Ny arvelov - praktiske anvendelsesmuligheder

Hvornår er det relevant at begrænse børnenes arv mest muligt? Hvorfor bør man overveje at begunstige den længstlevende ægtefælle mest muligt - og hvad nu hvis længstlevende gifter sig igen?

En af de væsentligste nyskabelser i den nye arvelov er den væsentligt øgede testationskompetence, dvs. retten til frit at testere over sin efterladte formue, og herunder ikke mindst den nye mulighed for i et testamente at begrænse tvangsarven til børn ikke kun ned til en fjerdedel af deres arvelod, men yderligere til et maksimalt beløb på 1 mio. kr. (hvilket beløb reguleres årligt og i 2011 udgør 1.100.000 kr.) til hvert barn.

Nedenfor er anført en række af de overvejelser, som de nye muligheder kan og bør give anledning til.

Hvornår er det relevant at begrænse børnenes arv mest muligt?
Det er naturligvis relevant at begrænse arven til et, flere eller alle børn, hvis man ønsker, at andre end dette/disse børn skal have den størst mulige del af den efterladte formue.

Selvom børnene samlet set skal arve en større andel af boet end deres tvangsarv, kan det alligevel være relevant at begrænse den del af børnenes arv, som er tvangsarven, til det mindst mulige. Det gælder bl.a., hvis man ønsker at fastsætte særlige vilkår for arven, f.eks. båndlæggelse af arven for længere tid end til det fyldte 25. år eller båndlæggelse tillige af renterne af arven, eller hvis arven skal indsættes i en successionsrækkefølge, jfr. mere herom nedenfor. De fleste af sådanne særlige vilkår kan dog alene fastsættes for friarven, hvorfor tvangsarven bør begrænses mest muligt.

Hvorfor bør man overveje at begunstige den længstlevende ægtefælle mest muligt - og hvad nu hvis længstlevende gifter sig igen?
Ved i et testamente at begunstige den længstlevende ægtefælle mest muligt kan man opnå, at ægtefællen modtager i alt 15/16 af den samlede formue, hvis parterne har fælleseje, og med tillæg af en eventuel difference mellem børnenes samlede tvangsarvelod på 1/16 og 1,1 mio. kr. pr. barn, hvis formuens størrelse gør dette aktuelt.

En sådan "mest mulig-begunstigelse" af ægtefællen kan - udover forsørgelse og ønske om fordeling mellem længstlevende ægtefælle og børnene - være begrundet i et ønske om at sikre

• betaling af mindst mulig boafgift ved førstafdødes død (ægtefællen betaler nemlig ingen boafgift, hvorimod børn betaler 15 % i boafgift udover boets bundfradrag), og/eller
• mulighed for skattemæssig succession, dvs. fortsat skatteudskydelse, da den længstlevende ægtefælle - i modsætning til børnene - kan overtage (succedere i) også den latente skat, der hviler på såkaldt passiv formue (herunder børsnoterede værdipapirer, udlejningsejendomme og aktier eller anparter i holdingselskaber, der er ejer af sådan passiv formue), og som ellers vil forfalde til betaling som følge af de salg eller arveudlodninger, der vil skulle ske fra dødsboet i forbindelse med dødsfaldet.

En "mest mulig-begunstigelse" af den længstlevende ægtefælle kombineres typisk med en bestemmelse i testamentet om, at arven herefter ved længstlevendes død skal tilfalde børnene.

Den længstlevende ægtefælle vil imidlertid løbende kunne give børnene en økonomisk håndsrækning ved at give gaver inden for de gældende afgiftsfrie bundgrænser. Er der behov for at hjælpe børnene i videre udstrækning, kan længstlevende enten yde rente- og afdragsfrie lån, hvilket ikke har skatte- eller afgiftsmæssige konsekvenser, eller længstlevende kan vælge at yde gaver eller arveforskud udover de årlige afgiftsfrie bundgrænser, hvilket dog i så fald udløser pligt til at betale gaveafgift på 15 %.

En "mest mulig-begunstigelse" af den længstlevende ægtefælle afføder typisk spørgsmålet om, hvordan det så i praksis sikres, at midlerne faktisk kommer til at gå til børnene ved den længstlevende ægtefælles død.

