Er emulering af software-funktioner i strid med ophavsretten?

En engelsk High Court har i en retssag om softwareemulering mellem WPL og SAS bedt EU-Domstolen om at vurdere, om softwareemulering er i strid med ophavsretten.

High Court (den engelske landsret) har udtalt, at firmaet SAS Institute's ophavsret ikke er krænket i en situation, hvor World Programming Limited (WPL) har markedsført et program, der emulerer funktioner i SAS's software. Ved at emulere ("klone") funktionerne har WPL gjort det muligt for kunder at skifte fra SAS' til WPL's produkter uden store følgeomkostninger.

Ophavsretsbeskyttelsen
Funktionerne i WPL's program var bevidst lavet, så de emulerede de tilsvarende funktioner i SAS's software. Baggrunden for dette var at sikre sig, at en computerkode, der var skrevet i et SAS-system, ville opføre sig på samme måde i WPL's system. Dommeren anerkendte, at SAS har ophavsretten til hver af de enkelte SAS-komponenter, idet der er tale om originale computerprogrammer. Dommeren udtalte, at på trods af, at programkoden var beskyttet, så forhindrer det ikke et firma i at lave programmer, der efterligner funktionerne i det beskyttede program.

I denne sag er der tale om, at WPL har skrevet deres egen programkode uden at have haft adgang til SAS's programkode. Programmeringen er sket ved hjælp af manualer udarbejdet af SAS samt iagttagelse af de ønskede funktioner. På trods af, at funktionerne i de to forskellige programmer var ens på en række områder, var beskyttelsen af SAS's programkode ikke krænket, da programkoderne til begge stykker software var unikke.

Retspraksis
I en tidligere sag mellem EasyJet og softwareudvikleren Navitaire, der ligeledes blev afgjort af High Court, udtalte dommeren, at EU's softwaredirektiv, der beskytter ophavsretten til computerprogrammer, ikke beskytter programmeringssprog, funktioner og interface.

Henvisning til EU-domstolen
SAS argumenterede mod EasyJet/Navitaire afgørelsen, men dommeren lænede sig op af den tidligere afgørelse. Dommeren mente dog, at der var nok uklarhed til, at sagen blev henstillet til en afgørelse af EU-domstolen, for dermed at få en afklaring på problemstillingen.

Flere uvæsentlige fejl kan tilsammen udgøre væsentlig og hævebegrundende misligholdelse

 
En opdeling af fejl i en IT-udviklingskontrakt forhindrede ikke, at flere uvæsentlige fejl tilsammen kunne udgøre en væsentlig fejl. Det måtte Accenture sande, da selskabet for nyligt tabte til GB Gas i en engelsk appelsag.

Fejlslagen SAP-implementering
Accenture blev i 2002 bestilt til at designe, levere, installere og vedligeholde et nyt IT-system til GB Gas i fem leverancer, herunder blandt andet et kundeafregningssystem baseret på SAP IS-U.

Allerede de første to leverancer var forsinkede og problemfyldte. Projektet gik dog helt galt, da det nåede til leverance nr. tre - selve afregningssystemet. Leverancen indeholdt designfejl, og blandt andet automatikken i systemet virkede derfor ikke. Det medførte et massivt antal manuelle work arounds. Der var f.eks. 1,2 millioner hændelser, som stoppede systemet og krævede manuel behandling mellem 23. oktober og 2. november 2006. Resultatet var, at kunderne fik forkerte - eller slet ingen - regninger, og GB Gas fik utilfredse kunder og ekstraomkostninger samt tab på disse.

"Det er ikke en væsentlig mangel!"
…var blandt Accentures svar hertil. Men hvordan kunne de hævde det? Årsagen fandtes i kontraktens misligholdelsessystem.

Alene garantibrud medførte et ansvar under kontrakten. Garantibrud skulle placeres i en af to kategorier; alvorlige mangler eller væsentlige mangler. Væsentlige mangler forudsatte opfyldelse af to kriterier: et grundlæggende garantibrud og en alvorlig skadelig indvirkning på GB Gas' forretning. Modsat skulle garantibruddet for alvorlige mangler ikke være hverken grundlæggende eller den skadelige indvirkning alvorlig.

