklingen.

Med lovens vedtagelse er der herefter tre modeller for afvikling af nødlidende pengeinstitutter:

1. Finansiel Stabilitet kan oprette en datterbank, der overtager det nødlidende instituts aktiver og en forholdsmæssig andel af de ikke-efterstillede passiver efter reglerne i kapitel 4b i lov om finansiel stabilitet.
2. Som en variant af ovenstående kan Indskydergarantifonden via medgiftsordningen beslutte at medvirke til afviklingen ved at tilføre midler til dækning af pengeinstituttets samtlige ikke-efterstillede kreditorer, jf. § 16 k i lov om finansiel stabilitet. Medgiftsordningen åbner op for, at der kan ske afvikling ved overdragelse af aktiverne og ikke-efterstillede passiver til et andet pengeinstitut uden tab for ikke-efterstillede kreditorer.
3. Den udvidede medgiftsordning: Staten medvirker til afviklingen af et nødlidende pengeinstitut ved at tilføre midler svarende til statens skønnede tab på statsgaranterede lån optaget af det nødlidende institut, hvis instituttet skulle afvikles efter kap. 4b i lov om finansiel stabilitet. Afviklingen kan ske ved en samlet overdragelse til et andet pengeinstitut, eller ved at den sunde del overdrages til et andet pengeinstitut, mens et datterselskab til Finansiel Stabilitet overtager den usunde del.
   

Øvrige elementer i bankpakke 4 om en målrettet statsgarantiordning afventer fortsat
Regeringen har endnu ikke meldt ud, hvordan de øvrige elementer i bankpakke 4 vedrørende en ny, målrettet statsgarantiordning skal håndteres i lyset af drøftelserne i EU-regi om rammerne for nye,  generelle statsgarantiordninger:

Den 26. oktober 2011 afholdt stats- og regeringscheferne et topmøde om den finansielle krise i Europa. Der var enighed om en række initiativer, der skal bekæmpe den globale finanskrise og øge tilliden til den finansielle sektor i Europa.

Statsgarantiordning skal sikre funding
Der var således enighed om, at der er behov for at styrke pengeinstitutternes adgang til finansiering i form af en statsgarantiordning. På baggrund af erfaringerne fra 2008 lægges der op til en højere grad af koordinering af de nationale garantiordninger i forhold til adgangskriterier, prisfastsættelse og betingelser, end hvad der var tilfældet for de ordninger, der blev åbnet op for i 2008.

Kernekapitalkrav
På topmødet var der også enighed blandt stats- og regeringscheferne om at sætte et højere kernekapitalkrav på 9 % for europæiske pengeinstitutter for at etablere en midlertidig buffer. Dette kapitalmål skal nås inden udgangen af juni 2012 på grundlag af planer, der aftales med de nationale tilsynsmyndigheder (i Danmark Finanstilsynet).

Det fremgår af rådskonklusionerne, at pengeinstitutterne i første omgang skal søge private kapitalkilder for at leve op til kernekapitalkravet bl.a. gennem omstrukturering og gældskonvertering. Derudover skal pengeinstitutterne underlægges begrænsninger med hensyn til udlodning af udbytte og bonusudbetalinger, indtil målet er nået. Det højere kernekapitalkrav må generelt skønnes at få begrænset betydning for danske pengeinstitutter.

Efter topmødet har de europæiske økonomi- og finansministre fået til opgave at implementere konklusionerne. På ECOFIN-rådsmødet den 8. november 2011 blev der således vedtaget en række initiativer (den såkaldte six pack), ligesom der på rådsmødet den 30. november 2011 blev drøftet konkrete rammer for statsgarantiordninger.

Ny dom om ansvarlige lån til pengeinstitutter
Af Kim Rasmussen og Thorvald Spanggaard

Højesteret har netop afsagt dom i en sag om førtidigt forfald af et ansvarligt lån til et pengeinstitut i forbindelse med pengeinstituttets fusion som ophørende selskab. En bestemmelse i låneaftalen om, at debitorskifte kræver samtykke, kunne ikke føre til, at det ansvarlige lån forfaldt som følge af fusionen.