Hvad sker der f.eks., hvis længstlevende senere fortryder bestemmelsen om, at hele formuen ved længstlevendes død skal gå til børnene, og længstlevende i stedet ønsker helt eller delvist at begunstige andre end børnene?

For at imødegå dette kan man overveje at gøre testationen til fordel for børnene ved længstlevendes død uigenkaldelig. I så fald kan længstlevende ikke efter førstafdødes død ændre indholdet i testamentet. Det bør dog overvejes, om længstlevende ikke i et eller andet omfang skal være berettiget til at testere om "inden for familien", dvs. ændre på delingsforholdet mellem børnene, give en del af børnenes arv til børnebørn mm., og om det, som længstlevende skal forhindres i at kunne gøre, derfor ikke alene er at testere til fordel for andre end børn, børnebørn og oldebørn (eller med andre ord at testere "ud af familien").

Fastsættes der sådanne begrænsninger i længstlevendes ret til efter førstafdødes død at ændre i testamentet, indeholder den nye arvelov i så fald tillige en værnsregel mod, at længstlevende ved at foretage faktiske dispositioner i levende live de facto kan omgå testamentet og derved gøre testamentets bestemmelser illusoriske.

Hvad sker der, hvis længstlevende indgår nyt ægteskab?
Situationen kompliceres unægteligt, hvis længstlevende indgår nyt ægteskab.

Opretter længstlevende i sit nye ægteskab ægtepagt om fuldstændigt særeje, og giver den nye ægtefælle tillige afkald på at modtage arv efter længstlevende, vil hele arven efter længstlevende gå til børnene. Imidlertid er det ikke muligt at pålægge længstlevende en juridisk bindende forpligtigelse til at agere på denne måde.

Indgår længstlevende efter førstafdødes død et nyt ægteskab - uden at oprette en ægtepagt om fuldstændigt særeje med den nye ægtefælle - vil den nye ægtefælle ved længstlevendes død dels 1) forlods modtage halvdelen af parrets samlede formue (som sin egen del af parrets fælles formue - såkaldt boslod) og 2) i tillæg hertil tage arv af den anden halvdel af parrets fælles formue, som udgør længstlevendes dødsbo.

For at minimere en eventuel ægtefælles krav på forlods at modtage halvdelen af den fælles formue (boslodskravet) er det muligt i testamentet at foreskrive, at længstlevendes arv efter førstafdøde skal være længstlevendes fuldstændige særeje. I så fald vil 7/16 ud af de i alt 15/16, som længstlevende i henhold til "mest muligt-begunstigelsen" modtog ved førstafdødes død, gyldigt være fuldstændigt særeje for længstlevende også i det nye ægteskab. Den nye ægtefælle vil derfor ikke forlods modtage halvdelen som boslod af disse 7/16.

Den nye ægtefælle er imidlertid fortsat arving efter længstlevende. Indgår længstlevende nyt ægteskab, uden at børnene sikres ved, at den nye ægtefælle meddeler afkald på arv efter længstlevende, har den nye ægtefælle således arveret, herunder tvangsarveret, efter længstlevende. Ønsker man at begrænse længstlevendes eventuelle nye ægtefælles arveret, er det muligt i testamentet - uigenkaldeligt for længstlevende - at foreskrive, at arven efter længstlevende til længstlevendes eventuelle nye ægtefælle skal begrænses til tvangsarven, som udgør 1/8 af boet i konkurrence med børnene.

Selvom længstlevende og den nye ægtefælle frivilligt måtte aftale, at der skal være fuldstændigt særeje i det nye ægteskab, og uanset at arven til længstlevendes nye ægtefælle måtte være begrænset til tvangsarven, arver den nye ægtefælle derfor alligevel som tvangsarv 1/8 af længstlevendes formue. 

Hvis man vil sikre, at længstlevendes eventuelle nye ægtefælle overhovedet ikke opnår nogen andel af den arvede formue, kan der, for så vidt angår den friarv, som længstlevende arvede efter førstafdøde, dvs. for så vidt angår 6/16 ud af de samlede 15/16, etableres en successionsrækkefølge, hvori ægtefællen indsættes på første plads og børnene på anden plads. Der kan indsættes yderligere indtil én ufødt generation, f.eks. ufødte børnebørn, på efterstående pladser. Herved sikres, at børnene ikke skal dele de midler, som den længstlevende arvede som friarv, med en ny ægtefælle.

