Medarbejdere uden indflydelse på egen lønform: beskatningsgrundlag ved fri bolig

SKAT har for nylig i en afgørelse anerkendt, at de skematiske satser ved fastsættelse af beskatningsgrundlaget for en fri bolig kan benyttes, når der er tale om en lejebolig, hvis medarbejderen ikke har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Denne praksis stemmer overens med tidligere praksis, men stemmer ikke overens med en afgørelse afsagt i foråret, hvor SKAT udtalte, at den faktiske betalte leje skulle benyttes i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren stillede en lejebolig til rådighed for sådanne medarbejdere.

I nyhedsbrevet Personskat, som Kromann Reumert sendte ud 26. maj 2010, omtalte vi en nyere afgørelse fra Skatterådet vedrørende værdiansættelse af beskatningsgrundlaget for boliger, som stilles til rådighed af arbejdsgiveren til "almindelige medarbejdere".

Ifølge denne afgørelse kunne SKAT's fordelagtige skematiske satser for sådanne medarbejdere alene benyttes, hvis arbejdsgiveren ejede lejligheden. Denne afgørelse tilsidesatte hidtidig praksis. Skatterådet har for nylig imidlertid afsagt en ny afgørelse, som stemmer overens med den tilsidesatte praksis, da de skematiske satser i denne afgørelse finder anvendelse, selvom der er tale om en lejebolig.

Tidligere praksis
Ifølge tidligere praksis kunne privatansatte, som fik stillet en bolig til rådighed af sin arbejdsgiver, og som ikke havde væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, vælge at blive beskattet efter SKAT's skematiske satser. Satserne ligger som regel under den faktiske markedsleje og er derfor en fordel. I henhold til seneste praksis skal markedslejen imidlertid altid anvendes, hvis der er tale om en lejebolig, uanset om medarbejderen har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform eller ej.

Skematiske satser
Som udgangspunkt skal ansatte, som får stillet en bolig til rådighed af sin arbejdsgiver, beskattes at boligens værdi, dvs. den pris som tredjemand vil betale for boligen i leje (markedsværdien).

Efter de skematiske satser fastsættes boligens værdi på baggrund af boligens beliggenhed, størrelse mv. Ofte er værdien opgjort efter de skematiske satser væsentlig lavere, end hvad det vil koste at leje en tilsvarende bolig på det frie marked. Et familiehus på 123-150 m2 beliggende i København vil ifølge gældende satser eksempelvis skulle beskattes med 59.620 kr. pr. år.

De skematiske satser blev i sin tid indført for at fastsætte boligens værdi for offentlige ansatte, der fik stillet en bolig til rådighed.

SKAT meddelte dog i 1973 ved et cirkulære, at privatansatte, som fik stillet en bolig til rådighed af deres arbejdsgiver også kunne anvende de skematiske satser, hvis forholdene indenfor den private og offentlig sektor kunne ligestilles. I vurderingen blev det bl.a. tillagt betydning, om beregningen af medarbejdernes løn blev fastsat på samme måde som hos offentlige ansatte.

Ifølge udviklingen i den efterfølgende praksis kunne privatansatte således benytte de skematiserede satser, hvis medarbejderen ikke var direktør eller  anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, da fastsættelse af lønnen for sådanne medarbejdere ikke er sammenlignelig.

Praksisændring
SKAT har tidligere på året i et bindende svar SKM2010.328 (omtalt i nyhedsbrevet Personskat sendt ud 26. maj 2010) afvist, at de skematiserede satser finder anvendelse, selvom medarbejderen ikke har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform.

Ifølge SKAT fandt de skematiserede satser ikke anvendelse, hvis arbejdsgiveren havde lejet boligen fra en tredjemand, da det således var muligt at fastsætte den reelle markedspris for boligen. Hvis arbejdsgiveren derimod selv ejede boligen, som denne stillede til rådighed for medarbejderen, ville de skematiske satser derimod kunne benyttes, da der i forvejen ikke var fastlagt en markedsleje.

