Et anerkendt ICANN Forum (voldgiftsret) har afvist krav fra Google gående på, at domænenavnet groovle.com skulle overføres til dem.
Varemærket Groovle
Webstedet groovle.com er en søgemaskine udviklet af en canadisk virksomhed, hvor folk kan uploade personlige images på webstedet og så søge videre ud på Internettet fra dette personlige websted.
Google’s krav
Google fremsatte krav om, at domænenavnet groovle.com skulle overføres til dem, da navnet var næsten identisk med eller forvekseligt med Google, samt at layoutet på groovle’s websted tilnærmelsesvist var det samme som på Google’s. Derudover hævdede Google, at den canadiske virksomhed uden tvivl havde valgt navnet groovle på grund af dets enslydenhed med Google.
The National Arbitration Forum udtalte imidlertid, at Google ikke havde sandsynliggjort nogen egentlig forvirring omkring domænenavnene, tværtimod gav voldgiftsretten det canadiske firma ret i, at groovle nærmere gav associationer til ’groove’ eller ’groovy’ end til Google.
Juraen
Ifølge Uniform Domain-Name Dispute-Resolution Policy § 4(a) skal tre betingelser være opfyldt, før at et domænenavn kan kræves slettet eller overført til en anden virksomhed, 1) domænenavnet skal være identisk med eller forvekseligt med klagerens domænenavn, 2) ejeren af det omdiskuterede domænenavn må ikke have erhvervet en legitim ret til navnet, og 3) klageren må bevise, at domænenavnet bliver brugt i ’ond tro’. Voldgiftsretten udtalte, at allerede fordi Google ikke havde løftet bevisbyrden for det første punkt, var der ikke grund til at vurdere de to andre punkter. Det stod således den canadiske virksomhed frit for at benytte groovle.com som domænenavn.
Krav fra Google kun afvist én gang før
Det er kun anden gang ud af 65 gange, at en klage indgivet af Google mod andre virksomheders domænenavne er blevet afvist. Den første gang var i 2004, hvor ejeren af froogles.com overbeviste et voldgiftsnævn om, at froogles ikke var forvekselig med Google. Bortset fra disse to sager har Google opnået en meget vidtrækkende beskyttelse af sit varemærke.
Ny lov om håndhævelse af udbudsreglerne m.v. skal skabe mere effektive konkurrencevilkår for private og offentlige virksomheder. Den nye lov er en del af regeringens "konkurrencepakke".
Den 27. januar 2010 er der fremsat forslag til lov om håndhævelse af udbudsreglerne m.v. Loven implementerer kontroldirektiverne og erstatter den tidligere lov om Klagenævnet for Udbud. Formålet med loven er at sikre, at reglerne for offentlige udbud håndhæves effektivt. Lovforslaget fastsætter derfor flere forskellige mulige sanktioner ved overtrædelse af udbudsreglerne, ligesom klagerne indrømmes en let og effektiv adgang til at indbringe klager for Klagenævnet.
Ved grove overtrædelser af udbudsreglerne kan eller, i grovere tilfælde, skal dette føre til, at en kontrakt erklæres for uden virkning, hvilket vil sige, at ordregiver påbydes at bringe kontrakten til ophør. I tilfælde, hvor væsentlige hensyn til almenhedens interesser gør det nødvendigt, at kontrakten eller dele heraf opretholdes, kan ordregiver i stedet pålægges en økonomisk sanktion.
Lovforslaget indeholder desuden særlige klagefrister for visse beslutninger i udbudsprocessen, som skal sikre, at sagen er aktuel, når klagen behandles. Når en klage indgives efter ordregivers valg af tilbudsgiver, men inden underskrivelse af kontrakten (standstill-perioden), får klagen automatisk opsættende virkning, indtil Klagenævnet træffer afgørelse om, hvorvidt klagen skal tillægges opsættende virkning frem til den endelige afgørelse foreligger. Dette skal sikre en let og effektiv klageadgang. Endelig omfatter lovforslaget tiltag, som giver mere fleksibilitet i Klagenævnets tilrettelæggelse af sagsbehandlingen.
Med de nye regler vil Klagenævnet i sager som f.eks. kommunernes køb af KMD's Opus uden forudgående udbud kunne udstede påbud om, at kontrakten skal bringes til ophør. I stedet er Konkurrencestyrelsen nu i gang med at undersøge sagen nærmere, og Konkurrencestyrelsens redegørelse vil blive omtalt i Kromann Reumerts nyhedsbreve, når den foreligger.
Lovforslaget kan læses her.
Staten har siden 2007 benyttet den danske DS484 som standard for it-sikkerhed. Nu skifter staten til den internationale ISO-standard 27001.