Arveloven fastslår blot, at der kan fastsættes successionsrækkefølger, men arveloven indeholder derimod ingen udfyldende regler i øvrigt om de nærmere vilkår for og indholdet af sådanne successionsrækkefølger. Der bør derfor udvises meget stor omhu med udformningen af bestemmelser om successionsrækkefølger i et testamente.

Årsopgørelse fra pensionsselskabet

Årsoversigterne fra pensionsselskaberne er nu kommet. Benyt lejligheden til at checke, hvem der vil få dine pensioner og din livsforsikring udbetalt ved din død - og undgå overraskelser! læs mere om hvorfor nedenfor.

Begunstigelser i pensionsordninger og livsforsikringer

På trods af, at danskernes pensionsformuer fortsat vokser støt, viser undersøgelser, at de færreste danskere har særligt godt indblik i de nærmere vilkår i deres pensionsordninger, herunder det vigtige spørgsmål om, hvem der egentlig vil modtage dødsfaldsdækningen på en pensionsordning eller en livsforsikring. En lovændring pr. den 1. januar 2008 og tilhørende ikrafttrædelsesbestemmelser giver ellers al mulig grund for den enkelte til at få klarhed over dette vigtige spørgsmål. 

Ved død udbetales rate- og kapitalpensioner og livsforsikringer uden om dødsboet direkte og ubeskåret til den eller de personer, der er indsat som begunstiget i pensionsordningen.

Langt de fleste kapital- og ratepensioner og livsforsikringer vil være oprettet med såkaldt "nærmeste pårørende" som begunstiget, medmindre der konkret er truffet anden aftale.
Før den 1. januar 2008 var nærmeste pårørende - i prioriteret rækkefølge - 1) ægtefællen, 2) børn (eller børnebørn mm.) og 3) arvinger i henhold til enten arveloven eller et oprettet testamente (den såkaldte gamle "nærmeste pårørende-klausul").

Ny "nærmeste pårørende"-klausul
I ordninger, der er oprettet efter den 1. januar 2008 er ægtefællen fortsat den først berettigede nærmeste pårørende. Men som en meget afgørende ændring er en "kvalificeret" samlever (som enten venter, har eller har haft børn med ejeren af ordningen eller som har levet sammen med ejeren i et ægteskabslignende forhold på samme bopæl i mindst 2 år) nu indsat i rækkefølgen forud for børnene - den såkaldte nye "nærmeste pårørende"-klausul.

Umiddelbart skulle man tro, at disse regler var lette for selskaberne at administrere og for kunderne at indrette sig efter, idet man blot skal have styr på, om begunstigelsen er indsat før eller efter den 1. januar 2008. Men sådan er det desværre ikke.

Flytter man f.eks. en pensionsordning, som er oprettet, og hvor begunstigelsen derfor er indsat før den 1. januar 2008, til et andet pensionsselskab, vil der være tale om en ny ordning med tilhørende ny begunstigelse; og dermed vil selve flytningen af pensionsordningen - måske utilsigtet og upåagtet - medføre, at en samlever bliver berettiget til pensionsordningen forud for børn.

I praksis er det ikke endeligt afklaret, om øvrige ændringer i de aftalte vilkår (f.eks. forhøjelse af indbetalingerne eller mere praktiske ændringer af konto nr. eller lign.), som foretages efter den 1. januar 2008 i en pensionsordning, der er etableret før den 1. januar 2008, vil medføre, at en ny ordning anses for oprettet, og om den såkaldte "nye nærmeste pårørende" dermed anses for indsat i forbindelse hermed.

På den baggrund må det absolut tilrådes, at man tager stilling til, om man ønsker den gamle eller den nye "nærmeste pårørende"-klausul, og at man herefter udtrykkeligt meddeler dette til pensions- eller livsforsikringsselskabet.

Pensionskasse havde ikke informeret medlemmer
En nyere dom fra Københavns Byret anskueliggør yderligere, at der er grund til at være på vagt. 

