Kromann Reumert vinder den første retssag i Danmark om ulovlig sampling af musik

Københavns Byret har den 26. september 2011 afsagt dom i den første retssag om ulovlig sampling af musik i Danmark. Rettighedshaverne havde rejst et krav på kr. 994.365,64 og fik i alt tilkendt kr. 747.182,82 i vederlag, erstatning og godtgørelse. Dommen er opsigtsvækkende, bl.a. på grund af det høje beløb rettighedshaverne fik tilkendt.

Dommens præmisser
Havde parterne indgået en aftale, der gav de sagsøgte ret til at sample den originale lydoptagelse fra værket "Turkish Showbiz"? Det var sagens hovedspørgsmål, der opstod i forbindelse med udgivelsen af de sagsøgtes værk "Les Djinns", der blev udgivet i 2003.

Under sagen erkendte de sagsøgte, at de havde samplet 10 sekunder af værket "Turkish Showbiz" og anvendt samplingen flere gange i værket "Les Djinns".

Komponist- og producentrettigheder var blevet krænket
Retten fandt ikke, at de sagsøgte havde bevist, at sagsøgerne havde givet tilladelse til samplingen fra "Turkish Showbiz". De sagsøgte havde således ved at udgive "Les Djinns" krænket sagsøgernes komponist- og producentrettigheder i henhold til ophavsretsloven.

Retten nåede herefter frem til, at sagsøgerne havde krav på et rimeligt vederlag for de sagsøgtes uberettigede udnyttelse af sagsøgernes ophavsrettigheder.

Retten lagde i denne forbindelse til grund, at sagsøgernes vederlagskrav var opgjort i overensstemmelse med KODAs og NCB's fastsatte fordelingsnøgler. Retten gav på denne baggrund sagsøgerne medhold i, at det rimelige vederlag skulle fastsættes til kr. 497.182,82 ekskl. moms.

Les Djinns var et arrangement af "Turkish Showbiz"
Retten bemærkede i denne forbindelse, at "Les Djinns" må anses for at være et arrangement af "Turkish Showbiz", således at sagsøgerne som komponister havde krav på 83,33 % KODA- og NCB-andele, mens de sagsøgte som arrangører af værket alene havde krav på 16,67 % andele.

Retten nåede også frem til, at sagsøgerne havde krav på erstatning for den yderligere skade, som overtrædelsen havde medført samt krav på godtgørelse for ikke økonomisk skade.

Sagsøgte havde opnået en uberettiget fortjeneste, men sagsøger havde ikke lidt et tab
Retten lagde i denne forbindelse til grund, at de sagsøgte, ved indtægterne fra "Les Djinns", havde opnået en uberettiget fortjeneste ved krænkelsen af sagsøgernes ophavsrettigheder. Retten fandt dog ikke, at sagsøgerne omvendt havde lidt et økonomisk tab i form af for eksempel lavere salgstal eller lignende som følge af de sagsøgtes uberettigede sampling.

Ved udmåling af erstatningen og godtgørelsen lagde retten vægt på, at den uberettigede sampling havde været vanskelig at opdage for rettighedshaverne. Især fordi samplingen var anvendt i forbindelse med et musikværk inden for en helt anden musikgenre. Retten fandt det på denne baggrund bevist, at sagsøgerne havde afholdt udgifter til efterforskning og undersøgelser vedrørende krænkelsens omfang.

Sagsøgerne blev tilkendt erstatning og godtgørelse på ca. halvdelen af vederlagskravet
Sagsøgerne blev på denne baggrund skønsmæssigt tilkendt en samlet erstatning og godtgørelse, som af retten blev opgjort til cirka halvdelen af vederlagskravet, dvs. kr. 250.000 ekskl. moms.

Sagsøgerne fik til gengæld ikke medhold i de nedlagte påstande om forbud mod fremtidig brug. Retten begrunder afvisningerne med, at "Les Djinns" tilhører en helt anden musikgenre end "Turkish Showbiz", og at "Les Djinns" indgår i en lang række remix og andre indspilninger.

Retten gav heller ikke sagsøgerne medhold i, at de sagsøgte for egen regning skal offentliggøre dommen.

Konsekvenser
Dommen er den første af sin slags i Danmark. Hvis dommen stadfæstes af Landsretten, må den antages at få stor betydning for bedømmelsen af fremtidige sager om sampling. Dette gælder særligt den del af sagen, der vedrører vederlaget og erstatningens udmåling.

Dommen er også bemærkelsesværdig, fordi den kan siges at være mere "bagudskuende" end "fremadskuende".

Ved at fastslå at der foreligger en krænkelse af sagsøgernes ophavsrettigheder, men samtidigt afvise at give sagsøgerne medhold i de nedlagte forbudspåstande, skabes en retstilstand, der giver de sagsøgte mulighed for kontinuerligt at fortsætte med at krænke sagsøgernes rettigheder. Som en konsekvens heraf vil sagsøgerne være nødsaget til løbende at rejse et erstatningskrav mod de sagsøgte for den skete krænkelse. En sådan retstilstand kan ikke siges at være hensigtsmæssig for nogen af parterne.

Dommen er blevet anket til Østre Landsret. Der kan ikke endnu siges noget nærmere om, hvornår Landsrettens dom kan forventes.

Coop vinder årelangt retsopgør mod puma

Højesteret har afgjort, at Coops udsmykning af en kondisko med den såkaldte form-strip ikke var en krænkelse af Pumas rettigheder. Desuden tog Højesteret stilling til erstatningens størrelse for et (uberettiget) fogedforbud, der havde været i kraft i 4 år.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Pumas registrerede varemærke bestående af en stribe opdelt i 3 baner ved hjælp af stiplede linjer blev krænket ved Coops markedsføring og salg af en kondisko med en lignende applikation. Coops kondisko var, ligesom Pumas sko, forsynet med 3 linjer. Men banerne var ikke stiplede, og designet af striben adskilte sig på en række punkter fra Pumas.

Højesteret lagde vægt på, at den strip, som anvendtes på Coops sko, på flere punkter adskilte sig fra Pumas registrerede varemærke, og at den havde et ganske andet formsprog end Pumas.