Den 24. august 2010 afsagde Skatterådet imidlertid en ny afgørelse SKM2010.536. I denne afgørelse finder de fordelagtige skematiske satser anvendelse, selvom arbejdsgiveren stiller en lejebolig til rådighed, da Skatterådet finder, at medarbejderen, efter en konkret vurdering, ikke har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Skatterådet anfører, at svaret er bindende for skattemyndighederne i skatteansættelsesperioden 1. august 2009 - 1. maj 2010

Kromann Reumert's kommentar
Retten har i sin tidligere praksis (før de ovenfor omtalte to afgørelser) anerkendt, at de fordelagtige skematiske satser kan benyttes, selvom der stilles en lejebolig til rådighed for medarbejderen, når medarbejderen ikke har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform.

Med SKM2010.328 synes der dog, at være sket en praksisændring. Denne nye praksis stemmer imidlertid ikke med Skatterådet afgørelse i den nyere afgørelse SKM2010.536, der i højere grad er i overensstemmelse med tidligere praksis. Tages den sidstnævnte afgørelse til indtægt for gældende praksis, vil de fordelagtige skematiske satser finde anvendelse, blot medarbejderen, som får lejligheden stillet til rådighed, ikke har væsentlig indflydelse på egen aflønning, uanset om der er tale om en lejebolig eller en bolig ejet af arbejdsgiveren.

Som nævnt har Skatterådet anført, at svaret alene er bindende for skattemyndighederne i skatteansættelsesperioden 1. august 2009-1. maj 2010. Det er derfor uklart om SKAT har til hensigt at bringe praksis tilbage til den forhenværende retstilstand og således har erkendt, at praksis efter  SKM2010.536 ikke længere gælder. SKAT opfordres derfor til snarest at uddybe gældende praksis.

Beskatningsgrundlaget for fri bolig

• Beskatningsgrundlaget for fri bolig er som hovedregel markedsprisen.
• Medarbejdere som ikke har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform har hidtil kunne opgøre beskatningsgrundlaget efter særlige skematiske satser (ofte lavere grundlag). SKAT har imidlertid i en nyere afgørelse fastslået, at satserne kun kan benyttes, hvis arbejdsgiveren ejer boligen. Ifølge en afgørelse afsagt den 24. august 2010 kan satserne dog benyttes, selvom der er tale om lejebolig.  
   
  Medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform skal opgøre beskatningsgrundlaget efter nogle særlige opgørelsesregler, som ofte kan være højere end den reelle markedsleje. SKAT har i en nyere afgørelse slået fast, at markedslejen og ikke de særlige opgørelsesregler, skal benyttes når der er tale om en lejebolig.

Medarbejdere med indflydelse på egen lønform:
Markedsleje er beskatningsgrundlag ved lejebolig

Medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform skal ifølge gældende skatteregler beskattes af den frie bolig efter nogle særlige fastlagte opgørelsesregler. Det indebærer som regel, at de beskattes af et højere grundlag end den reelle markedsleje og grundlaget opgjort efter de skematiske satser.

Landsskatteretten har i en kendelse for nyligt fastslået, at de særlige fastlagte opgørelsesregler ikke skal benyttes, hvis arbejdsgiveren ikke ejer den bolig, som stilles til rådighed.

Der var i afgørelsen tale om en svensk medarbejder, der var ansat som administrerende direktør i et dansk selskab. Medarbejderen fik stillet en bolig til rådighed og havde anvendt SKAT's skematiske satser ved beregning af beskatningsgrundlaget, da det var medarbejderens opfattelse at han ikke havde væsentlig indflydelse på egen aflønning.

SKAT fandt imidlertid, at medarbejderen som følge af dennes stilling måtte anses for at have væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Lønnen var ifølge medarbejderen forhandlet på sædvanlig vis, og lønniveauet var i øvrigt sædvanlig for stillingstypen. Medarbejderen havde i øvrigt som andre ansatte en årlig lønforhandling, og havde desuden ikke personlig tilknytning til bestyrelsesmedlemmerne eller selskabets aktionær.

Landsskatteretten tillagde det afgørende betydning,

• at medarbejderen havde haft indflydelse på, hvorvidt der skulle stilles en bolig til rådighed,
• at medarbejderen havde bestemmende indflydelse på selskabets aktiviteter samt
• at medarbejderen havde reelle beføjelser som direktør.

De særlige opgørelsesregler fandt imidlertid ikke anvendelse, da arbejdsgiveren ikke ejede boligen, dvs. at der var tale om en lejebolig. Beskatningsgrundlaget skulle derfor fastsættes til lejen som arbejdsgiveren betalte.

