Arv og skat ved flytning til udlandet

Flere og flere danskere drømmer om at forlade Danmark, og en del realiserer da også faktisk drømmen og flytter til udlandet. Opgiver en person sin bolig i Danmark i forbindelse med flytning til udlandet, vil personen ikke længere være fuld skattepligtig til Danmark. I stedet vil personen blive undergivet beskatning i det land, han eller hun flytter til.

I dette nyhedsbrev vil vi kort omtale to forhold med relation til temaet flytning til udlandet; nemlig de skattemæssige konsekvenser i forbindelse med virksomhedsejeres flytning til udlandet og de arveretlige overvejelser i forbindelse med privatpersoners enkeltstående køb af fast ejendom i Frankrig eller eventuelle samtidig fraflytning til Frankrig.

Virksomhedsejeres flytning til udlandet
Overvejelser om fraflytning kan ikke mindst for ejere af virksomheder i selskabsform have væsentlige skattemæssige konsekvenser.

Ved opstart af en virksomhed har langt de fleste ejere således en forventning - eller i hvert fald en forhåbning - om, at virksomheden på et tidspunkt bliver penge værd.

I Danmark bliver en aktionærs fortjeneste ved salg af aktierne i det selskab, hvorigennem virksomhed drives, beskattet med 42% (de første 48.300 kr. beskattes dog kun med 28% og denne sats nedsættes til 27% pr. 1. januar 2012). Beskatningen af en forventet fremtidig værditilvækst på aktierne vil ofte kunne reduceres væsentligt ved fraflytning fra Danmark. Det kan således være relevant for aktionæren - hvis han og hans familie i øvrigt er reelt interesseret i at bo i udlandet - at tage skridtet og flytte til udlandet i en periode.

Ved en egentlig fraflytning fra Danmark gennemføres en fraflytningsbeskatning, hvis aktionæren har været skattepligtig til Danmark i en årrække (populært kaldet "havelåge-beskatning"), idet aktionæren skattemæssigt anses for at have solgt alle aktier på fraflytningstidspunktet. På grundlag af en enten skønnet eller ved vurdering dokumenteret handelsværdi af aktierne på fraflytningsdagen vil der herefter i overensstemmelse med de almindelige skatteregler blive gennemført en beskatning af den avance, der måtte kunne konstateres på aktierne på fraflytningstidspunktet.

Den avanceskat, som herved fremkommer, kan aktionæren søge om henstand med betalingen af. Hvis aktionæren udrejser til et andet EU-land, kan SKAT ikke betinge bevilling af henstand af, at der stilles sikkerhed for betalingen af den fraflytningsskat, som der ydes henstand med betalingen af. Ved udrejse til lande uden for EU kan og vil SKAT dog betinge bevilling af henstand af, at der stilles passende sikkerhed for fraflytningsskatten.

Den danske fraflytningsskat er herefter endeligt opgjort på grundlag af værdierne på fraflytningstidspunktet og dermed uafhængig af, om aktierne senere måtte stige i værdi.

Bosætter aktionæren sig i et land med et lavere skatteniveau end Danmark, vil dette lands beskatning af en eventuel senere realiseret yderligere avance udover værdierne på fraflytningstidspunktet, dvs. værditilvæksten efter fraflytningen, kunne være væsentligt lavere end de i Danmark pt. gældende ca. 42%. Dertil kommer, at dette lands beskatning af de udbytter, som aktionæren senere måtte hæve i selskabet, vil kunne være væsentligt lavere end den tilsvarende beskatning ville have været i Danmark, idet det dog bemærkes, at en personlig aktionær fortsat vil være begrænset skattepligtig til Danmark af udbytte udloddet fra et dansk selskab med en sats på op til 28%.

Er man derfor reelt interesseret i at bo i udlandet, og driver man i selskabsform en virksomhed i vækst, kan der være mange penge sparet ved at forberede sin fraflytning i tide.

Den danske fraflytningsskat forfalder først helt eller delvist til betaling i takt med, at der fremtidigt disponeres over de aktier, som har været genstand for fraflytningsskatten. Det kan f.eks. ske ved, at der hæves udbytte fra selskabet eller ved at der i øvrigt foretages salg af aktierne eller likvidation af selskabet.

Det påkalder sig naturligt nok en del opmærksomhed om efterfølgende dispositioner over de aktiver, hvorpå der er ydet henstand med betaling af fraflytningsskat, kan medføre, at fraflytningsskatten forfalder helt eller delvist til betaling. Der er på det seneste truffet en del afgørelser herom.

