Medarbejdere skattepligtige af køb af mobiltelefon med rabat 

Skatterådet har afgivet et bindende svar om, at arbejdstagere er skattepligtige, når de køber en mobiltelefon, hvor abonnementet tegnes af arbejdsgiveren, der betaler et mindsteforbrug i bindingsperioden.

Baggrund - Medarbejdermobilordninger
Teleselskaberne leverer, som led i en arbejdsgiverbetalt medarbejderordning, bl.a. mobiltelefonløsninger, hvorefter virksomheden/arbejdsgiveren bliver ejer af abonnementet, mens den enkelte medarbejder - af egen lomme af beskattede midler - erhverver selve mobiltelefonen som sin ejendom.

Priserne på mobilmarkedet er generelt fastlagt således, at prisen på mobiltelefonen afhænger af prisen på abonnementet. Et dyrere løbende abonnement bevirker, at prisen på mobiltelefonen bliver billigere. Dette gælder både for private ordninger og for ordninger etableret i forbindelse med et ansættelsesforhold.

En teleleverandør bad i 2009 på baggrund af de dengang gældende regler Skatterådet om et bindende svar for at få klarhed over, om sådanne ordninger udløser skat hos arbejdsgivervirksomhedens medarbejdere, fordi det er arbejdsgiveren og ikke medarbejderen selv, der betaler det løbende abonnement.

Teleleverandøren var af den opfattelse, at den enkelte medarbejder ikke skulle beskattes af den rabat, som blev opnået ved erhvervelsen af mobiltelefonen, da
a) den slags tilbud var almindeligt anvendt inden for telebranchen,
b) helt tilsvarende tilbud tilbydes kunder, som ikke er tilmeldt medarbejdermobilordninger, og
c) prisen dermed udgør markedsværdien for de pågældende mobiltelefoner.

Der blev endvidere henvist til, at en beskatning af medarbejderne i denne situation ville medføre en forskelsbehandling i forhold til selvstændige erhvervsdrivende. Disse kunne efter de på det tidspunkt gældende regler fratrække samtlige abonnementsudgifter, blev kun beskattet af et standardiseret privatforbrug og kunne samtidig for private midler erhverve en mobiltelefon med rabat på grund af abonnementsbindingen. Endvidere blev der henvist til, at Skatterådet for nogle år siden havde afgjort, at børn godt kunne være medforsikret i en skattefri arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring for medarbejdere uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderen. Det gjaldt også, selv om det ellers normalt ville koste penge at medforsikre børn i en privat sundhedsforsikring, og arbejdsgiveren således også her indirekte betalte for en ekstra, privat ydelse til medarbejderen.     

Bindende svar - mobilfordelen skal beskattes
Ingen af argumenterne kunne imidlertid overbevise Skatterådet. Ifølge det bindende svar blev det lagt til grund, at priserne på telefonapparaterne ikke var udtryk for markedsværdien af telefonerne, men at en stor del af telefonernes pris blev betalt via abonnementet, der indeholdt et minimumsforbrug.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at lønmodtagerne ikke betalte hele prisen med beskattede midler, men derimod gennem arbejdsgiverens betaling for den månedlige abonnementspris med det indeholdte minimumsforbrug. Arbejdsgiveren blev således anset for at betale arbejdstageren forskellen mellem den pris, arbejdstageren giver telefoniudbyderen for telefonen, som led i ordningen, og markedsprisen på den pågældende telefon uden abonnement og minimumsforbrug.

Dermed var der tale om et sparet privatforbrug, og arbejdstageren skulle beskattes heraf.    

Afgørelsen stadig relevant efter multimedieskatten er indført
Det fremgår af den nye bestemmelse om multimedieskat, at "Ved multimedier forstås ... telefon, herunder oprettelses-, abonnements- og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet".

En del har læst denne tekst således, at det betyder, at arbejdsgiveren godt kan forære medarbejderen selve telefonapparatet efter de nye regler under den samlede beskatning på 3.000 kr. pr. år (2010).

Dette er imidlertid ikke tilfældet. Der er stadig efter indførelsen af multimedieskatten tale om, at arbejdsgiveren stiller de omfattede goder til rådighed for medarbejderen, hvilket betyder, at goderne ikke må overdrages medarbejderen til eje.

Afgørelsen er således stadig relevant efter indførelsen af multimedieskatten.

Skattefri arbejdsgiverbetalt elbil - støt miljøet og kør gratis!