Den gamle standard uhensigtsmæssig
Den gamle standard DS484 blev indført i 2007 med det formål at fastsætte rammerne for it-sikkerheden i det offentlige. Standarden blev dog flere gange kritiseret af erhvervslivet for at være for ufleksibel, da den ikke kunne målrettes til den enkelte virksomhed, ligesom den ikke fulgte de internationale standarder. Dette udgjorde særligt et problem for virksomheder med udenlandske partnere, når virksomheden samtidig havde meget kontakt til det offentlige. For hvilken standard skulle virksomheden så vælge – den danske standard, som man brugte og var fortrolig med i det offentlige, eller ISO-standarderne, som var kendt af samarbejdspartnere og firmaer i udlandet.
ISO-standarden giver internationalt udsyn
Udover at skiftet forenkler valget af sikkerhedsstandard i erhvervslivet, giver en international standard også staten bedre mulighed for at samarbejde med øvrige lande og sammenligne emner indenfor it-sikkerhed. ISO-standarden kan også bedre tilpasses det enkelte formål, idet man indenfor hvert område kan lave en risikoanalyse og vurdering i forhold til hvad der giver organisationen værdi.
Det står myndighederne frit for at skifte til ISO-standarden allerede nu, men den enkelte myndighed kan også vente til gennemførelsen af næste revision af standarden i 2013.
IT- og Telestyrelsen regner med at have en vejledningsindsats klar fra ultimo 2010 omhandlende overgangen fra DS484 til ISO-standarden.
Standarden kan ændre sig igen
Det er nu som før vigtigt, at it-kunder tager hånd om sikkerhedsforhold og andre standarder i deres it-kontakter. Det indebærer bl.a., at kunder ikke i kontrakten skal henvise til den konkrete standard, der gælder på tidspunktet for aftalens indgåelse, men derimod til den til enhver tid gældende standard.
Finanskrisen har medført øget fokus i virksomhederne på at sikre sig mod leverandørers eventuelle konkurs. En af konsekvenserne har været en stigning i antallet af kildekodedeponeringsaftaler.
Deponering af kildekode
En kildekodedeponeringsaftale, er en aftale, hvorefter en kildekode placeres i et depot med en aftale om, hvad der skal til, for at den deponerede kildekode frigives. Ofte vil det være en kunde, der kræver, at en leverandør deponerer kildekoden til software. Der kan være tale om software, der er under udvikling for kunden, eller software, der er udviklet specielt til kunden, men der kan også være tale om standardsoftware.
Kunden ønsker med deponeringsaftalen at sikre sig, at det fremadrettet vil være muligt at foretage fejlrettelser og eventuel videreudvikling i softwaren, også selvom leverandøren skulle gå konkurs eller opgive at arbejde videre med den specifikke software. Dette kan sikres ved at aftale, at deponeringsinstituttet skal frigive kildekoden, hvis det står klart, at leverandøren ikke kan opfylde sine forpligtelser. Kunden får da udleveret kildekoden, og har mulighed for selv at arbejde med fejlrettelser og videre udvikling.
Stigning i antallet af aftaler
For at sikre sig mod den økonomiske usikkerhed, der er skabt i kølvandet på finanskrisen, er der en stigende tendens til, at kunder kræver, at der indgås en kildekodedeponeringsaftale i forbindelse med aftaler om udvikling af software eller køb af standardsoftware. Det ses som en generel trend i udlandet, men også i Danmark har der været en stigende anvendelse af kildedeponeringsaftaler.
Lisbeth Østergaard fra Dansk Deponerings Institut, der er et institut under Teknologisk Institut, udtaler til Kromann Reumerts Nyhedsbrev for IT og Outsourcing, at man hos Dansk Deponerings Institut har set en markant stigning i antallet af deponeringsaftaler i forbindelse med finanskrisen. Stigningen slår igennem både på de større og de mindre aftaler og omfatter også deponering af andre ting en kildekoder.
Få frigivelser
Antallet af frigivelser af kildekode under en kildekodedeponeringsaftale er dog stadig meget begrænset, også set i forhold til det samlede antal af indgåede kildekodeaftaler. Kildekodedeponeringsaftaler er da også igennem mange år blevet kritiseret for at give en falsk tryghed, og der er mange, der har advaret mod blindt at stole på kildekodedeponeringsaftaler.
Aftalerne kan give en sikkerhed, men det kræver blandt andet, at der er lagt et arbejde i at sikre, at man har identificeret de rigtige frigivelsesbetingelser, at depotet opdateres jævnligt, og at det i den forbindelse sikres, at den deponerede kildekode er af en kvalitet, der gør, at kunden kan få nytte af den. Herudover skal det tages i betragtning, at det – hvis frigivelsesbetingelserne ikke er tilstrækkeligt klare - kan tage lang tid at få udleveret kildekoden, og at det kan kræve meget store ressourcer hos kunden at sætte sig ind i kildekoden og at arbejde videre med den.