Fogedforbuddet skulle ophæves, og Coop fik erstatning
Højesteret var, ligesom Sø- og Handelsretten, enig med Coop om, at det nedlagte fogedforbud var uberettiget og skulle ophæves. Coop blev tilkendt en erstatning på kr. 100.000. Begrundelsen for det begrænsede erstatningsbeløb var, at der ikke var grundlag for at antage, at COOP i forbudsperioden ville have foretaget yderligere indkøb af den omhandlede sko. Herudover skulle Puma betale kr. 200.000 i sagsomkostninger til Coop.

Dommen viser, at den danske varemærkeretlige beskyttelse af figurmærker er forholdsvis snæver. Dommen er et eksempel på, at enkelte ligheder mellem to figurer ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt til at statuere en krænkelse, selvom mærkerne anvendes for samme type varer.

Rosendahls globalknivserie er brugskunst, der er beskyttet af ophavsretsloven

Rosendahl har i Højesteret vundet en vigtig sejr i et årelangt retsopgør om krænkelsen af Rosendahls rettigheder til Global-knivserien.

Sagen drejede sig om en isenkramforhandlers import af knivserien Royal fra Kina. Knivserien var, som Global-knivserien, fremstillet med skaft og blad i samme stykke stål og med sorte prikker på skaftet.

De danske toldmyndigheder beslaglade tilbage i 2005 Royal-knivserien, inden de blev bragt i omsætning, og der blev nedlagt fogedforbud mod markedsføring af knivene i Danmark. Højesteret stadfæstede forbuddet og lagde efter bevisførelsen til grund, at knivene var importeret med henblik på afsætning her i landet.

Royal-knivene var en efterligning af Global-knivene
Højesteret lagde, ligesom Sø- og Handelsretten, særlig vægt på, at Royal-knivenes design ikke indebar en tilstrækkelig frigørelse fra det særegne ved Global-knivenes udformning, og at Global-knivene som brugskunst nød ophavsretlig beskyttelse mod meget nærgående efterligninger.

Højesteret lagde vægt på, at det måtte lægges til grund, at:

• Royal-knivene var frembragt ved en efterligning af Global-knivene uden selvstændig indsats
• Royal-knivenes design efter en helhedsvurdering havde en betydelig lighed med Global-knivene, som ikke blot var funktionelt begrundet
• knivene var forvekslelige

Dyrt at transformere sin emballage

Hasbro fik den 3. oktober 2011 Højesterets ord for, at VN Legetøj havde krænket Hasbros varemærkeret efter varemærkeloven ved at bruge ordet TRANSFORMAX.

Ud over varemærkekrænkelsen havde Hasbro også gjort gældende, at VN Legetøj have overtrådt markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik og § 18, om at erhvervsdrivende ikke må benytte forretningskendetegn, der er egnet til at fremkalde forveksling med andres forretningskendetegn ved markedsføringen af X-BOT TRANSFORMABLE. Hasbro fik også i dette spørgsmål medhold i Højesteret.

Emballagens art
Både Hasbros og VN Legetøjs emballage/vareudstyr bestod bl.a. af synlige, ombyggelige figurer, en maske placeret nederst i venstre hjørne og samme skrifttype, placering og farvervalg af betegnelsen X-BOT TRANSFORMABLE/AUTOBOT TRANSFORMERS.

Højesteret fandt på den baggrund, at VN Legetøjs brug af betegnelsen X-BOT TRANSFORMABLE på emballagen indebar en snyltning af Hasbros kendetegn. Det var i strid med markedsføringsloven, selvom kendetegnet X-BOT TRANSFORMABLE ikke var forveksleligt med betegnelsen AUTOBOT.

Vederlags- og erstatningsudmålingen var forholdsvis høj
Det var i sagen ubestridt, at VN Legetøjs omsætning på de krænkende produkter havde udgjort ca. kr. 490.000, og at bruttodækningsbidraget var på 40 %.

Sø- og Handelsrettens dom blev tiltrådt af Højesteret, der tildelte Hasbro et vederlag på kr. 100.000 "ud fra oplysningerne om VN Legetøjs omsætning" og en erstatning på kr. 150.000 for mistet afsætning og markedsforstyrrelse "med udgangspunkt i VN Legetøjs fortjeneste". Det samlede vederlags- og erstatningskrav udgør således ca. halvdelen af VN Legetøjs omsætning og ca. 125 % af VN Legetøjs bruttofortjeneste.

Erstatnings- og vederlagsudmålingen ligger i den højere ende af, hvad man normalt ser i den slags sager. Det har formentlig spillet en rolle, at VN Legetøjs krænkende produkter kom på markedet umiddelbart op til lanceringen den første TRANSFORMERS-film, der medførte en voldsom eksponering af TRANSFORMERS-brandet.

J. Nørgaard A/S' T-shirt "Nørgaard paa strøget no. 101" var hverken krænket efter ophavsretsloven eller markedsføringsloven

Højesteret har ved dom af 6. oktober 2011 afgjort, at J. Nørgaard A/S' T-shirt "Nørgaard paa Strøget no. 101" ikke er beskyttet efter ophavsretsloven, og at den alene er beskyttet mod slaviske efterligninger i medfør af markedsføringslovens § 1. Rebecca Modes markedsføring af en lignende T-shirt udgjorde derfor ikke en krænkelse.

Rebecca Mode ApS havde markedsført en T-shirt under navnet "Heart Beat Style Drop Needle", der havde flere væsentlige ligheder med J. Nørgaard A/S T-shirt "no. 101", bl.a. med hensyn til udformning og farvevalg.

Ingen ophavsretslig beskyttelse som et kunstnerisk værk
Nørgaards T-shirt "no. 101" var efter Højesterets opfattelse en frembringelse af betydelig enkelhed, som udelukkende bestod af velkendte design- og formelementer. T-shirten var derfor ikke en nyskabelse af en sådan originalitet, at den nød ophavsretlig beskyttelse som et kunstnerisk værk.

Ved vurderingen af om Rebecca Mode havde handlet i strid med markedsføringsloven udtalte Højesteret, at der ikke var tale om en slavisk efterligning, idet Rebecca Modes T-shirt på en række punkter adskilte sig fra Nørgaards "no. 101". Højesteret lagde bl.a. vægt på, at Rebecca Modes T-shirt var fremstillet af et tykkere og tungere bomuldsstof med en anden og mindre kropsnær pasform, en mindre halsudskæring og en mere gennemsigtig finish.

På baggrund af disse forskelle afviste Højesteret, at Rebecca Modes T-shirt var en krænkelse af Nørgaards "No. 101", til trods for at der var væsentlige overordnede lighedstegn mellem de to trøjer.