Landsskatteretten har således for nyligt afsagt en kendelse, hvorefter henstand med betalingen af fraflytningsskat ikke bortfaldt ved en spaltning af et selskab, hvis spaltningen kunne ske skattefrit efter de regler, der var gældende i tilflytterlandet.

SKAT havde under sagen indtaget det standpunkt, at opretholdelsen af henstanden med fraflytningsskatten var betinget af, at der ville kunne have været foretaget skattefri spaltning med eller uden tilladelse efter den danske fusionsskattelov.

Landsskatteretten fastslog dog, at det afgørende for, om henstanden med betalingen af fraflytningsskatten bortfaldt i tilfælde af skattefri spaltning, var, om der var tale om en skattefri spaltning efter reglerne i tilflytterlandet.

Det havde forud herfor været genstand for indbyrdes, modstridende bindende svar fra SKATs side, om det er de danske fusionsskattelovs regler eller tilflytterlandets regler, der er afgørende for, om henstand med fraflytterskat kan bevares ved en skattefri omstrukturering af et selskab.

Det må forventes, at SKAT fremadrettet vil følge Landsskatterettens afgørelse, hvorefter det altså er reglerne i tilflytterlandet, der er afgørende.

Privatpersoners køb af fast ejendom i og eventuelle flytning til Frankrig
En del danskere har i de seneste årtier købt fast ejendom i udlandet, og flere af disse har valgt at bosætte sig permanent i udlandet.

For de personer, der har erhvervet fast ejendom i Frankrig, gælder, at den franske ejendom i tilfælde af personens død vil blive behandlet efter de franske arveregler, ligesom der skal betales fransk boafgift af ejendommen. Dette gælder, uanset om den faste ejendom er erhvervet med henblik på og faktisk benyttes til permanent ophold i Frankrig (i hvilket tilfælde hele dødsboskiftet derfor som udgangspunkt skal foregå i Frankrig under anvendelse af fransk arveret), eller kun som feriebolig (i hvilket tilfælde der i Frankrig alene skal ske et skifte f.s.v.a. den franske ejendom).

I Frankrig har man ikke en skifteform, der svarer til det danske uskiftede bo. Det er derfor som udgangspunkt ikke muligt for den længstlevende ægtefælle blot at overtage ejendommen uden et skifte.

En ægtefælles lovmæssige arveandel er væsentlig mindre end i Danmark nemlig alene ¼ i konkurrence med børn. Da børnenes tvangsarveret samtidig er væsentligt større end i Danmark, er det heller ikke altid muligt ved oprettelse af et fransk testamente at opnå, at den længstlevende kan overtage ejendommen uden deling med børnene.

Endeligt er den franske boafgift væsentlig højere end den danske boafgift.

Tilrettelæggelse af en ønsket arvemæssig overgang til den længstlevende ægtefælle af en fransk ejendom kan derfor være vanskelig. Imidlertid tillader fransk ret, at der etableres ordninger, hvor den længstlevende ægtefælle opnår en væsentlig større beskyttelse end efter de almindelige franske arveregler.

Fordelsægtepagten (Communauté universelle)
I Frankrig kan der oprettes en særlig ægtepagt, hvori det bestemmes, at den længstlevende ægtefælle automatisk ved førstafdødes død overtager hele førstafdødes andel af en fælles ejendom. Dermed skal der ikke gennemføres et skifte eller udbetales arv til eventuelle børn.

Ægtepagten gælder generelt og dermed ikke blot for den aktuelle franske ejendom, som ægtefællerne måtte eje på det tidspunkt, hvor de opretter ægtepagten. Den gælder også for enhver fransk ejendom, som parterne senere måtte erhverve.

Den længstlevende ægtefælle overtager ejendommen uden en egentlig bobehandling og alene med henvisning til fordelsægtepagten, og der skal ikke betales fransk boafgift ved overtagelsen.

Oprettelse af den nævnte fordelsægtepagt har yderligere fordele for ægtefæller, der er permanent bosiddende i Frankrig, men som tillige efterlader sig aktiver i Danmark.

