Markante ændringer i miljøgodkendelsesordningen på vej

Miljøstyrelsen har på baggrund af et nyt EU-direktiv om industrielle emissioner sendt forslag til lov om ændring af miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven m.fl. i høring.

Formålet med lovforslaget er bl.a. at indføre de fornødne regler i dansk ret til implementering af EU-direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner (IED-direktivet), som trådte i kraft i januar 2011. IED-direktivet regulerer forureningen fra en række større industrivirksomheder samt større husdyrbrug.

Markante ændringer
Implementeringen af IED-direktivet vil medføre en række markante ændringer bl.a. på området for miljøgodkendelser og revurderinger.

For eksempel bliver kravet om brug af den bedste tilgængelige teknik (BAT) bindende i langt højere grad end tidligere, ligesom der skal føres hyppigere tilsyn med de mest forurenende virksomheder, herunder ved at IED-virksomheder skal revurderes, når nye BAT-konklusioner er blevet offentliggjort.

Der indføres også regler om, at omfattede virksomheder i forbindelse med ansøgning om miljøgodkendelse eller revurdering af en eksisterende miljøgodkendelse skal udarbejde en såkaldt basistilstandsrapport vedrørende ejendommens forureningstilstand. Når virksomheden ophører, skal en eventuel (mer)forurening oprenses, så ejendommen føres tilbage til den tilstand, der er konstateret i basistilstandsrapporten.

Denne oprensningspligt påhviler driftsherren på tidspunktet for driftsophør, uanset om en eventuel forurening er sket i den periode, hvor den pågældende drev virksomheden.

De nye regler er særlig relevante ved virksomhedsoverdragelser
I dag overtages en eventuel oprensningspligt ikke af en ny driftsherre, som har overtaget en aktivitet ved en aktivhandel, medmindre der på erhvervelsestidspunktet er forvarslet eller meddelt påbud, som erhververen er bekendt med.

I forbindelse med virksomhedsoverdragelser vil det derfor blive særligt aktuelt at kende og håndtere disse nye regler. 

Lovforslaget har været sendt i høring, men er endnu ikke trådt i kraft.

Se lovforslaget

Ændring af annonceringskravene på plan- og miljøområdet

Miljøbeskyttelsesloven og planloven m.fl. er blevet ændret, hvorved annonceringskravene på plan- og miljøområdet er blevet forenklet. Myndighederne kan nu vælge den mest hensigtsmæssige annonceringsform.

Før og efter lovændringerne
Hidtil har myndighederne skullet foretage annoncering af en række forskellige afgørelser inden for plan- og miljøområdet ved at indrykke annoncer i lokale aviser og ugeblade. Efter vedtagelsen af den nye lov er det op til myndighederne at vurdere den mest hensigtsmæssige form for annoncering. Således kan annoncering fremover ske udelukkende digitalt, hvis myndigheden vurderer, at dette er mest hensigtsmæssigt.

Med vedtagelse af loven er adgangen til administrativt at klage over tilladelser til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder, inden en miljøgodkendelse er meddelt, også blevet afskaffet.

Loven trådte i kraft 1. januar 2012

Se lovteksten

Forhøjet betalingssats for kommunal indsamling af bærbare batterier og akkumulatorer

Miljøbeskyttelseslovens § 9 u, stk. 2, er blevet ændret, og betalingssatsen er i den forbindelse blevet hævet fra kr. 2,70 til kr. 6,00 pr. kg.

Forhøjelse af betalingssatsen
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 9 u, stk. 2, at producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer skal finansiere den kommunale indsamling af udtjente bærbare batterier og akkumulatorer mv. Med den nye lov er betalingssatsen blevet hævet fra kr. 2,70 til kr. 6,00 pr. kg. markedsførte bærbare batterier og akkumulatorer som følge af, at ordningen hidtil har givet underskud hos kommunerne. Lovændringen skal således sikre, at indtægter og omkostninger igen kommer i balance som foreskrevet af batteridirektivet.

Deponeringsanlæg for havbundsmateriale
Ændringen af miljøbeskyttelsesloven medfører også, at deponeringsanlæg for havbundsmateriale undtages fra kravet om, at anlæg til deponering af affald skal være ejet af en offentlig myndighed.

Loven trådte i kraft 1. januar 2012

Se lovteksten 

Rækkevidden af garantierklæring vedrørende jordforurening
- MAD 2011.939 Ø

Hvis en køber gør brug af en garantierklæring fra sælger vedrørende jordforurening, skal køberen kunne dokumentere nødvendigheden af alle udgifterne.

En sælger af en ejendom havde over for køberen afgivet en garantierklæring, hvorefter sælger garanterede køber, at en nedgravet olietank fra 1976 var lovlig bundsuget, og at der ikke var forurening på ejendommen fra to specifikke olietanke. Hvis der blev konstateret en olieforurening fra de pågældende tanke, skulle sælger betale alle oprensningsomkostninger mv.

Efterfølgende blev der konstateret en forurening fra de pågældende tanke. Sælgeren bestred ikke ansvaret i henhold til garantierklæringen, men sælger bestred omfanget af nødvendige foranstaltninger, som køber havde foretaget. Der blev herefter udmeldt syn og skøn.

Østre Landsrets dom
Landsretten lagde til grund, at køberen kun kunne kræve nødvendige udgifter erstattet af sælgeren, hvilket er i overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige regler og principper. Bevisbyrden for, hvilke udgifter der havde været nødvendige, påhvilede køber.