Højesteret frifandt derfor Rebecca Mode.

Hvad kan man udlede af dommen?
Dommen viderefører den seneste Højesteretspraksis om, at der inden for modeområdet stilles særdeles høje krav til originaliteten, før et produkt nyder beskyttelse efter ophavsretsloven. Ligeledes er beskyttelsen efter markedsføringsloven begrænset til alene at angå slaviske efterligninger, medmindre designet besidder en betydelig grad af særpræg. Modedesignere har derfor fortsat ganske vide rammer til at lade sig inspirere af andre designeres frembringelser.  

EU-Domstolen har afsagt den første dom om EU-designret
- Sag C-281/10 PepsiCo mod Group Promer Mon Graphic SA

Den 20. oktober 2011 afsagde EU-Domstolen sin første dom om EU-designret nogensinde. Dommen var imødeset med stor spænding, fordi den ville bidrage til en afklaring af, hvornår et design krænker rettighederne til et andet design.

Sagen vedrørte PepsiCo's registrering af et EF-design til et lille spil. Promer gjorde indsigelse mod denne registrering på grundlag af deres tidligere EF-designregistrering af et lignende design.

"Den informerede bruger"
Det var et centralt tema for afgørelsen, hvordan begrebet "den informerede bruger" skulle defineres.

Domstolen udtalte, at der ved begrebet "den informerede bruger" skal forstås en person, "som ligger mellem den gennemsnitslige forbruger, der finder anvendelse på varemærkeområdet, hvor der ikke kræves nogen særlig viden, og hvor der som regel ikke foretages en direkte sammenligning af de omhandlende varemærker, og en fagmand, som er ekspert med detaljeret sagkundskab".

Denne definition følger de underliggende retters tidligere praksis.

Domstolen udtalte også, "at den informerede bruger, uden at være designer eller teknisk ekspert, er bekendt med forskellige design i den omhandlede sektor, er i besiddelse af et vist kendskab til de bestanddele, som disse design normalt består af, og udviser en vis grad af opmærksomhed, når han anvender produkterne, som følge af hans interesse for de omhandlede produkter."
 
Det betyder, at der foreligger en krænkelse, hvis en informeret bruger forveksler produkterne, og at det således er irrelevant, hvilken opfattelse forhandlere og eksperter med et indgående kendskab til det pågældende produkt har. 

Gode nyheder for varemærkeindehavere - mindre gode for udbydere af onlinemarkedspladser
- EU Domstolens dom i sag c-324/09, L'Oréal vs. eBay

EU-Domstolen afgav den 12. juli 2011 den længe ventede afgørelse i sagen vedrørende markedsføring af L'Oréal-varer på onlinemarkedspladsen eBay.

EU-Domstolen tager i afgørelsen stilling til en række interessante spørgsmål af generel varemærkeretlig karakter. Der tages også stilling til en onlinemarkedspladsoperatørers ansvar for krænkelser, der er begået af brugere af markedspladsen og ansvar ved brug af såkaldte AdWords.

Hovedsagen - L'Oréal og eBay
L'Oréal fremstiller og markedsfører parfumer og kosmetik og er indehaver af en række varemærker. eBay er operatør af en onlinemarkedsplads, hvorpå der fremvises varer, der er udbudt til salg af personer, der er tilmeldt eBay. Brugerne af eBay er forpligtede til at acceptere eBays brugerbetingelser for onlinesalg, herunder forbud mod varemærkekrænkelser.

eBay reklamerer for visse af de varer, der sælges af eBays brugere på onlinemarkedspladsen. Dette sker blandt andet ved køb af såkaldte Google AdWords, herunder ved brug af visse af L'Oréals varemærker som AdWords.

L'Oréal lagde sag an mod eBay og mod en række fysiske personer.

L'Oréal var af den opfattelse, at:

1. de fysiske personers salg af visse varer med L'Oréals varemærker udgjorde krænkelser af L'Oréals varemærker
2. eBay som indehaver af internetmarkedspladsen kunne stilles til ansvar dels for eBay-brugeres markedsføring af de påstået krænkende produkter på markedspladsen, dels for onlinemarkedspladsindehaveres egen brug af L'Oréals varemærker som AdWords. 

EU-Domstolens fortolkning af konsumptionsprincippet
EU-Domstolen udtalte sig om fortolkningen af konsumptionsprincippet, altså princippet om, at en varemærkeindehaver mister retten til at modsætte sig markedsføringen af sine varemærkede varer, når varemærkeindehaveren selv har markedsført varerne - eller har givet samtykke til markedsføringen af varerne - inden for EU.

EU-Domstolen fastslog, at hvis en varemærkeindehaver til sine autoriserede distributører leverer genstande, der er forsynet med varemærket, og som udgør demonstrations- og prøveeksemplarer, så er det ikke en markedsføring i den forstand, der forudsættes for, at der indtræder konsumption.

Årsagen er, at varemærkeindehaverens distribution af demonstrations- og prøveeksemplarer netop ikke sker med henblik på at bringe dem på markedet (tilsvarende er fastslået i afgørelsen i C-127/09 Coty Prestige Lancaster Group).

EU-Domstolens fortolkning af spørgsmålet om varemærkekrænkelse
EU-Domstolen udtalte sig også om fortolkningen af den eneret, som indehaveren af et varemærke har. Domstolen nåede frem til følgende resultater:

Varemærkeindehaveren kan modsætte sig videresalg af sine varemærkede produkter som følge af, at forhandleren har fjernet varernes indpakning, hvis fjernelsen af indpakningen:

• indebærer, at vigtige oplysninger, såsom oplysninger om fabrikanten, mangler, eller
• skader den pågældende vares - og dermed varemærkets - renommé.

Indehaveren af et varemærke kan modsætte sig erhvervsdrivendes markedsføring og salg via en onlinemarkedsplads rettet mod forbrugere i det område, hvor varemærkeretten er gældende, når indehaveren af varemærket udelukkende har markedsført de pågældende varer uden for EU, og der dermed ikke er indtrådt konsumption.

Det er op til de nationale domstole ud fra de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag at vurdere, om der rent faktisk er tale om en markedsføring, der er rettet mod aftagere i det område, hvor varemærket er gældende.