Kromann Reumert's kommentar
I de situationer, hvor medarbejderen har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, er det ifølge gældende praksis en fordel at have en lejebolig stillet til rådighed, da markedslejen, som arbejdsgiverne betaler, udgør beskatningsgrundlaget. De særlige opgørelsesregler, som ofte er højere end markedslejen, gælder således kun, når boligen ejes af arbejdsgiveren.

At stille en lejebolig til rådighed kan dog være en ulempe, hvis boligen stilles til rådighed for medarbejdere, som ikke har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, da det er usikkert, om SKAT efter gældende praksis anerkender, at de fordelagtige skematiske satser finder anvendelse på lejeboliger, som stilles til rådighed for medarbejdere uden væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. den foranstående artikel. 

Fri bolig - Forskerløn: Væsentlig indflydelse på egen aflønning?

En udenlandsk medarbejder kunne ikke anses for at have væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, da han opfyldte betingelserne for at anvende den såkaldte forskerordning. Medarbejderen skulle således ikke opgøre beskatningsgrundlaget af den frie bolig efter SKAT's særlige opgørelsesregler.

Sagens omstændigheder
Medarbejderen var indstationeret til Danmark og besad en stilling som Nordisk salgs- og marketingsdirektør.

Forud for medarbejderens ankomst til Danmark købte arbejdsgiveren en ejendom, som skulle stilles til rådighed for medarbejderen under indstationeringsperioden. Medarbejderen havde sammen med dennes ægtefælle forinden besigtiget ejendommen, som de fandt for lille.  

Medarbejderen var af den opfattelse, at han ikke havde væsentlig indflydelse på egen aflønningsform og havde således anvendt de skematiske satser.

SKAT var derimod af den modsatte opfattelse. SKAT udtalte, at en sædvanlig direktørstilling er normen for, hvad der må forstås ved "væsentlig indflydelse".

Ifølge et cirkulære fra 2001 er det ikke muligt præcist at angive, hvilke personer der har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Det er således anført, at en direktørtitel ikke i sig selv er nok til, at medarbejderen kan anses for at have væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Der foretages som regel en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder, herunder af ansættelseskontrakten, medarbejderens lønniveau, position i selskabet, indflydelse på arbejdsgiverens ledelse, relationer til bestyrelsesmedlemmer eller aktionærer i selskabet mv. 

Medarbejderen havde en forholdsvis høj løn og skulle referere direkte til den administrerende direktør. Medarbejderen var dog ikke anmeldt som direktør hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Herudover var medarbejderen omfattet af den såkaldte forskerordning.

Ifølge denne ordning kan udenlandske nøglemedarbejdere under visse betingelser vælge at blive beskattet med en fast skattesats på 25 % over tre år eller 33 % over fem år. En af betingelserne er bl.a., at medarbejderen, som skal indstationeres til Danmark, ikke har eller inden for de seneste fem år forud for ansættelsen har haft direkte eller indirekte del i ledelsen af, kontrollen med eller væsentlig indflydelse på den virksomhed, med hvilken ansættelsesforholdet er indgået.

Henset til, at medarbejderen opfyldte denne betingelse og blev beskattet efter forskerordningen, fandt Landsskatteretten, at medarbejderen ikke havde væsentlig indflydelse på egen aflønningsform.

Medarbejderen kan således gøre brug af SKAT's skematiske satser ved opgørelse af boligens beskatningsgrundlag.

Køberet til aktier udnyttet ved differenceafregning

Landsretten har i en principiel afgørelse stadfæstet skattemyndighedernes vurdering af, at en køberet til aktier var udnyttet ved differenceafregning og ikke ved faktisk levering af de underliggende aktier. Gevinsten skulle derfor beskattes efter kursgevinstloven og ikke som lavere beskattet aktieavance.

Baggrund
En medarbejder modtog som led i sin ansættelse i 1996 en række aktieoptioner (køberetter) i et amerikansk selskab.

Medarbejderen udnyttede efterfølgende aktieoptionerne ved en "Exercise and Sell"- transaktion.

Ikke levering men differenceafregning
Landsretten lagde til grund, at salget af aktier tidsmæssigt lå i umiddelbar forlængelse af udnyttelsen af aktieoptionerne. Der var således tale om en samlet transaktion, der ikke kunne afbrydes efter udnyttelsen, men inden salget.