Engelsk softwareingeniør, der stod bag fildelingstjenesten Oink er blevet frikendt af en jury i en sag anlagt af musikbranchen.
Lukket peer-to-peer tjeneste
Flere engelske nyhedsmedier har i de seneste år berettet om sagen mod stifteren og ejeren af fildelingstjenesten Oink, der blev anholdt i 2007 i forbindelse med en international politiaktion med kodenavnet ”Operation Ark Royal”. Sagen har haft stor mediebevågenhed, blandt andet fordi flere TV-hold var inviteret med til selve aktionen.
Fildelingstjenesten Oink blev etableret i 2004, Oink var, indtil den blev lukket under en politiaktionen i 2007, et populært site med næsten 200.000 brugere. Oink var en lukket tjeneste, hvor man skulle inviteres for at kunne blive medlem. Sitet var også kendt for at frigive musik, før det udkom i butikkerne.
Fildeling på Oink skete ligesom på Pirate Bay ved hjælp af fildelingsprogrammet BitTorrent, og ligesom Pirate Bay, hostede Oink derfor kun de såkaldte "torrents", der svarer til links. Der var derfor ikke ophavsretligt beskyttet materiale på Oinks servere, idet kun torrents er tilgængelige fra serveren, hvorefter selve overførslen af beskyttet materiale skulle ske mellem brugerne.
Betydelige indtægter fra tjenesten
Tjenesten var oprettet som et projekt på ejerens egen computer, angiveligt for at han kunne udvikle sine evner som programmør. Tjenesten blev dog hurtig populær, og den blev flyttet til lejede servere i Holland. Det var gratis for brugerne at bruge tjenesten, men der var en anbefaling på sitet om frivilligt at give et bidrag til at holde serverne kørende og til at anskaffe nyt udstyr. På baggrund af disse frivillige bidrag genererede tjenesten omkring GBP 11.000 om måneden, og politiet fandt GBP 183.580 på ejerens konto.
Brugere dømt for ophavsretskrænkelser
I forbindelse med sagen blev fire brugere af tjenesten tiltalt og dømt for ophavsretskrænkelser, efter at de alle havde erkendt sig skyldige. Brugerne blev idømt bøder og samfundstjeneste for deres ophavsretskrænkelser.
Ejeren blev tiltalt for medvirken til bedrageri (conspiracy to defraud) og stillet for en jury ved en separat retssag. Ejeren argumenterede under retssagen for, at han ikke selv havde begået ophavsretskrænkelser, men at disse var begået af brugerne, og at han udelukkende havde stillet en søgemaskine til rådighed ligesom for eksempel Google. Han sagde også, at han ikke tog penge for brugen af tjenesten. De bidrag, som han modtog, blev brugt til serverleje, og de overskydende penge skulle med tiden bruges til at købe servere.
Ejeren af tjenesten frikendt
Den 15. januar 2010 blev ejeren frikendt af juryen, to et halvt år efter politiaktionen.
Juryens afgørelse adskiller sig fra den svenske Pirate Bay dom, hvor skaberne af Pirate Bay blev dømt for ophavsretskrænkelser. Afgørelsen går derfor imod den tendens, der har været i de seneste år, hvor musikbranchen har haft held til at lukke en lang række fildelingstjenester, og hvor de personer, der har stået bag fildelingstjenesterne, er blevet dømt for ophavsretskrænkelser eller medvirken til brugernes ophavsretskrænkelser.
Afgørelsen er derfor mere i tråd med den hollandske afgørelse fra 2004 om fildelingstjenesten Kazaa, hvor Kazaa blev frikendt for medvirken til den ulovlige fildeling, som foregik på tjenesten. Frifindelsen i Kazaa sagen skete med henvisning til, at tjenesten ikke selv foretog eksemplarfremstilling, og at tjenesten også havde lovlige formål.
Kort nyt
Den nye bekendtgørelse om outsourcing af væsentlige aktivitetsområder (for finansielle virksomheder) er sendt som bekendtgørelse nr. 21 af 11. januar 2010 med ikrafttræden den 1. marts 2010. Men noget mangler stadig.
Nu mangler blot vejledningen. Uden en grundig vejledning gør bekendtgørelsens overordnede karakter den vanskelig og dyr at indrette sig efter.
Forhåbentlig vil vejledningens udfyldning af bekendtgørelsens generelle og upræcise bestemmelser være af en kvalitet og detaljeringsgrad, der gør bekendtgørelsen til et fornuftigt operationelt reguleringsværktøj for leverandører såvel som kunder.