EU-Domstolens fortolkningsbidrag til onlinemarkedsplads-udbyderens ansvar
EU-Domstolen tog ligeledes stilling til det ansvar, der påhviler udbyderen af onlinemarkedspladsen i forbindelse med tredjemands markedsføring og salg af krænkende produkter på markedspladsen.

Domstolen nåede frem til følgende konklusioner:

1. Udbyderen af en onlinemarkedsplads kan blive ansvarlig, hvis udbyderen anvender AdWords, som er identiske med varemærkeindehavers varemærker, eller hvis udbyderen reklamerer for varer, der udbydes til salg på onlinemarkedspladsen.
2. Udbyderen af en onlinemarkedsplads er som udgangspunkt ikke ansvarlig for andre erhvervsdrivendes brug af varemærkeindehavers varemærker på onlinemarkedspladsen. Udbyderen kan imidlertid blive ansvarlig for varemærkekrænkelser, der er begået af andre erhvervsdrivende på onlinemarkedspladsen, hvis udbyderen af markedspladsen burde have indset, at de pågældende salgsudbud udgjorde varemærkekrænkelser, og udbyderen ikke har gjort det nødvendige for at bringe krænkelserne til ophør.

Domænenavns-tvister i Kina

Kinesiske .CN-domænenavne registreres, ligesom .dk-domænerne, efter først til mølle-princippet og uden efterprøvelse af ansøgerens ret til domænenavnet. Det eneste krav der stilles til ansøgningen er, at ansøgeren er kinesisk, dog med undtagelse af virksomheder i Hong Kong, Taiwan og Macao.

Cybersquatting er et stigende problem i Kina
Cybersquatting (registrering af domænenavne der indeholder andres varemærker med henblik på videresalg) udgør et stigende problem i Kina, hvor varemærkeindehaverne meget ofte mødes med krav om betaling af store summer for at erhverve domænerne. Afslår virksomhederne at købe domænenavnene, udbydes de i stedet til virksomhedens konkurrenter.

Vær varsom med at indgå forlig med cybersquattere
En nærliggende løsning for virksomheder, der ender i denne situation, kunne være at indgå et forlig med cybersquatteren.

At indlede forligsforhandlinger er dog ikke uproblematisk og kan ikke anbefales uden forudgående juridisk rådgivning:

1. For det første vil en invitation til at indlede forligsforhandlinger kunne ses som en anerkendelse af cybersquatterens ret til domænenavnet.
2. For det andet overstiger forligsbeløbet ofte langt omkostningerne ved at indbringe sagen for de lokale klagenævn. 
3. For det tredje møder mange cybersquattere ikke op ved klagesagsbehandlingen, og de der gør er ofte dårligt forberedt. Klagesagernes afgøres derfor hyppigt til fordel for klageren.

Kromann Reumert arbejder sammen med nogle af Kinas førende varemærke- og domænespecialister og hjælper gerne med at etablere kontakt, hvis behovet opstår.

Kontakt Pia Kirstine Voldmester eller Dorte Wahl.

Nyt våben for rettighedshavere i kampen mod piratkopierede produkter

Sø- og Handelsretten har den 8. november 2011 afsagt en principiel dom i en sag om indførsel af piratkopierede varer til privat brug i Danmark. Rettighedshaveren Rolex krævede, at privatpersonen skulle anerkende, at SKATs konfiskering og destruktion af et piratkopieret ur var berettiget. Sø- og Handelsretten gav rettighedshaveren medhold.

De faktiske omstændigheder
En privatperson (M) havde i januar 2010 bestilt en kopi af et "Rolex GMT Master II 50th with Asian 3186 Movement" via en internetbutik med base i Kina. Uret kostede USD 365, svarende til kr. 2.007. Et tilsvarende ægte Rolex-ur kostede på daværende tidspunkt kr. 42.300.

Uret blev sendt med post fra Hong Kong til Danmark, og ved modtagelsen i Danmark konfiskerede SKAT uret efter toldforordningens regler. Efterfølgende anlagde Rolex en retssag mod M med krav om, at M skulle anerkende lovligheden af SKATs konfiskation af uret. M anså derimod SKATs konfiskation som uretmæssig, da han ikke mente, at han havde handlet ulovligt og krænket Rolex' rettigheder i henhold til varemærkeloven og ophavsretsloven.     

Dommens præmisser
Sø- og Handelsretten antog, efter en sagkyndig vurdering, at uret var en slavisk kopi af "Rolex GMT Master II". Ved bestillingen af uret havde M kendskab til, at uret var en piratkopi.

Sø- og Handelsretten fastslog, at uret var omfattet af toldforordningens regler, da der var tale om en piratkopieret vare, der var opdaget ved toldkontrol. Sø- og Handelsretten fandt dog, at M ikke havde foretaget en selvstændig krænkelse af Rolex' varemærke- samt ophavsrettigheder, da uret var købt til privat brug.

Spørgsmålet var herefter, om bestemmelsen i forordningen, der undtager varer, som er indført i en rejsendes personlige baggage, også finder anvendelse på varer, der er afsendt med post fra et tredjeland. Sø- og Handelsretten nåede frem til, at undtagelsen skal fortolkes snævert og derfor ikke finder anvendelse i en situation, hvor en vare sendes til en privatperson i Danmark. Den eneste undtagelse er, når en privatperson i sin personlige bagage medbringer en piratkopieret vare fra et ikke-EU-land.

Det næste spørgsmål, som Sø- og Handelsretten skulle tage stilling til, var om SKATs konfiskation var berettiget. Retten fastslog, at det ingen betydning havde, at M ikke selvstændigt havde krænket Rolex' varemærke- og ophavsrettigheder ved bestillingen og modtagelsen af uret. Retten lagde i stedet for vægt på, om uret, såfremt det var fremstillet i Danmark, ville krænke Rolex' ophavs- og varemærkerettigheder. Retten nåede på denne baggrund frem til, at der forelå en krænkelse af Rolex' varemærke- og ophavsrettigheder.

Rolex fik således medhold i, at konfiskationen af uret var berettiget, og at SKAT var berettiget til at destruere uret uden at skulle betale erstatning til M.

Muligheden for at indføre piratkopierede varer til privat brug begrænses
Dommen begrænser mulighederne for at indføre piratkopierede varer til privat brug fra et tredjeland og udfylder således et tomrum, der tidligere har været præget af en vis usikkerhed. Dommen kan få stor betydning for rettighedshavere, idet disse nu har fået et nyt redskab i kampen mod piratkopier.