Retten fremhævede desuden, at medarbejderen ikke skulle finansiere udnyttelsen af aktieoptionerne. Dette skyldes, at udnyttelsesprisen var fragået i salgssummen for aktierne, hvorefter der var fremkommet et nettoprovenu til udbetaling. Der var således sket en samlet kontant afregning af dispositionen.

Retten fandt det på den baggrund ikke godtgjort, at medarbejderen på noget tidspunkt havde været reel ejer af de underliggende aktier. Udnyttelsen af aktieoptionerne måtte anses for sket ved differenceafregning, og avancen skulle derfor beskattes efter kursgevinstlovens regler om finansielle kontrakter.

Kromann Reumerts kommentar
Aktieløn bliver mere og mere almindeligt. Ofte er danske medarbejdere omfattet af udenlandske programmer, som ikke er udarbejdet under hensyntagen til særlige danske forhold, herunder til danske skatteregler og praksis.

Den konstellation giver udfordringer på flere niveauer, bl.a. i forhold til udnyttelsen som den nævnte afgørelse også illustrerer.

Hvor går grænsen mellem en differenceafregning, der diskvalificerer salget fra at være omfattet af den skattebegunstigende ordning i ligningslovens § 7 H og en reel udnyttelse af en aktieoption med et hurtigt efterfølgende reelt salg af de underliggende aktier?

Skattemyndighederne - og nu altså også Østre Landsret - lægger umiddelbart en relativt restriktiv vurdering for dagen; Højesteret har imidlertid endnu ikke haft lejlighed til at tage principiel stilling til spørgsmålet, hvilket man imidlertid må håbe snart sker, idet problemstillingen har betydning for mange medarbejdere og virksomheder.

Arbejdsgiverbetalt privat vagtlægeordning er skattefri

Der er stor fokus på området for arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter, i takt med at virksomhederne i stigende grad bliver opmærksomme på medarbejderen som "det hele menneske" og samtidig kan se en økonomisk fordel for både virksomheden, medarbejderen - og samfundet - i, at medarbejderens sygdomme håndteres hurtigst og bedst muligt.

Sagen kort
Skatterådet har netop bekræftet, at en virksomheds tilbud til alle medarbejdere, om at kunne gøre brug af en privat vagtlægeordning mellem kl. 8-24 alle ugens 7 dage, ikke skal beskattes hos medarbejderne.

Det var afgørende for SKAT, at der var tale om et tilbud til alle virksomhedens medarbejdere, og at ordningen ikke vil omfatte undersøgelser eller behandlinger med et kosmetisk sigte.

SKAT reflekterede i sin indstilling til Skatterådet i sagen over spørgsmålet om kravet i ligningslovens § 30, om at der skal være tale om en lægefagligt begrundet behandling (i praksis lægehenvisning), var opfyldt i sagen.

SKAT kom imidlertid frem til, at selv om virksomhedens medarbejdere uden en lægehenvisning indledningsvist kan kontakte vagtlægeordningen, vil medarbejderne til gengæld altid i vagtlægeordningen først komme til at tale med eller blive modtaget af en autoriseret læge, der kan vurdere, hvorvidt medarbejderen har behov for en behandling eller yderligere undersøgelser.

På den baggrund må kravet om en lægehenvisning anses for opfyldt.

Privat vagtlæge til ægtefælle og børn skattepligtigt
Det var oplyst, at tanken med ordningen også var, at medarbejderen kunne kontakte den private vagtlægeordning vedrørende mindreårige syge børn mv.

Skatterådet fastslog imidlertid i afgørelsen, at undersøgelser eller behandlinger af medarbejderens husstand vil blive betragtet som et skattepligtigt personalegode hos medarbejderen.

Gebyr på 6 kr. for personalerabatkort skal beskattes - og indberettes af arbejdsgiver

Skatterådet har i en ny afgørelse fastslået, at arbejdsgiverens betaling af et kortgebyr på 6 kr. for et rabatkort til brug hos diverse handlende var skattepligtigt for medarbejderne.

Baggrund
En stor virksomhed med ca. 31.000 medarbejdere ville samarbejde med en privat virksomhed og tilbyde medarbejderne et personalerabatkort.