Bor ægtefællerne i Frankrig, vil skiftet skulle finde sted i Frankrig under anvendelse af fransk arveret. Et skifte i Frankrig omfatter imidlertid ikke f.eks. et sommerhus eller bankkonti i Danmark. Skifte af sådanne aktiver vil derfor skulle ske i Danmark ved et såkaldt henvisningsskifte. Den danske skifteret skal dog ved skiftet af de danske aktiver lægge fransk arveret til grund. Eftersom uskiftet bo ikke eksisterer i fransk ret, vil skiftet i Danmark ikke kunne ske ved, at de danske aktiver blot udlægges til ægtefællen i et uskiftet bo, og det vil derfor være nødvendigt at gennemføre et egentligt skifte i Danmark af de danske aktiver.

Københavns Byret har imidlertid fornyligt i en konkret sag anerkendt, at såfremt der eksisterer en fordelsægtepagt, der lægges til grund ved skiftet i Frankrig, såfremt der herved er etableret en fransk ordning, der minder så meget om et uskiftet bo, at aktiver i Danmark, som ikke inddrages i det franske skifte, kan udleveres til længstlevende til hensidden i uskiftet bo efter danske regler. Derfor kan en egentlig dansk skiftebehandling undgås.

Stiftelse af et ejendomsinteressentskab (Société Civile Immobiliére)
I forbindelse med køb af fransk ejendom kan der samtidig stiftes et fransk ejendomsinteressentskab, hvorigennem deltagerne ejer og driver den franske fast ejendom i fællesskab.

Ejendomsinteressentskabet sidestilles i Frankrig med løsøre, og hvis ejendommens ejere er bosat i Danmark, vil ejerandelene i selskabet ved et dødsfald blive behandlet efter de danske dødsboskifteregler. Der vil således ikke skulle ske et dødsboskifte i Frankrig, men i Danmark, og sandsynligvis vil betaling af den høje franske boafgift kunne undgås.

Selskabsformen kan også være hensigtsmæssig, hvis ejendommen på et senere tidspunkt skal overdrages til børnene.

Selskabsformen kan til gengæld have uønskede danske skattemæssige virkninger.

De ovennævnte løsninger bør alene baseres på modtaget individuel rådgivning i hvert enkelt tilfælde. Særligt oprettelse af den såkaldte fordelsægtepagt bør overvejes nærmere af ægtefæller i forbindelse med køb af ejendom i Frankrig.

Ny arvelov: Særejeklausuler og successionsrækkefølger

Skal barnet dele sine arvede midler med svigerbarnet, hvis de senere går fra hinanden? Og hvordan skal arvede midler fordeles mellem svigerbarnet og børnebørn ved barnets senere død? 

I forlængelse af, at den nye arvelov blev indført i 2008, vil vi i vore nyhedsbreve fortsat løbende sætte fokus på de muligheder, der er for at tilrettelægge fordeling af arv mm.

I dette nyhedsbrev behandler vi det i praksis ofte forekommende spørgsmål om, hvorvidt en arv bør gøres til særeje for arvingen, eller om arven skal indsættes i en såkaldt successionsrækkefølge for fuldt ud at styre det videre arvefald.

Skal børnenes arv gøres til særeje?
Mange forældre ønsker at sikre sig mod, at barnet ved en eventuel senere separation eller skilsmisse skal dele de midler, det har arvet fra forældrene med et enten aktuelt eller kommende svigerbarn. Dette kan opnås ved i et testamente at foreskrive, at arven skal tilhøre barnet som særeje (en såkaldt særeje-klausul).

En særeje-klausul vil i de fleste tilfælde være en fornuftig foranstaltning, som i øvrigt (og måske tilmed belejligt) fritager barnet fra selv at skulle bringe spørgsmålet op overfor barnets ægtefælle. Barnet kan populært sagt "slå ud med armene" og henvise til, at det jo var forældrenes ønske, og at barnet hverken har haft nogen indflydelse herpå eller kan stille noget op herover for.

Af samme grund bør det nøje overvejes, om det er hensigtsmæssigt at foreskrive, at barnet skal være berettiget til helt at ophæve et særeje eller f.eks. ændre et fuldstændigt særeje til en anden (mildere) form for særeje, såfremt barnet opnår en vis alder, og/eller når barnets ægteskab har varet i et vist antal år. Forældrene risikerer nemlig herved at sætte barnet i en kattepine i forhold til barnets ægtefælle, når den dag oprinder, hvor særejeklausulen kan ophæves eller ændres.

Hvis særejeklausulen konkret - efter barnets egen opfattelse - ikke er i overensstemmelse med barnets egne ønsker, har barnet i praksis vide muligheder for at opnå, at særejeklausulen faktisk mister sin virkning. Det kan f.eks. ske ved faktisk blot at forbruge de arvede midler eller ved faktisk at blande de arvede midler sammen med barnets øvrige midler. De arvede midler vil herefter ikke være i behold eller vil ikke kunne adskilles fra barnets øvrige (fælleseje-)midler.