Den 31. oktober 2011 afsagde Højesteret dom i en principiel sag om førtidig forfald af ansvarlige lån til pengeinstitutter (Sag 27/2010). Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens afgørelse af 26. januar 2010 (SH2010.H-52-09).

Investeringsselskab fik ikke medhold i kravet om ekstraordinær indfrielse
Et investeringsselskab fik ikke medhold i, at en bank ekstraordinært skulle indfri et lån, der var ydet som ansvarlig lånekapital som følge af en fusion mellem den oprindelige låntager, som var det ophørende institut, og et andet pengeinstitut. Investeringsselskabet krævede lånet tilbagebetalt før ordinært forfald som følge af fusionen og gjorde bl.a. gældende, at låneaftalens vilkår, om at debitorskifte kræver samtykke, var misligholdt.

Det udtrykkelige formål ved lånet vægter højt
Dommen viser, at der ved fortolkning af ansvarlige lån lægges stor vægt på det udtrykkelige formål, nemlig at forøge låntagers basiskapital i medfør af (dagældende) lov om finansiel virksomhed § 136. Det blev således lagt til grund af både Sø- og Handelsretten og Højesteret, at betingelserne i lov om finansiel virksomhed § 136 var aftalt som vilkår for lånet.

Bestemmelsen i låneaftalen om, at debitorskifte kræver samtykke, selv hvis bestemmelsen måtte antages at omfatte fusion, kunne derfor ikke føre til andet resultat, fordi det ville bevirke, at lånet ikke opfyldte betingelserne i lov om finansiel virksomhed § 136.

Indstævnte var repræsenteret af Kromann Reumert.

Nationalbankens udvidelse af sikkerhedsgrundlaget med udlån
Af Kim Rasmussen og Thorvald Spanggaard

Nationalbanken udvidede med virkning fra 1. oktober 2011 sit sikkerhedsgrundlag med bankernes udlån. Det er muligt, at anvendelsen vil blive begrænset, da der formentlig etableres en ny ordning med statsgaranteret funding af banker.

Nationalbankens udvidelse af sikkerhedsgrundlaget forhindrer ikke, at andre finansielle virksomheder end Nationalbanken anvender regelsættet i værdipapirhandelsloven med det formål at opnå sikkerhed i udlån. Det kan være hensigtsmæssigt i visse sammenhænge.
 
Gældsfordringer er nu omfattet
Som annonceret hen over sommeren har Nationalbanken pr. 1. oktober 2011 forøget de danske bankers lånemuligheder ved at udnytte en mulighed, der har eksisteret i værdipapirhandelsloven siden 1. januar 2011.

Kernen i forøgelsen består i en udvidelse af de aktiver, en bank kan stille til sikkerhed for lån i Nationalbanken. Nu er gældsfordringer omfattet, dvs. bankers udlån. Udvidelsen sker med henblik på at sikre bankers adgang til funding i et vanskeligt kapitalmarked. Andre finansielle virksomheder end Nationalbanken kan anvende regelsættet i værdipapirhandelsloven med henblik på at opnå sikkerhed i udlån.

For at en bank kan anvende udlån som sikkerhed for lån hos Nationalbanken, skal der (på Nationalbankens fortrykte skabeloner) indsendes en:

• anmodning om brug af udlån som sikkerhedsgrundlag
• pantsætningserklæring
• revisorerklæring vedrørende udlånene

Pantsætningen
Pantsætning af udlån sker ved indsendelse af en liste, der indeholder oplysninger om de udlån, der ønskes pantsat. Listen indsendes på en cd-rom og ledsages af et følgebrev oprettet på Nationalbankens skabelon med nærmere oplysninger. De tekniske krav til listen skal sikre, at videregivelsen af kundeoplysningerne er berettiget.

