NY LOVGIVNING
Nyt testcenter for vindmøller
Vindenergi forventes at blive en af de væsentligste vedvarende energikilder i fremtiden. Derfor har Folketinget vedtaget et lovforslag om etablering af et nationalt testcenter for hav- og landvindmøller, hvor vindmølleindustrien kan afprøve prototyper af vindmøller af helt op til 250 meters højde.
Testcentret placeres ved Østerild Klitplantage ved Thy, som efter de foretagne undersøgelser er vurderet som den bedste placering for centret.
Udvælgelsen af Østerild Klitplantage er foretaget på grundlag af kriterier fastlagt af Risø, Danmarks Tekniske Universitet og vindmølleindustrien, og man har bl.a. lagt vægt på de fordelagtige vindforhold på stedet, afstanden til naboer, samt at området ikke omfattes af et EF-fuglebeskyttelsesområde.
Danmarks Tekniske Universitet bliver ansvarlig for etableringen og driften af centret.
Loven træder i kraft den 1. oktober 2010.
Se lovteksten her
Udvidelse af miljøzoner
Der eksisterer allerede i dag miljøzoner, hvor der stilles krav om partikelfiltre på store dieseldrevne køretøjer som busser og lastbiler. Folketinget har vedtaget et lovforslag, hvorefter kommunerne nu får adgang til at udvide disse miljøzoner til også at omfatte varebiler. Endvidere giver loven mulighed for etablering af flere miljøzoner rundt om i landet.
Udvidelse af de allerede eksisterende miljøzoner samt etablering af nye miljøzoner kræver miljøministerens tilladelse, der er betinget af, at det kan dokumenteres, at grænseværdierne for partiklerne overskrides.
Håndhævelsesmulighederne er endvidere blevet skærpet, idet der nu bl.a. er mulighed for at tilbageholde køretøjer for at sikre fyldestgørelse af bøder mv. Samtidigt får politiet mulighed for at standse de pågældende køretøjer samt indkalde disse til syn, for at kontrollere, hvorvidt køretøjerne overholder lovgivningen om miljøzoner.
Loven trådte i kraft den 1. juli 2010.
Se lovteksten her
Lovforslag om sammenlægning af Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet vedtaget
Lovforslaget om sammenlægningen af Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet er nu endeligt vedtaget.
Det er overladt til miljøministeren at fastsætte lovens ikrafttrædelsestidspunkt under hensyn til, at der skal være tilstrækkelig tid til at nedsætte det nye nævn og at sammenlægge sekretariaterne m.v.
Sager der på ikrafttrædelsestidspunktet ikke er færdigbehandlet i de to nuværende nævn, vil blive færdigbehandlet i Natur- og Miljøklagenævnet.
Vi omtalte sammenlægningen af klagenævnene i sidste udgave af vores miljøretlige nyhedsbrev. Læs nyhedsbrevet her.
Se lovteksterne her og her
NYE DOMME
Kommune pålagt at rive ulovligt byggeri ned
- Østre Landsrets dom af 11. maj 2010
Fredensborg kommunes retlige lovliggørelse af ulovligt boligbyggeri blev tilsidesat efter en afvejning af det økonomiske hensyn til bygherren og samfundsøkonomiske interesser vedrørende værdispild overfor hensynet til naboerne til byggeriet. Kommunen blev pålagt at gennemføre en fysisk lovliggørelse i form af nedrivning.
Fredensborg-Humlebæk Kommune (i dag Fredensborg Kommune) gav i 2006 byggetilladelse til opførelse af 55 boliger. En del af byggeriet, den såkaldte "blok 5" samt en støttemur, blev opført meget tæt på de tilstødende nabogrunde.
Efter modtagelse af en klage fra de pågældende naboer over byggeriets placering og de dermed forbundne gener i form af forringet udsigt mv., konstaterede man, at "blok 5" var blevet forskudt, således at den delvist lå uden for et i lokalplanen indtegnet byggefelt.