Endeligt har barnet med den nye arvelov gode muligheder for at opnå, at hovedparten af formuen alligevel faktisk vil tilfalde ægtefællen, hvis det bliver døden og ikke separation eller skilsmisse, der skiller parret ad. Dette kan ske ved, at barnet selv opretter et testamente og heri begunstiger barnets ægtefælle mest muligt, jf. nærmere herom nedenfor.

En særejeklausul kan derfor med andre ord opfattes som et tilbud til barnet om en "nødbremse", som barnet - hvis det er interesseret heri - kan trække i.

Hvilken type særeje?
Der anvendes i praksis typisk enten en klausul om såkaldt ægtefællebegunstigende kombinationssæreje eller en klausul om det såkaldte fuldstændige særeje.

Begge disse særejeklausuler sikrer barnet mod deling af de arvede midler i tilfælde af separation eller skilsmisse. Barnet vil heller ikke skulle dele de arvede midler med fællesbørn eller måske endnu værre med ægtefællens kreditorer eller særbørn i den situation, hvor ægtefællen dør før barnet.

Forskellen mellem de 2 særejeformer fremkommer i  situationen, hvor barnet dør før sin ægtefælle.

Såfremt der er valgt det såkaldte ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, vil barnets ægtefælle kunne sidde i uskiftet bo med de arvede midler. Er betingelserne for at sidde i uskiftet bo ikke opfyldt, eller vælger barnets ægtefælle at gennemføre et skifte, vil barnets ægtefælle modtage i alt ¾ af de arvede midler, mens barnets egne børn (børnebørnene) vil arve den resterende ¼ af de arvede midler. Barnet vil dog ved at oprette sit eget testamente kunne enten forøge arven til ægtefællen op til 15/16 og dermed mindske barnets egne børns arveandel til samlet 1/16, eller omvendt formindske ægtefællens andel til 9/16 og dermed forøge barnets egne børns arveandel til 7/16.

Er der derimod valgt det såkaldte fuldstændige særeje, vil barnets ægtefælle ikke kunne sidde i uskiftet bo med de arvede midler. Barnets ægtefælle vil ved skiftet alene modtage i alt ½ af de arvede midler, mens barnets egne børn (børnebørnene) vil arve den anden ½ af de arvede midler. Barnet vil ved at oprette sit eget testamente kunne enten forøge arven til ægtefællen til 7/8 og dermed mindske barnets egne børns arveandel til samlet 1/8, eller omvendt formindske ægtefællens andel til 1/8 og dermed forøge barnets egne børns arveandel til 7/8. 

I praksis ses måske en tendens til, at forældre, der enten endnu ikke har børnebørn eller som har mindreårige børnebørn, foretrækker det ægtefællebegunstigende kombinationssæreje. Forældre, der har større eller voksne børnebørn og/eller har børn, der selv har oparbejdet en fornuftig økonomi, foretrækker derimod ofte det fuldstændige særeje.

De arvede midler skal falde ubeskåret videre til børnebørnene ved barnets død
Mange forældre ønsker - og mange forældre har tillige fejlagtigt den opfattelse - at en særejeklausul skal eller vil medføre, at de arvede midler ved barnets senere død falder ubeskåret videre til børnebørnene, og at en eventuel svigersøn eller svigerdatter derfor ikke får andel i de arvede midler ved barnets død.

Et sådan ønske kan dog ikke opfyldes ved en særejeklausul. Særejeklausulen medfører alene - og kun hvis der er tale om en klausul om fuldstændigt særeje - at svigerbarnet ikke på forhånd modtager halvdelen af de arvede midler som sin andel af (den fælles) formue. Ved barnets død vil svigerbarnet derimod fortsat arve fra barnets arvede særejemidler.

Som tidligere nævnt medfører den nye arvelov, at en ægtefælles (herunder et svigerbarns) arveret er forøget væsentligt på bekostning af børnenes (herunder børnebørnenes) arveret. Loven giver samtidig en person væsentligt øget muligheder for at testamentere over sin formue. Den praktiske værdi af en særejeklausul på arv (og tillige på gaver eller arveforskud) i dødsfaldssituationen er derfor blevet væsentligt udvandet, såfremt formålet med særejeklausulen har været at sikre, at den størst mulige del af de arvede midler ved barnets død skal tilfalde børnebørnene og dermed "forblive inden for blodets bånd".