Det er bemærkelsesværdigt, at Sø- og Handelsretten når frem til, at køberen efter den danske varemærke- og ophavsretslov ikke har krænket Rolex' rettigheder, men at dette forhold er irrelevant ved vurderingen af, om der foreligger en krænkelse i henhold til Toldstopforordningen.

Hypothetical manufacture test
Sø- og Handelsretten anvender i stedet for den såkaldte "hypothetical manufacture test", der bl.a. kendes fra Storbritannien. Testen indebærer, at retten foretager en (hypotetisk) vurdering af, om kopiproduktet vil kunne fremstilles (lovligt) i Danmark uden at krænke Rolex' ophavs- og varemærkerettigheder.

Testen, som Sø- og Handelsretten introducerer, er dog kun relevant for sager om toldstop og kan således ikke anvendes i andre typer sager om krænkelse af varemærke- og ophavsrettigheder.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, om dommen vil blive anket til Højesteret, og om sagen samtidig vil blive forelagt præjudicielt for EU-Domstolen.

Patentering af opfindelser angående menneskelige embryonale stamceller
- Sag C-34/10 Brüstle mod Greenpeace.

Af Benjamin Auster og Michael Pitzner-Bruun

I sin længe ventede afgørelse i sagen mellem forskeren Oliver Brüstle og Greenpeace besvarer EU-Domstolen en række præjudicielle spørgsmål angående rækkevidden af biotekdirektivets forbud mod udstedelsen af patent på anvendelse af menneskelige embryoner. Afgørelsen forventes at få stor betydning for den fremtidige forskning i embryonale stamceller.

Spørgsmålet om, og i hvilket omfang, udstedelsen af patenter, der angår det menneskelige legeme og dele deraf i deres forskellige stadier, skal tillades, befinder sig i en vanskelig juridisk gråzone med væsentlige etiske og moralske implikationer.

På EU-plan er spørgsmålet reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser (Biotekdirektivet).

FAKTA OM BIOTEKDIREKTIVET
Det følger af biotekdirektivets artikel 6, stk. 1, at opfindelser, hvis kommercielle udnyttelse ville stride mod sædelighed eller offentlig orden, er udelukket fra patentering. I relation til menneskelige embryoner (et foster på et tidligt stadie) følger det af Biotekdirektivets artikel 6, stk. 2, litra c, at en anvendelse af menneskelige embryoner til industrielle eller kommercielle formål i medfør af art. 6, stk. 1, er udelukket fra patentering. Biotekdirektivets artikel 6, stk. 2, litra c, jf. stk. 1, er i dansk ret implementeret ved patentlovens § 1b, stk. 3, nr. 3, jf. § 1, stk. 1.

Baggrunden for EU-Domstolens afgørelse
Ved sin præjudicielle afgørelse i sagen mellem Oliver Brüstle og Greenpeace behandler EU-Domstolen for første gang fortolkningen af begrebet "menneskelige embryoner" i biotekdirektivets forstand.

Baggrunden for EU-Domstolens præjudicielle afgørelse er en verserende sag ved de tyske domstole. Sagen drejer sig om gyldigheden af et patent på en metode til fremstilling af isolerede og rene neurale precursorceller (umodne celler der er i stand til at dele sig og danne modne celler i nervesystemet) på baggrund af udvundne embryonale stamceller, samt anvendelsen af neurale precursorceller til behandling af neurologiske sygdomme. Den af patentet omhandlede metode til isoleringen af de embryonale stamceller indebærer, at embryonet går til grunde.

Den tyske patentdomstol (Bundespatentgericht) havde på baggrund af en anmodning fra Greenpeace erklæret patentet ugyldigt med henvisning til en bestemmelse i den tyske patentlov, der implementerer biotekdirektivets artikel 6, stk. 2, litra c. Det fremgår heraf, at der ikke kan udstedes patent på en anvendelse af menneskelige embryoner til industrielle eller kommercielle formål.

Patentdomstolens afgørelse blev af patenthaver appelleret til den tyske Bundesgerichtshof, der udsatte sagen og forelagde EU-Domstolen en række præjudicielle spørgsmål angående forståelsen af patenteringsforbuddet i biotekdirektivets artikel 6, stk. 2, litra c.

Hvad forstås ved et menneskeligt embryon?
Det første spørgsmål fra Bundesgerichtshof angik fortolkningen af begrebet "menneskeligt embryon" i biotekdirektivets forstand.

Indledningsvist anfører EU-Domstolen, at begrebet "menneskelige embryoner" skal underlægges en ensartet fortolkning i hele EU, samt, med henvisning til biotekdirektivets præambel, at begrebet må fortolkes vidt.

EU-Domstolen fastslår herefter, at der ved et menneskeligt embryon i biotekdirektivets forstand skal forstås enhver menneskelig ægcelle fra tidspunktet for befrugtning, eftersom befrugtningen udløser en proces mod udviklingen af et menneske.

Også en ubefrugtet menneskelig ægcelle, hvori der er transplanteret en moden menneskelig cellekerne (terapeutisk kloning), eller som er blevet stimuleret til at dele og videreudvikle sig ved partenogenese, er ifølge EU-Domstolen omfattet af begrebet "menneskeligt embryon". Det skyldes, at sådanne ægceller - ligesom det embryon der skabes ved befrugtning af en ægcelle - kan udløse en proces mod udviklingen af et menneske, selvom ægcellerne ikke er befrugtet.

Stamceller udvundet på grundlag af et menneskeligt embryon på blastocyst-stadiet
Hvad angår stamceller udvundet på grundlag af et menneskeligt embryon på blastocyst-stadiet (hvor embryonet er ca. 5 dage gammelt og de totipotente celler, som embryonet består af på dets tidligste stadie, og som hver for sig er i stand til at dele sig og udvikle sig til et menneske, er blevet til pluripotente celler, der sammen, men ikke hver for sig, er i stand til at udvikle sig til et menneske), tilkommer det ifølge EU-Domstolen derimod de nationale retsinstanser, på baggrund af den videnskabelige udvikling, at afgøre, om sådanne stamceller kan udløse en proces mod udviklingen af et menneske og dermed er omfattet af begrebet "menneskeligt embryon".

