Sø- og transportret

Principiel kendelse om værneting efter CMR-loven

Sø- og Handelsretten har i en kendelse afsagt den 18. marts 2009 afgjort et principielt spørgsmål om værneting efter CMR-loven.

I sagen havde en kontraherende dansk transportør ved Sø- og Handelsretten sagsøgt en hollandsk udførende transportør og påstået friholdelse for et erstatningskrav rejst imod den kontraherende transportør som følge af, at den udførende transportør havde tilsidesat en afleveringsinstruks. Den kontraherende transportør havde ikke selv deltaget i udførelsen af transporten, og der var således tale om en fuldt ud viderekontraheret transport. Bestemmelsesstedet for transporten var i Danmark.

Den udførende transportør påstod sagen afvist, idet det blev gjort gældende, at værnetingsspørgsmålet skulle afgøres efter reglerne i CMR-lovens § 47, stk. 2 (hvorefter der ikke er værneting på bestemmelsesstedet). Den kontraherende transportør gjorde gældende, at sagen skulle fremmes, fordi der var værneting i Danmark efter den almindelige værnetingsbestemmelse i CMR-lovens § 39, som bl.a. giver mulighed for at sagsøge transportøren på bestemmelsesstedet. Heri gav Sø- og Handelsretten den kontraherende transportør medhold.

Med kendelsen er det nu fastslået i dansk ret, at værneting for regreskav mellem to fragtførere ved en fuldt ud viderekontraheret transport skal bedømmes efter værnetingsbestemmelsen i CMR-lovens § 39 og ikke efter reglen i CMR-lovens § 47, stk. 2 (som ikke giver mulighed for at anlægge sag på overtagelses- eller bestemmelsesstedet).

Kendelsen vedhæftes. Hvis du har spørgsmål til afgørelsen eller dens betydning er du velkommen til at rette henvendelse til advokat Jakob Rosing (dir. tlf. 3877 4375 / e-mail JRO@kromannreumert.com) som repræsenterede den kontraherende transportør i sagen.

Læs kendelsen

 

Kromann
Reumert
 
KONTAKT

Nyhedsbrevet er udsendt den 19. marts 2009