Med finansloven for 2010 er der givet midlertidig skattefrihed for privat brug af en arbejdsgiverbetalt elbil.

Det er ellers sjældent, at der indføres skattefrihed for personalegoder og især for goder i den størrelsesorden. Man kunne nok forvente en betydelig offentlig interesse for dette tiltag. Det kræver dog, at man deltager i en tilskudsberettiget forsøgsordning. Muligheden er umiddelbart kun kort nævnt i den seneste redigering af ligningsvejledningen under afsnittet om fri bil som en gengivelse af finanslovsaktstykket.

Ordningen går ud på, at en person, der får stillet en elbil til rådighed til privat benyttelse i en forsøgsperiode på maksimalt seks måneder, ikke er skattepligtig af privat rådighed over den pågældende elbil efter de almindelige regler - det vil sige ikke skal beskattes efter reglerne om fri bil - hvis elbilen er stillet til rådighed som led i forsøgsordning for elbiler, jf. bekendtgørelse nr. 1142 af 28. november 2008 om statstilskud til forsøgsordning for elbiler.

Der foreligger ikke oplysninger, om tiltaget vil blive skrevet ind i ligningsloven.

Fri bolig - praksisændring?
Skatterådet har i en ny opsigtsvækkende afgørelse slået fast, at de satser som i årtier af Skatterådet - og tidligere Ligningsrådet og før da Finansministeriet - har fastsat som værdi af arbejdsgiverbetalt bolig til "almindelige medarbejdere" kun gælder, når arbejdsgiveren ejer boligen, men ikke hvis arbejdsgiveren lejer boligen af en tredjemand.

Beskatning af fri bolig - historik
Det overordnede princip er, at værdien af fri - dvs. arbejdsgiverbetalt - helårsbolig skal fastsættes til markedsværdien. Dette princip blev fastslået tilbage i 1993 med indførelsen af ligningslovens § 16. Imidlertid blev det også allerede dengang slået fast bl.a. i et ministersvar til lovforslaget, at der for 1994 måtte ske en mere standardiseret værdiansættelse af fri bolig til medarbejdere, der ikke var ansatte hovedaktionærer m.v. og at det ville forekomme, at værdien af fri bolig i en overgangsperiode ikke ville blive fastsat til et beløb, der i alle tilfælde svarer til den fulde objektive værdi (på grund af anvendelsen af de skematiske satser).

Værdiansættelsen af fri bolig i et ansættelsesforhold er (eller har i hvert fald hidtil) således af historiske årsager og politiske hensyn til store grupper af offentligt ansatte, været delt skarpt op mellem på den ene side gruppen af ansatte hovedaktionærer, direktører m.v. med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform og på den anden side gruppen af andre ansatte - såkaldt "almindelige medarbejdere".

Fri bolig - "almindelige" medarbejdere
For gruppen af "almindelige" medarbejdere har værdiansættelsen af markedslejen hidtil - uanset om der var tale om private eller offentligt ansatte - kunnet foretages ud fra standardiserede skematiske satser, der blev offentliggjort og reguleret hvert år. Det har stedse fremgået, at "Enhver - bortset fra direktører og andre med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform - kan støtte ret på Ligningsrådets/Skatterådets skematiserede satser". Det har ikke noget sted i vejledninger m.v. i forhold til denne gruppe af medarbejdere fremgået, at hvis boligen var lejet og ikke ejet af arbejdsgiveren skulle markedslejen forstås som den leje, arbejdsgiveren faktisk betalte til en ekstern udlejer.

Fri bolig - ansatte hovedaktionærer m.v.
Dette har derimod været et kriterium i forhold til gruppen af hovedaktionærer m.v. I forhold til denne gruppe foretages den skattemæssige værdiansættelse af fri bolig ud fra en vurdering af den individuelle markedsleje og det har siden 2001 fremgået af de årlige anvisninger om fri bolig, at hvis arbejdsgiveren lejede boligen af en ekstern part, var det denne værdi, der skulle anvendes skattemæssigt.

Skærpende praksisændring
Det må anses for et paradigmeskifte, at skattemyndighederne nu overfører denne praksis, der hidtil kun har været anvendt i forhold til den særlige gruppe af ansatte hovedaktionærer m.v., på gruppen af "almindelige" medarbejdere.