Det blev efter en advokatundersøgelse konkluderet, at den udstedte byggetilladelse ikke var i overensstemmelse med lokalplanen. Samtidigt fremgik det af undersøgelsen, at kommunen uanset valg af lovliggørelsesmåde sandsynligvis ville være erstatningsansvarlig overfor bygherren, men at en retlig lovliggørelse ville være billigst.
Kommunen foretog herefter en retlig lovliggørelse af byggeriet ved at vedtage et tillæg til lokalplanen.
De berørte naboer til byggeriet anlagde på den baggrund sag mod kommunen og byggefirmaet med påstand om, at byggeriet var ulovligt, og at der skulle ske fysisk lovliggørelse i form af nedrivning af byggeriet.
Landsrettens dom
Landsretten lagde til grund, at man ikke i forbindelse med udstedelsen af byggetilladelsen eller under byggeriet havde inddraget hensynet til naboerne. Desuden var kommunens retlige lovliggørelse afgørende båret af kommunaløkonomiske hensyn, hvilket ikke er et sagligt hensyn efter planloven. Det lovliggørende lokalplantillæg blev derfor underkendt som ulovligt.
Landsretten lagde endvidere vægt på, at kommunen ikke standsede byggeriet, da kommunen modtog klagen, da resultatet af undersøgelsen forelå eller senest, da kommunen modtog henvendelse fra naboernes advokat vedrørende sagen, hvorved et værdispild ved fysisk lovliggørelse ville være blevet begrænset.
Efter en afvejning af hensynet til bygherren, hensynet til samfundsøkonomiske interesser samt hensynet til naboerne, pålagde landsretten kommunen at påbyde ejeren at gennemføre en fysisk lovliggørelse ved nedrivning af "blok 5" samt støttemuren.
Dommen er interessant, da den umiddelbart fremstår som en klar skærpelse i forhold til hidtidig praksis. Dog kan det ikke udelukkes, at dommens klare resultat tillige er begrundet i de bevismæssige forhold, herunder de klare beviser for kommunens bevæggrunde for det valgte forløb.
BEBYGGELSE INDEN FOR STRANDBESKYTTELSESLINJEN:
Dispensation omfattede ikke glasoverdækket solgård
- Højesterets dom af 25. maj 2010
Dispensation til genopførelse af nedbrændt hus i fornyet form inden for strandbeskyttelseslinjen omfattede ikke opførelse af en glasoverdækket solgård, da denne ikke var anført på de tegninger, der var lagt til grund ved meddelelsen af dispensationen.
Om Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 og 65
Ifølge naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, må der ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller i det areal, der befinder sig mellem strandbredden og 300 meter derfra (tidligere gjaldt der en 100 metergrænse).
Såfremt en ændring vurderes at udgøre en sådan tilstandsændring, skal der indhentes dispensation hertil i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65. En sådan gives dog kun i særlige tilfælde.
Genopførelse af hus i ny udformning
En bolig, der lå delvist indenfor den dagældende strandbeskyttelseslinje på 100 meter fra strandbredden, nedbrændte i 1999.
Amtet gav i 2002 dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at genopføre huset i en ny udformning, herunder med en "åben solgård".
I august 2003 meddelte kommunen byggetilladelse hertil.
Amtet konstaterede efterfølgende, at der ikke var identitet mellem de tegninger, der lå til grund for henholdsvis dispensationen fra strandbeskyttelseslinjen og byggetilladelsen. I de tegninger kommunen havde fået forelagt, var solgården således, i modsætning til de tegninger amtet havde fået forelagt, overdækket med glas, således at ca. 24 m² af glasoverdækningen lå inden for strandbeskyttelseslinjen.
Amtet udstedte på den baggrund påbud om at standse den iværksatte glasoverdækning og meddelte i marts 2003 afslag på dispensation til lovliggørelse af byggeriet.
Naturklagenævnet tiltrådte denne afgørelse, hvorefter ejendommens ejer indbragte Naturklagenævnets afgørelse for domstolene.
Højesterets dom
Højesteret udtalte, at opførelse af den del af den glasoverdækkede solgård, der lå inden for den 100 metergrænse, der var gældende i 1999, udgjorde en dispensationskrævende tilstandsændring. Amtets afslag på dispensation var dermed ikke kun begrundet i det formelle forhold, at der var forskel på tegningerne.