Landsretten udtalte, at køberen havde krav på erstatning for:

• nogle forhold, som sælger havde anerkendt, vedrørende udgifter til opgravning af en del af den forurenede jord, bortkørsel heraf samt retablering af arealet. 
• udgifter til egne rådgivere, analyser, gravning, bortkørsel af jord og retablering af arealer samt krav på liggeomkostninger bestående af ejendomsskatter og udgifter til grundejerforening.

Imidlertid fandt landsretten i overensstemmelse med byretten ikke, at køberen havde dokumenteret nødvendigheden af omfanget af alle disse udgifter. Derfor blev køber kun tilkendt en skønsmæssig erstatning. Det skal bemærkes, at køber ikke havde stillet spørgsmål til skønsmanden om bl.a. det nødvendige omfang af udgifter til rådgivere. 

Køber skal dokumentere nødvendigheden af alle udgifter
Dommen illustrerer, at det kan være svært for en køber at få erstattet alle udgifter, som køber har afholdt som følge af en konstateret forurening, selvom sælger har afgivet en fuld garantierklæring. Køber skal kunne dokumentere, at alle udgifter har været nødvendige. Afhængig af omstændighederne kan dette forudsætte, at der allerede på et meget tidligt tidspunkt i forløbet foretages syn og skøn til fastlæggelse heraf.

Fortolkning af begrebet "parcel" i lokalplan
- MAD 2011.884 H

En køber havde erhvervet en ejendom af en kommune efter afholdelse af udbud. Af udbudsbetingelserne fremgik, at der på ejendommen ifølge den gældende lokalplan kunne udstykkes 140 parceller.

Afslag på at opføre mere end 140 parceller
Køberen ønskede, efter erhvervelsen, at opføre mere end 140 boliger på ejendommen. Kommunen meddelte afslag herpå med den begrundelse, at der i henhold til såvel lokalplan som udbudsbetingelser maksimalt måtte opføres 140 boliger på ejendommen.

Køber påstod herefter, at kommunen var erstatningsansvarlig bl.a. med henvisning til, at det ikke fremgik af udbudsbetingelserne, at der maksimalt måtte opføres 140 boliger på ejendommen, ligesom dette ifølge køber heller ikke fremgik af plangrundlaget.

Højesterets dom
Højesteret udtalte, at udtrykket “parcel” i lokalplanen mest nærliggende måtte forstås som en betegnelse for en boligenhed og dermed sigter på at regulere antallet af boliger og herved befolkningstætheden i området. En sådan forståelse var ifølge Højesteret i god overensstemmelse med planlægningens formål og var underbygget af andre bestemmelser i lokalplanen, herunder en bestemmelse om parcellernes minimumsstørrelse.

Som følge heraf måtte udtrykket "parcel" i udbudsbetingelserne også forstås som en boligenhed, og derfor var kommunen ikke erstatningsansvarlig over for køber.

Dommen er et konkret eksempel på fortolkning af en lokalplan og illustrerer nødvendigheden af, at borgere og virksomheder bør afklare eventuel fortolkningstvivl, inden de påbegynder projekter eller erhvervelse af ejendomme.

Anvendelse af ejendom i strid med servitut - myndighedspassivitet
- MAD 2011.894 H

I henhold til en servitut fra 1892 skulle en ejendom hovedsageligt anvendes til boligformål. Ejendommen var imidlertid siden 1970'erne hovedsageligt blevet anvendt til erhverv i strid med servituttens indhold. Men på grund af passivitet fra myndighedernes side fandt Højesteret, at ejendommen lovligt kunne anvendes til erhverv.

I 2001 blev ejendommen omfattet af en lokalplan, som udlagde området til boligformål, og med henvisning til denne lokalplan afslog kommunen i 2002 at meddele byggetilladelse til ombygning af ejendommen til erhverv.

Naturklagenævnet tilsidesatte afslaget som ugyldigt
Afslaget blev påklaget til det tidligere Naturklagenævn. Nævnet tilsidesatte afslaget på byggetilladelse som ugyldigt, idet nævnet fastslog, at anvendelsen af ejendommen til erhverv var lovlig på tidspunktet for den nye lokalplans ikrafttræden. fordi kommunen ikke efter planlovens § 43 ved påbud havde håndhævet servituttens bestemmelse om, at ejendommen hovedsageligt skulle anvendes til bolig.

Kommunen anlagde herefter sag mod nævnet.

Højesterets dom
Højesteret lagde til grund, at ejendommens faktiske anvendelse til hovedsageligt erhverv var i strid med servitutten. Kommunen havde dog i hvert fald siden 1993 været bekendt med ejendommens faktiske anvendelse, og derfor havde kommunen, på tidspunktet for den nye lokalplans ikrafttræden, mistet retten til at håndhæve servitutten som følge af myndighedspassivitet. Dermed kunne ejendommen lovligt anvendes til erhverv på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden i 2001.

Højesteret fandt således, at ejendommen lovligt kunne anvendes til erhverv. Eftersom en ny lokalplan ikke kan hindre eksisterende lovlig anvendelse, frifandt Højesteret det tidligere Naturklagenævn som følge af, at kommunens meddelte afslag på byggetilladelse var uhjemlet, og idet den anvendelse til erhverv, som ejendommen skulle anvendes til efter ombygningen, ikke gik ud over den hidtidige anvendelse til erhverv.

Myndighedspassivitet
Dommen illustrerer, at myndigheder, når de får kendskab til et ulovligt forhold, ikke blot kan forholde sig passivt, hvis retten til at kræve et ulovligt forhold lovliggjort ikke skal fortabes som følge af myndighedspassivitet. I praksis har der været eksempler på, at en myndighed har mistet retten til at kræve et ulovligt forhold fysisk lovliggjort som følge af, at myndigheden har haft kendskab til det ulovlige forhold i 2-3 år uden at reagere.