Skattemyndighederne er muligvis blevet trætte af at vente på, at det "overgangsproblem", der blev forudsagt i 1994 vedrørende værdiansættelsen af fri bolig stadig varer ved og kun er repareret en smule ved gentagne 10 pct. forhøjelser af de (lave) skematiske satser for værdi af fri bolig, gennem de seneste år. Dette er dog ikke et relevant argument i forhold til de medarbejdere og skatteborgere, der har kunnet støtte ret på den hidtidige lempelige praksis.

Medmindre afgørelsen fra Skatterådet blot er uhensigtsmæssigt formuleret, så afgørelsen blot dækker over, at man anså medarbejderen i den konkrete sag for at være omfattet af den særlige personkreds for ansatte hovedaktionærer m.v. (hvad der dog ikke er meget, der tyder på), vil det nok være hensigtsmæssigt, hvis domstolene får lejlighed til at tage stilling til afgørelsen.

Christiansborg Nyt: Regeringen vil holde skattegrænser i ro

Regeringen og Dansk Folkeparti er med Aftale om genopretning af dansk økonomi blevet enige om en række tiltag, der skal genoprette den danske økonomi. Pakken vil bl.a. suspendere den automatiske regulering af beløbsgrænser for skatter.

Regeringen har haft den store lommeregner fremme for at finde frem til et bud på, hvordan Danmark kan komme ud på den anden side af finanskrisen med regningen betalt. Målet er at finde 24 milliarder kroner på de offentlige budgetter over de næste tre år. Resultatet er den såkaldte Genopretningspakke, som blev offentliggjort onsdag den 19. maj 2010 og senere forhandlet på plads mellem Regeringen og Dansk Folkeparti.

Genopretningsaftalen indeholder reformer og tiltag på en lang række områder og vil bl.a. suspendere den automatiske regulering af beløbsgrænser for skatter.

Aftalen indebærer således at:

• Den automatiske regulering af beløbsgrænser for skatter mv. suspenderes i 2011-2013 
• Den aftalte forhøjelse af topskattegrænsen i 2011 udskydes i tre år til 2014

Målsætningen er at få den nødvendige lovgivning på plads, inden Folketinget går på sommerferie.

Vi informerer løbende om pakken.

Læs "Aftale om genopretning af dansk økonomi" her.

6 mio. kr. fra tidligere samlever beskattet som gave

En kvinde modtog efter ophævelse af et samliv gennem 10 år fra sin tidligere samlever et beløb på 6 mio. kr., som hun gjorde gældende, var et kompensationskrav, der efter retspraksis er skattefrit. Landsretten anså det ikke for godtgjort, at der var tale om et kompensationskrav. Beløbet på 6 mio. kr. skulle derfor beskattes som en gave.  

Beskatning af ugifte samlevende
Ægteskabsloven indeholder en bestemmelse om, at en ægtefælle ved en skilsmisse kan få kompensation, hvis personen ender med at stå med meget begrænsede økonomiske midler. En sådan lovgivning findes ikke for ugifte samlevende.

Personer, der er samlevende uden at være gift, skal som udgangspunkt beskattes på samme måde som enlige personer. Det vil sige, at ugifte samlevende efter ophævelse af samlivet kun kan få kompensation ud fra en betragtning om, at den tidligere samlever står tilbage med en klar berigelse, som den anden part ikke får andel i. Herved opstår der et retskrav på berigelsen, som der kan tilkendes kompensation for.

Gaver mellem ugifte samlevende er gaveafgiftspligtige med 15 %. Det er dog en betingelse, at der har været fælles bolig i en sammenhængende periode på to år, og samlivet ikke er ophørt på det tidspunkt, gaven blev givet.  

Landsretten: ikke kompensation
A og B havde været samlevende i 10 år, og i denne periode havde de fået to fællesbørn.

På grund af uoverensstemmelser forlod A den 22. april 2003 det fælles hjem med parrets to børn.

Den 27. oktober 2003 modtog A 6 mio. kr. fra B, så hun og børnene kunne blive boende i samme område som B.

Selvom B’s formue var steget betydeligt under hans samliv med A, så Landsretten det ikke for godtgjort, at A forud for den 27. oktober 2003 havde et retskrav mod B på betaling af et kompensationskrav.

Landsretten henviste til, at B’s formue var forøget særligt på grund af udviklingen i kursen på hans aktier. A havde således ikke haft nogen betydning for B’s formueforøgelse, og da beløbet på 6 mio. kr. blev ydet efter parrets ophævelse af samlivet, skulle det beskattes som en gave fra tredjemand.  
 