Indsendelsen fungerer som sikringsakt, og der skal dermed ikke gives meddelelse til låntagerne. Dette er en væsentlig afvigelse fra gældende dansk ret om transport i fordringer, hvor sikringsakten er meddelelse til skyldner i henhold til fordringen, jf. gældsbrevslovens § 31 (analogt).

Pantsætningen skal oplyses i bankens regnskab med angivelse af pantsætningens omfang og det pantsattes værdi.

De omfattede udlån
De pantsatte udlån kan bestå af almindelige lån og træk på kassekreditter. Derimod kan leasingaftaler, udlån med status som efterstillet gæld og pantebreve ikke anvendes. Debitor skal være hjemmehørende i Danmark (Grønland er ikke omfattet) og skal være en ikke-finansiel virksomhed, en offentlig myndighed eller en husholdning (forbrugere). Lånene kan være i danske kroner eller euro.

Nationalbanken accepterer udlån, der opfylder Finanstilsynets definitioner for bonitetskategori 3 (kunder med utvivlsom god bonitet) og 2a (kunder med almindelig god bonitet). Finanstilsynet har i et notat fra september 2011 nærmere redegjort for, hvad der forstås ved bonitetskategori 3 og 2a.

Instituttets egen kreditvurdering anvendes ved vurderingen, men suppleres af revisionserklæringer. Udlån til koncernforbundne selskaber omfattes ikke af ordningen og accepteres således ikke af Nationalbanken. Adgangen til at pantsætte udlån til større låntagere er begrænset således, at udlån til én debitor maksimalt må udgøre 10 % af de pantsatte lån.

Belåningsgrundlaget og haircut
Udlån, der stilles til sikkerhed, værdiansættes til den aktuelle restgæld. Kassekreditter fastsættes dog til aktuel saldo med et fradrag på 10 %. For udlån og kassekreditter i euro fradrages yderligere 3 %. Belåningsgrundlaget beregnes som værdiansættelsen fratrukket debitors eventuelle modregningsadgang (f.eks. i form af indlån).

Belåningsværdien udgøres af belåningsgraden fratrukket et "haircut" på 25 % og en margin på 10 %.

Pengeinstitutternes likviditetsopgørelse
Finanstilsynet har meddelt, at pengeinstitutterne kan medregne låneadgangen i Nationalbanken i likviditetsopgørelsen, jf. lov om finansiel virksomhed 152, stk. 2, også selvom låneadgangen konkret ikke anvendes. Det kræver dog, at visse nærmere betingelser er opfyldt. Finanstilsynet vil gennemføre en overvågning af alle institutter, der i medfør af reglerne i lov om finansiel virksomhed § 152 medregner låneadgangen fra Nationalbanken i sin likviditet.

Skærpede regler til långivere ved forbrugerkredit
Af Thorvald Spanggaard og Kristine Sachmann

Et forsyningsselskab, pengeinstitut eller en anden långiver, der direkte eller indirekte finansierer kreditkøb, bør forholde sig til de risici, forbrugerbeskyttelsesreglerne i kreditaftaleloven medfører - og være opmærksom på de skærpede regler, der er indført i 2010. Ellers kan en långiver bære en utilsigtet risiko for mangler ved den solgte vare eller tjenesteydelse.

Forbrugerens investeringsudgifter kan tilbagebetales via elregningen
Det er almindeligt, at forbrugere eksempelvis investerer i forbedringer af bopælen i et samarbejde med en leverandør og en långiver, f.eks. et pengeinstitut eller et forsyningsselskab. Der kan f.eks. investeres i energibesparende varmeanlæg og indkøb af energirigtige hvidevarer. Det gøres via forbrugerens forsyningsselskab, og forbrugeren tilbagebetaler via elregningen over en vis periode. Ofte vil kreditgiveren ikke være sammenfaldende med leverandøren, hvilket giver anledning til særlige overvejelser, som man bør være opmærksom på.

Pengeinstitutter og andre långivere (f.eks. et forsyningsselskab) er gennem kreditaftaleloven underlagt en række krav i forbindelse med kreditgivning i forbrugerforhold. Reglerne kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.