EU-Domstolen åbner hermed en dør på klem for, at patenter på anvendelse af stamceller, der er udvundet fra et menneskeligt embryon på blastocyst-stadiet (der i sig selv er et menneskeligt embryon i biotekdirektivets forstand) efter omstændighederne kan tillades. Men som det følger af EU-Domstolens svar på det tredje spørgsmål vil det forudsætte, at selve embryonet ikke herved går til grunde.

Generaladvokaten havde i sit forslag til afgørelse af 10. marts 2011 i øvrigt foreslået, at pluripotente embryonale stamceller per se ikke skulle anses for at udgøre menneskelige embryoner. Det skyldes, at de ikke selvstændigt er i stand til at udvikle sig til et helt menneske. Generaladvokaten ville i sit forslag i øvrigt også kun tillade patentering under forudsætning af, at embryonet, hvorfra cellen udvindes, ikke herved destrueres.

Hvad forstås ved "industrielle eller kommercielle formål"?
Med sit andet spørgsmål ønskede den tyske Bundesgerichtshof at få oplyst, om forbuddet mod patentering omfatter anvendelse med henblik på videnskabelig forskning. Spørgsmålet var foranlediget af, at biotekdirektivets artikel 6, stk. 2, litra c, efter ordlyden kun angår anvendelsen af menneskelige embryoner til "industrielle eller kommercielle formål".

EU-Domstolen anfører hertil, at selvom der kan være grund til at adskille formålet med videnskabelig forskning fra formålet med en industriel eller kommerciel anvendelse, kan en anvendelse med henblik på videnskabelig forskning ikke udsondres fra selve patentet og de rettigheder, der følger af patentet, herunder retten til at udnytte det industrielt eller kommercielt.

Med henvisning til en præcisering af undtagelsens rækkevidde i biotekdirektivets præambel fastslår EU-Domstolen derefter, at undtagelsen fra patenteringsforbuddet i artikel 6, stk. 2, litra c, alene gælder for opfindelser med et terapeutisk eller diagnostisk formål, og som anvendes på menneskelige embryoner og er nyttige for dem.

Forbuddet mod patentering omfatter dermed også en anvendelse af menneskelige embryoner med henblik på videnskabelig forskning.

Kan en opfindelse patenteres, hvis udøvelsen forudsætter destruktionen af et embryon?
Den tyske Bundesgerichtshof havde endelig spurgt EU-Domstolen, om en teknisk viden er udelukket fra patentering, selvom den ikke i sig selv angår anvendelsen af menneskelige embryoner, men dog vedrører et produkt eller en metode, hvis fremstilling/udøvelse forudsætter en forudgående destruktion af menneskelige embryoner.

Ifølge EU-Domstolen er der også i denne situation tale om en anvendelse af menneskelige embryoner. Forbuddet mod patentering omfatter altså også en opfindelse, der nødvendiggør en forudgående destruktion eller anvendelse af et menneskeligt embryon som grundmateriale, uanset om anvendelsen ikke er omtalt i patentkravene.

EU-Domstolen anfører, at det i den forbindelse er irrelevant, at destruktionen af det menneskelige embryon sker på et langt tidligere stadium end selve udøvelsen af opfindelsen. Samtidig bemærkes det, at forbuddet ville miste sin effektive virkning, hvis patentansøgeren kunne omgå det gennem en behændig formulering af patentkravene, hvor omtalen af den forudsatte anvendelse af menneskelige embryoner blot udelades.

Konsekvenserne af EU-Domstolens afgørelse
EU-Domstolens afgørelse, der indebærer en vid forståelse af biotekdirektivets forbud mod patentering af en anvendelse af menneskelige embryoner, forventes at få væsentlig betydning for den fremtidige forskning i stamceller.

Afgørelsens umiddelbare konsekvens er, at den tyske Bundesgerichtshof højst sandsynligt vil opretholde ugyldiggørelsen af Oliver Brüstles patent, ligesom gyldigheden af en række andre udstedte patenter angående embryonale stamceller må anses for tvivlsom.

Den vide forståelse af patenteringsforbuddet kan derudover gøre ny forskning i embryonale stamceller mindre økonomisk attraktiv og gøre det vanskeligere at skaffe finansiering hertil. Omvendt vil adgangen til fremover frit at udnytte den tekniske viden, der er indeholdt i de ugyldiggjorte patenter, kunne medvirke til en øget forskningsvirksomhed på området.

Ompakning af parallelimporterede lægemidler
- Forenede sager C-400/09 og 207/10 Orifarm A/S m.fl. og Paranova Danmark A/S m.fl. mod Merck Sharp & Dome Corp. m.fl.

Af Tanja Højrup Runegaard Thomsen og Michael Pitzner-Bruun

EU-Domstolen har afsagt dom i endnu to sager vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt indehaveren af et varemærke for et lægemiddel kan forbyde markedsføring af ompakkede parallelimporterede lægemidler. Begge sager var henvist til EU-Domstolen af den danske Højesteret. Dommene viser, at EU-domstolen endnu en gang værner om varernes fri bevægelighed.

EU-domstolen har som bekendt tidligere fastslået, at ompakning og genanbringelse af det originale varemærke på et parallelimporteret lægemiddel er tilladt, når en række betingelser er opfyldt. En af disse betingelser er, at det tydeligt er angivet, hvem der har foretaget ompakningen.

Parallelimportøren brugte et ompakningsselskab
I de konkrete sager angav emballagen, at ompakningen var foretaget af parallelimportørens salgsselskab, som var indehaver af markedsføringstilladelsen. Den fysiske ompakning var imidlertid foretaget af et andet selskab, parallelimportørens ompakningsselskab, som var indehaver af ompakningstilladelsen. Salgsselskabet havde givet instrukser om indkøb, ompakning, lægemiddelpakningens nærmere udformning mv. til ompakningsselskabet.

Varemærkeindehaveren anlagde sag ved de danske domstole og påstod, at det for at beskytte forbrugerne var nødvendigt, at navnet på den virksomhed, der faktisk havde forestået ompakningen, var anført på det ompakkede produkts emballage.

Varemærkeindehaveren henviste som begrundelse herfor til artikel 7 (2) i direktiv 89/104 (svarende til Varemærkelovens § 6, stk. 2). Efter denne artikel kan varemærkeindehaveren, hvis han har en skellig grund hertil, modsætte sig fortsat markedsføring af varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsført inden for Fællesskabet. Varemærkeindehaveren påstod, at den manglende angivelse af navnet på den faktiske ompakker var en sådan skellig grund.