Accentures holdning var, at hvert garantibrud skulle opfylde begge væsentlighedskriterier for at kunne udgøre en væsentlig mangel - de kunne ikke tilsammen gøre garantibruddet grundlæggende eller gøre skadevirkningen alvorlig. Når et garantibrud derefter blev kategoriseret som en alvorlig mangel, kunne det ikke sammen med andre garantibrud omkategoriseres - de to mangelskategorier var således gensidigt udelukkende. Accentures holdning havde en vis støtte i kontraktens snørklede formuleringer.

"Bizart resultat"
…var den engelske appelrets svar til dette forsvar. Der var ingen holdepunkter i kontrakten for, at parterne havde haft denne intention. Derfor kunne flere alvorlige mangler samlet udgøre en væsentlig mangel. Med andre ord ville det kræve ganske klar aftale at nå til et andet resultat.

Hvordan forholder afgørelsen sig til dansk ret?
Det er almindeligt anerkendt i dansk ret, at mange uvæsentlige fejl/mangler tilsammen kan udgøre en væsentlig fejl/mangel. En dansk domstol vil se på helheden af manglerne: er resultatet samlet set, at der er en væsentlig mangel - eller i sagens kontekst, kan der samlet set konstateres grundlæggende garantibrud, der medfører en alvorlig skadelig indvirkning? Fravigelse af dette udgangspunkt vil sandsynligvis også efter dansk ret kræve en endog meget klar aftale.

Opdelingen af fejl - og retsvirkningerne heraf - er almindeligt forekommende i aftaler om IT-anskaffelser. Standardkontrakterne KO1 og KO2 foretager også en sådan opdeling, og f.eks. KO1's standardbilag fastslår, at flere ikke-kvalificerede mangler kan medføre, at der samlet set foreligger en kvalificeret mangel.

Dette kan dog næppe udstrækkes så langt, at ikke alle aftalte kriterier skal være opfyldt, kun at manglerne bedømmes ud fra helheden. Hvis garantibruddene i sagen således kunne eksistere og samlet udgøre et grundlæggende garantibrud, uden at dette samlet medførte en alvorlig skadevirkning, ville der i den omtalte sag næppe være tale om en væsentlig mangel.

Dommen kan findes her.

Klausulernes kamp

To virksomheder indgik en leveringsaftale uden først at få afklaret hvilken parts standardbetingelser, der skulle gælde. Som følge heraf tilsidesatte High Court (den engelske landsret) begge sæt betingelser og erstattede disse med de almindelige køberetlige regler.

Sagen
En amerikansk producent af elektroniske kontrolsystemer til motorkøretøjer, GHSP, indgik aftale med engelske AB Electronic om køb af sensorer. Det viste sig senere, at sensorerne led af en væsentlig mangel, og GHSP rettede erstatningskrav mod AB Electronic.

Ifølge GHSP's standardbetingelser var der ubegrænset ansvar for kontraktbrud, mens ansvaret ifølge AB Electronic's standardbetingelser var begrænset til afhjælpning. Spørgsmålet i sagen var således, om AB Electronic kunne undsige sig ansvar på baggrund af deres ansvarsfraskrivelse.

Problemet var, at parterne i løbet af kontraktforhandlingerne aldrig blev enige om ansvarsspørgsmålet. Det var uklart, hvilken parts standardbetingelser der skulle anses som tillæg til kontrakten. Ved kontraktindgåelsen gav begge parter via e-mail udtryk for, at de anså deres egne standardbetingelser for gældende. Spørgsmålet blev dog ikke på noget tidspunkt endeligt afklaret eller aftalt.

Som det er sket ved så mange andre kontraktforhandlingerne, ignorerede parterne de uoverensstemmende vilkår og satte deres lid til, at der ikke ville blive problemer, og at aftaleforholdet ville forløbe glat.

Rettens afgørelse
I dette tilfælde gik det dog galt. Retten udtalte, at ingen af parternes tilkendegivelser kunne anses for at udgøre en accept af den anden parts standardbetingelser. Begge sæt standardbetingelser var således ubrugelige og blev tilsidesat. Spørgsmålet om ansvar skulle i stedet afgøres ud fra the Sale of Goods Act's, som er den engelske købelov. Ifølge den relevante bestemmelse i denne lov, skal salg af produkter under kontrakten være af "tilfredsstillende kvalitet".