Krav til kreditgiverens oplysninger om lånet
Før der indgås en aftale, skal kreditgiveren give forbrugeren de oplysninger, som er nødvendige for at sammenligne forskellige tilbud, så forbrugeren kan træffe en informeret beslutning.

Selve kreditaftalen skal bl.a. indeholde en række økonomiske oplysninger, herunder:

• det samlede kreditbeløb
• betingelserne for at udnytte kreditmuligheden
• debetrenten
• omkostninger
• angivelse af forbrugerens fortrydelsesret samt retten til førtidig indfrielse og opsigelse af kreditaftalen

Kreditaftalelovens anvendelsesområde og konsekvenser
Kreditaftaleloven finder bl.a. anvendelse i de tilfælde, hvor et pengeinstitut eller anden långiver finansierer købet af varer eller tjenesteydelser. Bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder, investeringsforeninger mv. finder også anvendelse i de tilfælde, hvor der etableres et kundeforhold mellem et pengeinstitut og en forbruger.

I øvrigt kan det oplyses, at forsyningsvirksomheder, der erhvervsmæssigt yder forbrugslån, er underlagt krav om registrering hos Finanstilsynet i henhold til hvidvaskningslovens bestemmelser herom. 

Kreditaftaleloven indeholder en række bestemmelser, der begrænser den långiver, der finansierer købet af en løsøregenstand og tjenesteydelser, bl.a.:
 

• Forbrugeren kan ikke stille pant i salgsgenstanden til sikkerhed for forbrugerens forpligtelser.
• Forbrugeren kan gøre sine køberetlige indsigelser mod sælgeren gældende over for långiveren.
• Det er ikke muligt at indgå såkaldte cut-off-klausuler, der begrænser forbrugerens rettigheder ved overdragelse af lånet.
• Ved forbrugerens misligholdelse kan långiveren være begrænset til så vidt muligt at tage det solgte tilbage til dækning af sit krav.  
• Hvis kreditaftalen ikke opfylder kreditaftalelovens oplysningsforpligtelser, kan långiveren ikke kræve godtgørelse for omkostninger, der påløber i forbindelse med forbrugerens misligholdelse (rykkergebyr, sagsomkostninger, m.m.).

En långiver kan meget nemt komme i den situation, at långiveren bærer en (utilsigtet) risiko for mangler ved leverede varer eller tjenesteydelser.

Långiver bærer en risiko, både hvis finansieringen ydes på baggrund af en aftale mellem sælgeren og långiveren, og långiveren dermed er part i aftalekomplekset fra begyndelsen, og hvis sælgeren efter købets indgåelse overdrager fordringen på forbrugeren til en långiver.

Reglerne blev skærpet i 2010: Tilknyttede kreditaftaler omfattet
I efteråret 2010 blev reglerne skærpet: En forbruger kan bl.a. også rejse et krav mod en långiver i henhold til en tilknyttet kreditaftale. En kreditaftale kan være tilknyttet købet af varer eller tjenesteydelser, hvis den specifikke vare eller tjenesteydelse, der finansieres, udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen. Det gælder også, selvom långiver og sælger i øvrigt ikke har indgået et samarbejde, der danner grundlag for, at lånet ydes.

Et pengeinstitut eller en anden långiver, der direkte eller indirekte finansierer kreditkøb, bør forholde sig til de risici, forbrugerbeskyttelsesreglerne i kreditaftaleloven medfører - og være opmærksom på de skærpede regler, der er indført i 2010.

Så vidt muligt bør den interne risikofordeling mellem sælger og långiver overvejes og reguleres i en rammeaftale mellem parterne, inden samarbejdet indledes. Derudover bør en långiver udforme kreditaftalen med forbrugeren omhyggeligt. Ellers kan en långiver bære en utilsigtet risiko for mangler ved den solgte vare eller tjenesteydelse.