Hvis forældrene ønsker, at den arv, som de efterlader til deres barn, i videst muligt omfang skal falde videre til børnebørnene (frem for til svigerbarnet) ved barnets senere død, bør der i forældrenes testamente være en bestemmelse om, at arven skal tilhøre barnet som fuldstændigt særeje.

Opretter barnet imidlertid selv et testamente, der begunstiger barnets ægtefælle (svigerbarnet) mest muligt også af de arvede særejemidler, vil børnebørnene som ovenfor nævnt herved være beskåret til at modtage 1/8 af den arvede formue til ligelig fordeling blandt børnebørnene. Ved store formuer kan børnebørnenes arveandel tilmed yderligere begrænses fra deres respektive andel af den nævnte 1/8 til et maksimalt beløb på pt. kr. 1,1 mio. pr. barnebarn.

Hvis denne mulighed ønskes udelukket, kan forældrene bestemme, at den friarv, som de efterlader til et barn, skal indsættes i en successionsrækkefølge, som sikrer, at arven tilfalder barnet på første plads, men ved barnets død ubeskåret falder videre til barnets egne børn på anden plads. Derved får svigerbarnet ikke andel i friarven.

Som tidligere nævnt fastslår arveloven blot, at sådanne successionsrækkefølger kan oprettes. Den indeholder derimod ingen udfyldende regler i øvrigt om de nærmere vilkår for og indholdet af sådanne successionsrækkefølger. Der bør derfor udvises meget stor omhu ved udformningen af bestemmelser om successionsrækkefølger i et testamente.

Frist for restskat 1. juli

Den 1. juli 2011 er sidste frist for indbetaling af restskat mod tillæg af såkaldt dag-til-dag rente - er du klar over, at du kan komme til at hæfte for din ægtefælles restskat?

Hvis man ikke i tide har sørget for at ændre sin forskudsopgørelse eller justere indbetaling af B-skat f.eks. i forbindelse med omlægning af lån, rentetilpasninger på eksisterende lån eller lignende, kan årsopgørelsen fra SKAT have budt på ubehagelige overraskelser. Den 1. juli 2011 er sidste frist for indbetaling af restskat mod tillæg af den såkaldte dag-til-dag rente. Indbetales restskatten først efter den 1. juli 2011, skal der betales det højere såkaldte procenttillæg.

Er du gift, skal du være opmærksom på, at ægtefæller i visse tilfælde hæfter for hinandens skattegæld. Læs mere herom nedenfor.

Hæfter du for din ægtefælles gæld - også restskatten?

Mange ægtefæller antager fejlagtigt, at de hæfter for hinandens gæld. Det helt klare udgangspunkt i dansk ret er imidlertid, at hver ægtefælle alene hæfter for sin egen gæld, uanset om gælden er opstået før eller under ægteskabet. Dette gælder også, selvom ægtefællerne har almindeligt formuefællesskab (fælleseje) i ægteskabet.

En ægtefælle hæfter altså ikke for den anden ægtefælles gæld, medmindre ægtefællen udtrykkeligt overfor en långiver har påtaget sig at hæfte solidarisk med sin ægtefælle for et lån, eller ægtefællen udtrykkeligt har påtaget sig at kautionere for sin ægtefælle.

Der findes dog én meget væsentlig undtagelse til denne klare hovedregel.

Når SKAT ikke har kunnet inddrive restskat fra ægtefælle
Ifølge lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har SKAT mulighed for at indkræve skyldig skat, der påhviler en ægtefælle (skyldner-ægtefællen), hos den anden ægtefælle.

Hæftelsen for skattegæld er dog alene subsidiær og forudsætter, at SKAT forgæves har forsøgt at inddrive gælden hos skyldner-ægtefællen. Endvidere gælder den subsidiære hæftelse ikke ubegrænset for al skattegæld. Den anden ægtefælle hæfter således alene for skattegæld, der er opstået fra og med vielsesåret og indtil det ægteskabelige samliv måtte ophøre. Der er således ingen risiko for at komme til at hæfte for ægtefællens "gamle" skattegæld, der er opstået i årene forud for det år, hvori ægteskabet er indgået. Hæftelsen gælder endvidere kun, sålænge ægtefællerne er samlevende.