Konklusion
Dommen illustrerer, at i tilfælde af konfliktende standardvilkår er skadevirkningen størst for leverandøren. Særligt i IT-branchen er det sædvanligt og velbegrundet, at købelovens regler fraviges. I dansk ret har en metode til løsning af problemstillingen været princippet om "last shot", hvilket indebærer, at det er den part, der kom med det sidste udspil, der får ret. Men ofte er denne model ikke anvendelig, da parterne kan have ført "skyttegravskrig" med hver deres sæt standardbetingelser, som det ses i tilfældet ovenfor. Kan der heller ikke udledes noget konkret ud fra parternes fælles forudsætninger, kan den mest acceptable løsning i stedet være at støtte ret på lovbestemmelser eller branchestandarder, hvor sådanne findes.

Ansvar for indhold på internettet - den seneste udvikling

ISP'ers og web-hosting service providers ansvar for indhold på nettet og adgang til dette er i rivende udvikling. Sideløbende med den danske Pirate Bay-afgørelse (refereret i vores nyhedsbrev fra maj) er Louis Vuitton i marts tilkendt en erstatning på over 20 mio USD; og en fransk domstol pålagde i starten af august en ISP at blokere adgangen til et gambling site.

Medvirken til krænkelser?
En udbyder af hosting ydelser, Akanoc, fik i løbet af 2006 adskillige henvendelser fra Louis Vuitton Moët Hennessy (LVMH) om, at der på en af de hjemmesider, som Akanoc hostede, blev solgt kinesiske kopier af LVMH's kendte tasker og kufferter. Akanoc reagerede ikke herpå, og LVMH lagde derfor sag an mod selskabet og dets ejer samt ejeren af de servere, som Akanoc benyttede. Den Californiske Appeldomstol (Ninth District Court) frifandt ejeren af serverne, men fandt, at Akanoc og dets ejer begge var ansvarlige for medvirken til krænkelser af LVMH's ophavsret og varemærkeret; idet

• de ignorerede henvendelser om at lukke ned for krænkerens hjemmeside, og
• de havde ingen politik for nedtagning af hjemmesider.

Akanoc og dets ejer Stephen Chen blev pålagt at betale 21,6 mio. USD i erstatning til LVMH.

ISP'ers forpligtelse til blokering af websites
I starten af august pålagde den franske Tribunal de Grande Instance i Paris en ISP at lukke for adgangen til et efter fransk ret ulovligt gambling site, som havde hjemme i Gibraltar. ISP'en blev desuden pålagt at screene for en række beskeder, således at forbuddet ikke let kunne omgås af internetbrugerne. Domstolen fulgte pålægget op med en straf på 10.000 euro pr. dag, hvor pålægget ikke blev overholdt.

Den franske forening af teleoperatører modsatte sig i første omgang at følge de franske spillemyndigheders krav om at lukke for adgangen til den ulovlige hjemmeside. Dette skete med henvisning til, at myndighederne burde gå efter gamblingsitets ejer. Nu er teleoperatørerne imidlertid nødsaget til at lukke adgangen til dette og andre gamblingsites. Efter ikrafttrædelsen af den danske spillelov, er danske internetudbydere forpligtet til det samme. Strafniveauet for ikke at lukke adgangen er dog endnu ikke fastsat.

Kort nyt: Ny Spillelov

Folketinget har den 4. juni 2010 stadfæstet Forslag til Lov om Spil. Loven træder i kraft den 1. januar 2011.

Den nye spillelov har blandt andet til formål at liberalisere spillemarkedet i Danmark. Den største ændring, som den nye lov medfører, er, at udenlandske spillevirksomheder efter lovens ikrafttræden har mulighed for at erhverve en licens, der giver lov til at udbyde spil på lige fod med Danske Spil.

I medfør af spilleloven er der udarbejdet seks bekendtgørelser. Spilleloven vil blive nærmere omtalt i vores nyhedsbrev, når bekendtgørelserne er endeligt vedtaget.

Kort nyt: Aftale om udveksling af bankoplysninger mellem EU og USA vedtaget

Europa-Parlamentet har vedtaget aftalen om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra EU til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme. Dette skete efter, at Europa-Parlamentet tidligere havde blokeret for aftalen, der herefter blev ændret på en række punkter. Aftalen betyder blandt andet, at bankcentralen SWIFT er omfattet af udvekslingskravene - og dermed de bankdata, som SWIFT opbevarer.

Europa-Parlamentets godkendelse kan ses her.