Eneanparthavers køb af lejlighed - Handelsværdi

Overdragelsessummen af en lejlighed, som var udlejet af selskabet til eneanpartshaverens børn, skulle fastsættes til den senest offentliggjorte handelsværdi.

Sagens forhold
Siden 1. januar 1986 er der på baggrund af indberettede salgspriser dannet sig en administrativ praksis, hvorefter ejendomsværdien for en udlejet ejerlejlighed almindeligvis er blevet ansat til 50 % af, hvad ejendomsværdien ville være blevet ansat til, hvis ejerlejligheden havde været uden lejere.

Lejligheden, som eneanpartshaveren købte af sit selskab, havde siden selskabets erhvervelse i 2002 været lejet ud til eneanpartshaverens børn på almindelige lejeretlige vilkår. Lejeforholdet ville bestå efter overdragelsen, og eneanpartshaveren havde således sat overdragelsessummen til senest offentliggjorte ejendomsvurdering, som tog højde for nedslaget. Det var eneanpartshaverens opfattelse, at denne vurdering afspejlede den reelle handelsværdi.

Den senest offentliggjorte ejendomsvurdering var sat til 890.000 kr. efter nedslaget.

I overdragelsesåret var der sket overdragelse af tre andre lejligheder i samme ejendom. Prisen for disse ejendomme lå i intervallet 2,4-2,9 mio. kr. Herudover blev der omkring tidspunktet for eneanpartshaverens erhvervelse af lejligheden solgt to andre lejligheder til en salgspris, der lå 65 % over den senest offentliggjorte ejendomsvurdering. 

Henset til disse forhold, og at der i selskabets ejertid havde været en generel stigning på 35 % i priserne for ejendomme i det pågældende postnummer, forhøjede SKAT overdragelsessummen til 2.600.000 kr.

SKAT anførte endvidere, at nedslaget på 50 % for udlejningen ikke fandt anvendelse i den konkrete sag, hvor lejligheden var lejet ud til eneanpartshaverens børn.

Landsskatteretten: senest offentliggjorte ejendomsvurdering
Det følger af almindelige skatteretlige principper, at overdragelse mellem interesseforbundne parter skal ske til handelsværdien. Ved overdragelse af fast ejendom vil den senest offentliggjorte ejendomsvurdering som udgangspunkt kunne anses for udtryk for ejendommens handelsværdi, medmindre vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag.

Landsskatteretten bemærkede, at der ikke forelå oplysninger om, at den senest offentliggjorte ejendomsvurdering var foretaget på et forkert faktuelt grundlag eller oplysninger om sammenlignelige salg, der talte for, at vurderingen var forkert. De to salg, der var sket i samme måned, kunne ikke tages til indtægt for sammenlignelige overdragelser, da lejlighederne ikke var udlejet. 

Nedsættelse af ejendomsvurderingen på 50 % for udlejede lejligheder kan imidlertid ikke ske, såfremt lejeforholdet er mellem nærstående parter.

Landskatteretten fandt imidlertid ikke, at der var en sådan identitet mellem eneanpartshaveren og dennes børn, at lejligheden skulle betragtes som en lejlighed uden lejere. Der skulle således gives et sædvanligt nedslag på 50 %.

Den senest offentliggjorte ejendomsvurdering, der tog højde for nedslaget, udgjorde derfor handelsværdien. Overdragelsessummen kunne derfor ikke forhøjes.

Med afgørelsen kan det således lægges til grund, at den senest offentliggjorte værdi, forudsat at denne ikke er behæftet med fejl, kan tages som indtægt for at udgøre handelsværdien. Samtidig skal der tages højde for et nedslag på 50 %, hvis lejligheden ved overdragelsen er udlejet - også selvom lejligheden er udlejet til en eneanpartshavers børn.

Skattepligt af arbejdsgiverbetalt rejse til New York

Medarbejdere, som deltog i et firmaarrangement til New York med deres ægtefæller, blev beskattet af rejsens værdi, da SKAT fandt, at rejsen udelukkende havde været af social og turistmæssig karakter. Medarbejderne blev derfor beskattet af det beløb, det måtte antages at koste, hvis rejsen var købt i almindelig fri handel.

Skattefri firmarejser
Lønmodtagere, der deltager i en rejse betalt af arbejdsgiveren, er som udgangspunkt ikke skattepligtige, hvis der er tale om en egentlig forretningsrejse.

Forretningsrejser er kendetegnet ved, at der er en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter.