Sammenlægning af inkassofunktioner på tværs af en koncern
Af Kristine Sachmann og Thorvald Spanggaard

Udøvelse af inkassovirksomhed uden behørig autorisation eller godkendelse af ansatte kan straffes med bøde eller fængsel. Det bør derfor altid undersøges, om autorisation skal indhentes, før en sammenlægning af inkassofunktionen på tværs af koncernen påbegyndes.

Det er almindeligt, at en koncern sammenlægger sin inkassofunktion vedrørende kundefordringer i ét selskab på vegne af hele koncernen for derved at opnå administrative og økonomiske fordele. Er der tale om, at et koncernselskab inddriver fordringer på vegne af et eller flere koncernforbundne selskaber, må det pågældende selskabs inddrivelse imidlertid typisk anses for inkassovirksomhed og således være omfattet af inkassoloven.

Inkassolovens autorisationsregler
Det er ikke alle koncerner, der er opmærksomme på inkassolovens autorisationsregler, før inkassofunktionen sammenlægges i ét selskab på vegne af hele koncernen. Udøvelse af inkassovirksomhed skal leve op til reglerne om god inkassoskik og forudsætter som udgangspunkt autorisation. Selvstændige advokater, pengeinstitutter og offentlige myndigheder er fritaget fra kravet om autorisation. Derudover har bl.a. erhvervslivets brancheorganisationer mulighed for at opnå dispensation.

Kun inkassovirksomhed i inkassolovens forstand medfører krav om autorisation.

Ved inkassovirksomhed forstås:

• erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre
• erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer, der er købt efter forfaldstid med det formål at inddrive på egne vegne

Inkassovirksomhed omfatter således ikke inkasso for egne krav (egen inkasso). Foretages inddrivelse af et koncernselskab på vegne af et andet koncernselskab, er der ikke tale om egen inkasso. For at inddrivelsen kan siges at være erhvervsmæssig, skal det dog have et vist omfang og foregå med en vis regelmæssighed og normalt udøves mod vederlag. Det vil som udgangspunkt være tilfældet, hvis en koncern sammenlægger flere koncernselskabers inkassofunktion.

Overvejer man således af økonomiske og administrative årsager at lade et koncernselskab stå for inddrivelse af fordringer for hele koncernen, er det vigtigt at være opmærksom på inkassolovens regler. Mange virksomheder er opmærksomme på at efterleve reglerne om god inkassoskik, men det er ikke altid, at reglerne om autorisation får samme opmærksomhed.

Betingelser for at opnå autorisation
Autorisation til udøvelse af inkassovirksomhed forudsætter opfyldelse af en række krav til ansøgeren.
 
En ansøger skal kunne sandsynliggøre, at han vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i overensstemmelse med god inkassoskik. Heri ligger en række krav til direktion og bestyrelse om bl.a. økonomiske forhold, herunder gæld til det offentlige, bopæl, faglige kvalifikationer og strafferetlige forhold, samt kendskab til bedømmelse af krav og til bogføring og regnskaber.

Hvis inkassovirksomheden kun udgør en mindre del af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter, er det dog tilstrækkeligt, at den i virksomheden, der er ansvarlig for inkassofunktionen, opfylder kravene i inkassoloven. Hvis ansatte i virksomheden skal rette personlig, og ikke bare telefonisk, henvendelse til skyldnere, skal disse godkendes.

Sikkerhedsstillelse
For at opnå autorisation skal ansøgeren også stille betryggende sikkerhed for ethvert pengekrav, som kunder, skyldnere eller andre måtte få mod autorisationsindehaveren i forbindelse med udøvelse af inkassovirksomheden. Sikkerhedsstillelsen skal kunne gøres gældende direkte over for sikkerhedsstilleren. Uanset inkassovirksomhedens størrelse vil Rigspolitiet typisk ikke stille krav om en sikkerhedsstillelse på over 5 mio. kr.

Der kan dispenseres fra kravet om sikkerhedsstillelse, hvis der allerede, på andet grundlag, foreligger betryggende sikkerhed for inkassorelaterede krav.