Sø- og Handelsretten: Manglende angivelse var en krænkelse
I begge de danske sager var Sø- og Handelsretten kommet frem til, at den manglende angivelse af navnet på det selskab, der faktisk havde forstået ompakningen, var en krænkelse af varemærkeindehaverens varemærkerettigheder. Begge afgørelser blev appelleret til Højesteret, og i begge sager besluttede Højesteret at udsætte sagen på EU-domstolens afgørelse af en række præjudicielle spørgsmål.

EU-Domstolen: Varemærkerettighederne var ikke blevet krænket
EU-Domstolen var ikke enig med Sø- og Handelsretten og fastslog, at varemærkeindehaverens varemærker ikke var krænket ved den manglende angivelse af navnet på det selskab, som faktisk havde forestået ompakningen. EU-domstolen bemærkede, at artikel 7 (2) skal beskytte varemærkeindehaverens legitime interesser og ikke forbrugerens, idet forbrugernes interesser er sikret ved andre retsinstrumenter.

EU-domstolen fastslog, at varemærkeindehaverens interesser fuldt ud var beskyttet. Det skyldtes, at navnet på salgsvirksomheden, efter hvis ordre og efter hvis instruks ompakningen havde fundet sted, og som bar ansvaret herfor, klart fremgik af det ompakkede lægemiddels emballage.

EU-Domstolen fremhævede også, at den virksomhed, der var angivet som ompakker, var erstatningsansvarlig over for varemærkeindehaveren, for enhver skade som er forårsaget af ompakningsvirksomheden. Domstolen fremhævede ligeledes, at salgsvirksomheden ikke vil kunne frigøre sig fra sit ansvar ved at påberåbe sig, at ompakningsvirksomheden har handlet imod dens instrukser.

Hvordan skal artikel 7 (2) i direktiv 89/104 fortolkes?
Artikel 7 (2) skal herefter fortolkes således, at den ikke gør det muligt for en varemærkeindehaver at forhindre salg af et ompakket parallelimporteret lægemiddel med den begrundelse, at emballagen ikke angiver den virksomhed der - efter ordre - rent faktisk har ompakket lægemidlet, men alene angiver navnet på salgsvirksomheden, efter hvis instruks ompakningen har fundet sted, og som bærer ansvaret for ompakningen.

Med afgørelsen fremhæves endnu en gang, at EU-Domstolen ikke vil tillade, at varemærkeindehavere benytter varemærkeretten til unødigt at forhindre parallelimport.

Ingen krænkelse af patenteret sidesvejsning på affaldspose

Ny Sø- og Handelsretsafgørelse afviser, at patentet på en sidesvejsning på affaldspose med snørelukning var blevet krænket. Fastlæggelsen af patentets beskyttelsesområde blev hovedsagligt baseret på ordlyden af patentkravene.

Tvisten
Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt Abenas skraldeposer med svejsning krænkede Etradans patent på en sidekantsvejsning på en skraldepose med snørelukke.

Parternes synspunkter
Parterne var enige om, at Abenas produkt, ud fra en ren ordlydsfortolkning af patentkravene, ikke kunne antages at krænke patentet. Det fremgik nemlig af patentkravene, at sidekantssvejsningen i den patenterede løsning skulle ende i en bueform, og dette træk gik ikke igen i Abena A/S’ sidekantssvejsning.

Etradan argumenterede på denne baggrund for, at krænkelsesvurderingen skulle ske ud fra synspunktet om teknisk ækvivalens. Dvs. ud fra en vurdering af om Abenas produkt måtte antages at løse det samme problem, som patentet gjorde, på den i alt væsentlighed samme måde.

Abena gjorde derimod gældende, at der på baggrund af det klare patentkrav ikke forelå en krænkelse. Abena anførte, at den påstået krænkende svejsning ikke søgte at løse det samme problem som beskrevet i Etradans patent. Dvs. at hindre brud på selve svejsningen på affaldsposen. Derimod mente man, at formålet var at afværge en anden type brud, der kunne opstå på siden af poserne efter lukning.

Sø- og Handelsrettens afgørelse
Sø- og Handelsretten var enige med Abena i, at det væsentlige element i stridspatentet var, at den ene sidekantssvejsning på posen endte i en bueform, som havde til formål at forbedre overgangen mellem sidekantssvejsningen og åbningen til snørerne, så posen kunne holde til et større træk ved åbning og ved udspænding over et affaldsstativ eller en spand, hvorved brud langs sidekantssvejsningen kunne undgås.

Abenas sidekantssvejsning endte ikke i en bueform, og i Abenas konstruktion var der ikke det forstærkningsbehov, som fandtes ved Etradans poser. Etradan havde derfor ikke bevist, at den ekstra svejsning på Abenas pose søgte at løse det samme problem som patentet. Sø- og Handelsretten fandt derfor ikke, at Abena havde krænket Etradans ret.

Ny dom om tilbagekaldelsespåbud i fogedforbudssager

Dom fra Sø- og Handelsretten tager stilling til, om fogedretterne i forbindelse med nedlæggelsen af et forbud kan pålægge en krænker at tilbagekalde solgte produkter fra sine kunder.

Ifølge retsplejeloven kan en krænker af en immaterialrettighed under visse betingelser ved et fogedforbud blive pålagt at undlade handlinger, der strider med rettighedshaverens ret. Han kan også blive pålagt at foretage enkeltstående handlinger, der er nødvendige for at sikre overholdelsen af undladelsespligten. Det har derimod været omtvistet, om krænkeren kan blive pålagt at tilbagekalde allerede solgte produkter fra tredjemand.

Sø- og Handelsretten har nu taget stilling til spørgsmålet ved sin afgørelse i sag V-60-09 mellem landbrugsmaskinproducenten Deere & Company og maskinforhandleren AgroFyn ApS.

Handel med originale landbrugsmaskiner
Sagen drejede sig om AgroFyns handel med originale John Deere-landbrugsmaskiner, der var blevet importeret til EU/EØS uden Deere & Companys samtykke. Da der derfor rent varemærkeretligt ikke var indtrådt konsumption efter varemærkelovens § 6, stk. 1, var Deere & Company berettiget til at modsætte sig AgroFyn ApS' import og videresalg af landbrugsmaskinerne.