Skattefriheden omfatter også medarbejderens ægtefælle, hvis dennes deltagelse også klart er forretningsmæssigt begrundet.

Ferierejser eller andre rejser betalt af arbejdsgiveren, hvor afholdelsen ikke har en konkret og direkte sammenhæng til virksomhedens indkomstskabende aktiviteter eller i øvrigt ikke tilgodeser virksomhedens aktiviteter, er skattepligtige. Medbringes ægtefæller på sådanne rejser, sker beskatningen hos medarbejderen.

Kombineres en forretningsrejse med væsentlige turistmæssige elementer (ferierejse), beskattes medarbejderen af markedsværdien af den del, som kan henføres til ferierejsen.

Rejse til New York - turistmæssigt islæt
I den nævnte afgørelse havde arbejdsgiverselskabet oplyst, at denne hvert 3. år arrangerede udlandsrejser for deres medarbejdere. Formålet med rejserne var at se på anderledes arkitektur, således at medarbejderne blev inspireret til at lave nye projekter.

Selskabet havde i det pågældende rejseår været i en fase, hvor det havde et øget behov for at rekruttere og fastholde medarbejdere. Turen til New York var derfor bl.a. afholdt for at fastholde selskabets nøglemedarbejdere.

Turen blev således arrangeret som et socialt arrangement, og alle i virksomheden fik muligheden for at deltage.

Programmet for turen var i korte træk som følger:

Dag 1:  Afrejse til New York

• Overvære parade
• Middag
• Bar - arrangement

Dag 2:  Sigthseeing

• Frokost ved Empire State building
• Eftermiddag - fri benyttelse
• Middag
• Teatre

Dag 3: Gospel koncert

• Frokost
  
• Bådtur til Frihedsgudinden
  
• Middag

Dag 4: Fri benyttelse

Dag 5: Hjemrejse

På baggrund af programmet fandt retten, at rejsen til New York alene havde været af social og turistmæssig karakter. Deltagelsen var derfor skattepligtig.

Retten bemærkede i øvrigt, at deltagelse i virksomhedsarrangementer, herunder julefrokoster m.v., generelt er af en begrænset værdi, og at praksis for skattefriheden af sådanne arrangementer derfor ikke kan overføres til den afholdte tur.

Medarbejderne fik således forhøjet deres indkomst med den værdi, det ville koste at købe en tilsvarende rejse for denne og dennes ægtefælle.

Græsk skatteyder - skattepligt af aktiekøberet
En græsk skatteyder, der som vederlag for bestyrelsesarbejde havde modtaget køberetter til aktier, skulle betale dansk skat på udnyttelsestidspunktet af hele gevinsten.

Begrænset skattepligt af vederlaget
Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 2, er udenlandske skatteydere skattepligtige her til landet af indkomst, som erhverves i form af vederlag for medlemskab af eller som medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende (bestyrelseshonorar).

Ovennævnte bestemmelse trådte i kraft for indkomståret 2006 og er en videreførelse af den tidligere bestemmelse i kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra k.

Skattepligten efter denne tidligere bestemmelse var bl.a. betinget af, at "arbejdet var udført for en virksomhed her i landet".

Køberetterne, den græske skatteyder havde modtaget, var omfattet af ligningslovens § 28, hvorefter beskatningen af tildelingen først sker, når denne udnytter køberetterne (køber de underliggende aktier).

Den græske skatteyder kunne imidlertid allerede i 2003 vælge at udnytte køberetterne. Det var således skatteyderens opfattelse, at den tidligere bestemmelse i kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra k. fandt anvendelse ved bedømmelse af dennes skattepligt.

Idet han alene havde udført 10 % af bestyrelsesarbejdet i Danmark, var det skatteyderens opfattelse, at alene 10 % af hans samlede gevinst skulle beskattes i Danmark.

Landsskatteretten: skattepligt af den samlede gevinst 
Køberetter, som er omfattet af ligningslovens § 28, beskattes, når medarbejderen udnytter eller afstår køberetten til de underliggende aktier.

Landsskatteretten var derfor af den opfattelse, at det var sagen uvedkommende, hvornår den græske skatteyder havde opnået ret til at købe aktierne.

Efter den gældende bestemmelse i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1 omfatter den begrænsede skattepligt således den samlede indkomst. At hovedparten af bestyrelsesarbejdet var udført udenfor Danmark, blev derfor ikke tillagt betydning.

Den græske skatteyder skulle derfor betale dansk indkomstskat af den samlede gevinst.