Personalerabatkortet gav medarbejderne muligheden for mængderabat ved abonnementstegning i en landsdækkende fitnesskæde samt en række andre forretninger mv.

Rabatkortet var gratis for medarbejderne. Arbejdsgivervirksomhedens eneste omkostning ville være et mindre administrationshonorar til kortudsteder på ca. 6 kr. årligt til fremstilling af hvert kort, information til medarbejderne og administration af ordningen i øvrigt. Rabatkortet var uden personlig identifikation af medarbejderne, og arbejdsgivervirksomheden ville ikke føre kontrol med, hvilke medarbejdere, der modtog kortet.

Også beskedne vederlag er skattepligtige
Alle former for vederlag - både kontanter og naturalier - er som udgangspunkt skattepligtige, når de modtages i et ansættelsesforhold, medmindre man kan finde en hjemmel til skattefrihed enten i loven eller via praksis.

Skatterådet konkluderede på den baggrund, at administrationsgebyret var skattepligtigt.

Gebyret var således hverken skattefrit som et gode, der overvejende var ydet af arbejdsgiveren af hensyn til den ansattes arbejde eller som en tingsgave under 700 kr., idet gebyret ikke blev betalt i anledning af medarbejderens personlige eller arbejdsmæssige mærkedage mv.

Skatterådet konstaterede desuden, at arbejdsgiveren havde indberetningspligt om gebyret for hver medarbejder og at gebyret var A-indkomstskattepligtigt for medarbejderne.

Kromann Reumerts kommentar
Afgørelsen er et godt eksempel på de problemstillinger og situationer, som den skærpede indberetningspligt, der er indført pr. 1. januar 2010, nu bringer frem i lyset.

Der dukker en del ting op, hvor arbejdsgiveren tidligere med god samvittighed har kunnet læne sig tilbage og overlade spørgsmålet om skattepligt og selvangivelse til medarbejderen selv. Det er ikke længere tilfældet, idet arbejdsgiveren med de nye skærpede indberetningspligter er blevet direkte ansvarlig over for SKAT for den korrekte håndtering af indberetning og indeholdelse mv.

Det materielle spørgsmål om skattepligt er ikke nyt. Det nye er spørgsmålet om indberetningspligt. Vedrørende det spørgsmål er Skatterådets afgørelse formentlig korrekt. Arbejdsgiverne skal også i forhold til indberetningspligten notere sig, at Skatterådets afgørelse nærmest må læses således, at den forpligter arbejdsgiveren til at holde rede på, hvilke medarbejdere, der modtager et skattepligtigt gode - arbejdsgiveren kan ikke "holde sig i bevidst uvidenhed".

Det er mere tvivlsomt, om afgørelsen også er korrekt i forhold til Skatterådets afsluttende bemærkning om, at det betalte gebyr er A-indkomst for medarbejderen (med deraf følgende indeholdelsespligt for arbejdsgiveren). Skatterådets afgørelse forekommer dog heller ikke at være helt stringent i sin argumentation i forhold til den vinkel. Der mangler imidlertid mere nøjagtige oplysninger, for at det er muligt at foretage en nærmere vurdering af spørgsmålet om A-indkomst eller B-indkomst.

SKAT ændrer praksis for lønsumsafgift

SKAT har meddelt, at der er praksisændring for løntilskud til ansatte førtidspensionister. Det giver mulighed for genoptagelse indtil 28. december 2010 for virksomheder, der således har betalt for meget i lønsumsafgift.

Praksisændring
Skat har udsendt styresignal om, at løntilskud til ansatte førtidspensionister alligevel ikke skal medregnes ved opgørelse af afgiftsgrundlaget. Baggrunden er, at tilskud til ansættelse af førtidspensionister efter SKATs nærmere overvejelse skal behandles ligesom løntilskud/lønrefusion for ansatte i fleksjob. Landsskatteretten tilsidesatte i 2009 SKATs tidligere praksis og fastslog, at der ikke skal betales lønsumsafgift af tilskuddene.

Mulighed for genoptagelse
De virksomheder, der har indbetalt lønsumsafgift af løntilskud til førtidspensionister, kan anmode om tilbagebetaling af afgiften. Skattecenter Struer skal have en sådan anmodning inden den 28. december 2010.