Fogedretten i Svendborg nedlagde fogedforbud og påbød i den forbindelse også AgroFyn ApS at tilbagekalde maskiner, der allerede var solgt til andre erhvervsdrivende.

Formålet med et fogedforbud er at forbyde fremadrettede krænkelser
Ingen af parterne kom under justifikationssagen ved Sø- og Handelsretten nærmere ind på spørgsmålet om fogedrettens hjemmel til at give påbud om tilbagekaldelse. Sø- og Handelsretten udtalte imidlertid, at der ikke er hjemmel i retsplejeloven til at udvide et fogedforbud til at omfatte tilbagekaldelse af maskiner, der er solgt længe inden fogedforretningen, og som endda kan være videresolgt på ny.

Retten mente, at et fogedforbud alene har til formål at forbyde fremadrettede krænkelser af en allerede eksisterende rettighed, og at tilbagekaldelsen derfor ikke har ikke den fornødne tilknytning til undladelsespligten. Pålægget om tilbagekaldelse blev derfor ophævet.

Dommen kan have stor præjudikatsværdi
Selv om tilbagekaldelsespålæg ofte gives af fogedretterne, har spørgsmålet om pålæggenes berettigelse ikke tidligere været bedømt autoritativt. Sø- og Handelsrettens præmisser er ret generelt formulerede, hvilket taler for, at dommen kan tillægges stor præjudikatsværdi.

Det fremgår dog ikke, hvor stor vægt Sø- og Handelsretten har lagt på det forhold, at der var tale om "maskiner, der er solgt længe inden fogedforretningen, og som endda kan være videresolgt på ny". Det fremgår heller ikke, om Sø- og Handelsretten dermed mener, at der kan være hjemmel til tilbagekaldelsespåbud i tilfælde, hvor produkterne er solgt kortere tid inden fogedforretningens gennemførelse og endnu ikke kan være videresolgt.

Dommen har ikke haft som umiddelbar konsekvens, at pålæggelse af tilbagekaldelsespligt er ophørt i forbindelse med fogedforbud nedlagt af foged- og landsretterne. Ankefristen er udløbet, uden at dommen er anket til Højesteret.

Ny dom om opdeling og distribution af tv-rettigheder
- Kan man som rettighedshaver opdele eller begrænse adgangen til sportsudsendelser?

Af partner Martin Dahl Pedersen og advokat Daniel Herman Røjtburg

EU-Domstolen fastslog den 4. oktober 2011, at tv-rettighederne til engelsk fodbold bliver opdelt og distribueret i strid med EU-rettens regler om fri bevægelighed og forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Baggrund
Football Association Premier League ("FAPL") ejer rettighederne til Premier League og meddeler licens til senderettighederne til fodboldkampene.

Licenserne gives eksklusivt til tv-selskaber inden for et bestemt geografisk område, som normalt omfatter en enkelt medlemsstat. Når et tv-selskab får licens til et bestemt område, tildeles tv-selskabet en eneret til at sende kampene i dette område.

I licenskontrakten påtager tv-selskabet sig at beskytte den geografiske eksklusivitet ved at kryptere tv-signalet og ved udelukkende at sælge dekoderanordninger, der gør det muligt at afkode udsendelserne inden for den medlemsstat, hvor licensen er tildelt.

Britisk pubejer havde købt en dekoder i Grækenland
Den konkrete sag udsprang af, at en britisk pubejer i en periode havde vist Premier League-kampe i sin pub ved hjælp af en dekoderanordning, som pubejeren havde købt i Grækenland til en pris, der lå væsentligt lavere end den pris, BSKyB udbyder rettighederne til i Storbritannien. BSKyB og FAPL mente derfor, at brugen af den græske dekoderanordning var i strid med den britiske ophavsretslov.

I dommen anfører EU-Domstolen, at en restriktion, der består i et forbud mod at importere, sælge eller anvende udenlandske dekoderanordninger, er i strid med traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser. Forbuddet kan heller ikke begrundes i formålet om beskyttelse af immaterielle rettigheder eller i formålet om at fremme publikums tilstedeværelse på fodboldstadions.

Køb af dekodere i andre EU-lande må ikke forbydes
Domstolen når herefter frem til, at restriktionen ikke er proportional: Det er muligt at tage hensyn til det reelle og potentielle seerantal såvel i sendemedlemsstaten som i enhver anden medlemsstat, hvor udsendelserne modtages. Det er således ikke nødvendigt at begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser. Restriktionen fører ifølge Domstolen til kunstige prisforskelle mellem de opdelte nationale markeder. 

Domstolen bemærker, at licensaftalerne også er i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, fordi aftalerne forbyder, at der leveres udenlandske dekoderkort til tv-seere, som ønsker at se udsendelserne uden for den medlemsstat, til hvilken licensen er meddelt.

Domstolen bemærker også, at FAPL ikke som sådan kan gøre en ophavsret til Premier League-kampene gældende, da sådanne sportsbegivenheder ikke kan anses for at være ophavsretligt beskyttede værker. Det er kun den indledende videosekvens, Premier League-hymnen, filmoptagelserne med højdepunkterne fra de seneste Premier League-kampe og diverse former for grafik, der kan anses for at være ophavsretligt beskyttede værker. Selve fodboldkampene er således ikke værker, der kan beskyttes ophavsretligt.

Konklusion
Domstolen når frem til, at geografisk begrænsede licensaftaler kan stride mod den frie konkurrence og tjenesteydelsernes fri bevægelighed.

Domstolen holder dog en "kattelem" åben for rettighedshaverne. Domstolen konkluderer således, at en visning i en pub af udsendelser, der indeholder ophavsretligt beskyttede værker som f.eks. den indledende videosekvens eller Premier League-hymnen, udgør en "overføring til almenheden" i henhold til ophavsretsdirektivet, hvilket kræver en tilladelse fra indehaveren af ophavsretten til værkerne. Dvs. BSKyB i Storbritannien.

Der kræves således samtykke fra rettighedshaveren, hvis de særlige features såsom introvideoer, musik og grafik under kampene også vises, da disse er rettighedshaverens særegne produkter og dermed også beskyttet af den britiske ophavsretslov.

Rettighedshaverne har således en reel mulighed for at blokere for brugen af udenlandske dekodere ved at tilføre kampen tilstrækkelig mange ophavsretligt beskyttede features mv.

Læs mere om EU-Domstolens afgørelse