Indirekte dækning af gæld ved separation, skilsmisse eller død
Uanset dette kan ægtefællen såvel i forbindelse med separation eller skilsmisse som ved død komme til - indirekte - at dække hele eller dele af den anden ægtefælles gæld, såfremt ægtefællerne har fælleseje (og i dødsfaldssituationen tillige selvom ægtefællerne har skilsmissesæreje) i ægteskabet.

Ved den deling af fællesboet, der skal finde sted såvel i forbindelse med separation eller skilsmisse som ved død, skal hver ægtefælles bodel (ægtefællens egne aktiver fratrukket ægtefællens egne passiver, dvs. ægtefællens nettoformue) opgøres.

Er en ægtefælles bodel (nettoformue) positiv, skal den positive nettoformue deles ligeligt med den anden ægtefælle.

Er en ægtefælles bodel (nettoformue) derimod negativ (insolvent), f.eks. på grund af en større gæld, fastsættes værdien af denne bodel til kr. 0 og indgår dermed ikke i delingen. Den ægtefælle, der har en negativ bodel, kommer således ikke af med halvdelen af sin negative nettoformue til den anden ægtefælle, idet ægtefællen ikke hæfter for gælden.

Hvis hustruen f.eks. har en positiv nettoformue på 2 mio. kr., mens manden har en negativ nettoformue på 4,7 mio. kr., vil mandens bodel blive fastsat til 0 kr. og hustruen overtager ingen del af mandens gæld. Til gengæld skal hustruens positive nettoformue på 2 mio. kr. deles lige mellem parterne, og hustruen skal derfor i bodelingen afgive 1 mio. kr. til manden (og dermed mandens kreditorer). Hustruen kommer således ikke til at hæfte for mandens gæld, men hendes egen formue bliver formindsket betydeligt som følge af mandens gæld.

Hvis den ene af ægtefællerne har negativ formue, mens den anden ægtefælle har positiv formue, bør parterne derfor overveje at oprette en ægtepagt, der sikrer, at den formuende ægtefælle har særeje ikke blot ved separation/skilsmisse, men også ved død.

Bankkrak, indskydergaranti og skatterabat

Den 30. september 2010 udløb den hidtidige ubetingede statsgaranti for indskud i danske pengeinstitutter og der foreligger således ikke længere en ubetinget garanti for indskud i pengeinstitutterne.

I stedet er der indført en begrænset indskydergaranti. Indskydergarantien er på max. 100.000 EUR, svarende til ca. 750.000 kr. pr. indskyder. Almindelige nettoindlån (alle former for anfordringskonti, konti med opsigelse og indskud for en bestemt periode), vil herefter være dækket med op til ca. 750.000 kr. af indskydergarantien.

Det bemærkes, at særlige indlån, som eksempelvis indlån på pensionsordninger, børne- og uddannelsesopsparingskonti, fortsat vil være dækket ubegrænset.

Dækningen på ca. 750.000 kr. gælder pr. pengeinstitut. Hvis en indskyder har indlån i flere pengeinstitutter, er indskyderen således dækket op til ca. 750.000 kr. i hvert af pengeinstitutterne, hvorfor det kan være relevant at sprede sine placeringer på flere pengeinstitutter. 

De personer, der ikke kan forvente fuld dækning via indskydergarantien, skal være opmærksomme på en ændring i kursgevinstloven, hvorefter bankkunder kan opnå skattefradrag for det eventuelle tab, der ikke er omfattet af indskydergarantien.

Dog kan der alene opnås fradrag for tab på midler indsat efter den 27. januar 2010. Kunder, der løbende har indbetalt på deres bankkonti, vil derfor skulle foretage en nøje gennemgang af deres kontoudtog for at finde ud af, om hele eller dele af tabet kan fratrækkes på selvangivelsen. Tabet, der skal overstige en bagatelgrænse på 2.000 kr., kan først endeligt konstateres og fradrages skattemæssigt, når der foreligger en erklæring fra en kurator om størrelsen af den endelige dividende til de simple kreditorer, hvortil indlånskunderne hører.

Også for de aktionærer, der har mistet penge ved bankkrak, er der lidt lys i mørket. Aktionærerne har nemlig mulighed for at modregne tabet i aktiegevinster fra andre børsnoterede selskaber.

Tabet kan imidlertid først opgøres og fradrages, når der er sket en endelig opløsning af den krakkede bank, hvilket erfaringsmæssigt kan tage flere år.

Alternativ kan aktierne sælges for et symbolsk beløb, således at tabet kan udnyttes med det samme. Denne fremgangsmåde betragtes som et reelt salg og er anerkendt af SKAT.