Højesteret udtalte endvidere, at muligheden for at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til udvidelse af huse op til 250 m² kun angår området fra 100-metergrænsen til den nugældende 300-metergrænse. Derfor havde denne dispensationsmulighed ikke betydning for adgangen til at etablere glasoverdækning på en solgård beliggende indenfor 100-metergrænsen.
Højesteret fandt heller ikke, at ejendommens ejer havde haft en berettiget forventning om dispensation, eller at Naturklagenævnets afgørelse var åbenbart urimelig eller i strid med proportionalitetsprincippet.
På denne baggrund frifandt Højesteret i lighed med landsretten Naturklagenævnet.
UNDERSØGELSESPÅBUD EFTER JORDFORURENINGSLOVENS § 48:
Villaolietanke - Hvornår anses forureningen for konstateret?
- Højesterets dom af 22. juni 2010
Et undersøgelsespåbud givet til en grundejer efter jordforureningslovens § 48 vedrørende en villaolietank blev opretholdt. Forureningen måtte anses for konstateret på det tidspunkt, hvor kommunen modtog ejerens anmeldelse af forureningen, og dermed efter det tidspunkt, hvor der kan udstedes påbud i medfør af bestemmelsen.
Om jordforureningslovens § 48
Ifølge jordforureningslovens § 48 kan der på objektivt grundlag meddeles en ejer af en olietank med et rumindhold på under 6000 liter påbud om undersøgelse, oprensning og afværgeforanstaltninger ved olieforureninger, der er konstateret efter den 1. marts 2000 (Datoen er fastsat ved i en i medfør af bestemmelsen udstedt bekendtgørelse).
Olieforurening fra villaolietank
En privat grundejer konstaterede i 2002 en olieforurening, der ifølge en sagkyndig vurdering stammede fra en lækage i den mellem overfladetanken og oliefyret nedgravede rørledning.
Lækagen var blevet repareret af den tidligere ejer, hvilket formentlig fandt sted før 1991.
Kommunen meddelte den nuværende grundejer et undersøgelsespåbud i medfør af jordforureningslovens § 48.
Det forsikringsselskab, der varetager den obligatoriske forsikringsordning for olietanke, og som reelt var adressat for påbuddet, klagede over påbuddet. Miljøstyrelsen stadfæstede i 2006 kommunens afgørelse.
Forsikringsselskabet anlagde herefter sag mod Miljøstyrelsen og gjorde gældende, at der ikke i jordforureningslovens § 48 var hjemmel til at meddele påbuddet, idet konstateringstidspunktet efter jordforureningstidspunktet, er det tidspunkt, hvor forureningen konstateres, uanset hvem der konstaterer forureningen.
Forsikringsselskabet gjorde endvidere gældende, at den tidligere ejer måtte have konstateret forureningen i forbindelse med reparationen af olieledningen og dermed før den 1. marts 2000.
Højesterets dom
Ifølge bestemmelsens forarbejder er konstateringstidspunktet valgt som det afgørende tidspunkt for at undgå diskussioner om, hvorvidt forureningen er sket i den nuværende ejer eller den tidligere ejers tid.
Bestemmelsens formål er endvidere at modvirke de problemer, den tidligere retstilstand havde medført for olietankejere, der enten måtte leve med en forurening eller selv måtte bekoste en oprydning.
Disse hensyn ville ifølge Højesteret blive modvirket, såfremt jordforureningslovens § 48 skulle forstås således, at en forurening skal anses for at være konstateret, blot en tidligere ejer eller tredjemand i øvrigt har været bekendt med forureningen, idet konstateringstidspunktet således ville blive vanskeligt at fastlægge.
Højesteret fandt på denne baggrund, at konstateringstidspunktet, er det tidspunkt, hvor miljømyndigheden konstaterer forureningen.
Kommunen modtog anmeldelse om forureningen i 2002 og konstaterede således først på dette tidspunkt forureningen. Højesteret frifandt derfor Miljøstyrelsen, da styrelsens opretholdte påbud således havde fornøden hjemmel.