I sagen havde en pensionskasse i forbindelse med lovændringerne pr. den 1. januar 2008 foretaget en generel ændring af klausulen "nærmeste pårørende" i samtlige medlemmers overenskomstbaserede pensions- og forsikringsordninger, uanset om disse var oprettet før den 1. januar 2008, fra den "gamle" til den "nye nærmeste pårørende" uden at indhente samtykke hertil fra de enkelte medlemmer af pensionskassen. Pensionskassen mente sig på grundlag af en bemyndigelse i forsikringsbetingelserne berettiget til at ændre "nærmeste pårørende"-klausulen uden udtrykkeligt samtykke hertil fra de enkelte medlemmer, og pensionskassen orienterede derfor blot medlemmerne om de nye regler for nærmeste pårørende. Denne orientering blev ikke givet medlemmerne i et særskilt brev, men blot ved medtagelse af oplysning herom i den standardiserede årlige pensionsoversigt, der blev udsendt i marts måned 2008.

Et medlem i pensionskassen afgik herefter ved døden, og pensionskassen indtog det standpunkt, at dødsfaldsdækningen i overensstemmelse med den "nye nærmeste pårørende"-klausul skulle udbetales til det afdøde medlems samlever, hvilket det afdøde medlems barn anfægtede.

Ved dommen blev det fastslået, at pensionskassen i henhold til de gældende forsikringsbetingelser var berettiget til helt generelt - og dermed uden at indhente en udtrykkelig stillingtagen fra hvert enkelt medlem - med bindende virkning for alle de enkelte medlemmer at ændre klausulen "nærmeste pårørende" fra den gamle til den nye klausul. Retten fandt imidlertid efter en konkret vurdering, at pensionskassen ikke havde givet tilstrækkelig klar og tydelig orientering til medlemmerne om ændringen. Derfor fandt den gamle "nærmeste pårørende"-klausul fortsat anvendelse i den konkrete sag, og dødsfaldsdækningen skulle derfor udbetales til barnet og ikke samleveren.

Dommen, der efter det oplyste er anket af samleveren, illustrerer behovet for, at hver enkelt tager egentlig stilling til, hvilken begunstigelse der ønskes i pensionsordninger og livsforsikringer, og at man ved henvendelse til selskabet herefter sikrer sig, at den konkrete begunstigelse enten allerede er eller bliver bragt i overensstemmelse hermed.

Ønsker man en anden begunstigelse end den aktuelt gældende i sine pensioner eller livsforsikringer, kan bestemmelse herom ikke gyldigt optages i et testamente, men kun ved at der gives meddelelse herom til pensions- eller livsforsikringsselskabet.

Forældrekøb og 15 procents-reglen

Ved overdragelse af fast ejendom inden for den nærmeste familie kan overdragelsessummen fastsættes til den seneste offentlige ejendomsvurdering med tillæg eller fradrag på 15 %. (15 procents-reglen), uden at SKAT gør indsigelse mod overdragelsen. Denne regel gælder dog ikke uden videre, når forældrene vil sælge en lejlighed, som barnet bor til leje i (såkaldt forældrekøb), til barnet.

Af en vurderingsmeddelelse fremgår det, om ejerlejligheden er vurderet som udlejet, eller om den er vurderet som fri (ikke-udlejet). Så længe ejerlejligheden på salgstidspunktet er vurderet som udlejet, finder 15 procents-reglen ikke anvendelse. Udlejede ejerlejligheder vurderes nemlig væsentlig lavere end frie ejerlejligheder, idet den offentlige ejendomsvurdering for en udlejet ejerlejlighed almindeligvis ansættes til 50 % af, hvad den offentlige ejendomsvurdering ville være ansat til, hvis ejerlejligheden havde været fri.

I det følgende omtales en række afgørelser, hvor retspraksis har taget stilling til, hvordan overdragelsessummen skal fastsættes ved overdragelse inden for den nærmeste familie.

Overdragelse fra forældre til barn
I en konkret sag fra Landsskatteretten ønskede et forældrepar at overdrage en ejerlejlighed til deres datter, der boede til leje i lejligheden. Landsskatteretten fandt, at ejerlejligheden ved et sådant salg reelt blev en fri ejerlejlighed, fordi det var lejeren - datteren - som erhvervede ejerlejligheden til egen fortsat beboelse. Overdragelsessummen skulle herefter fastsættes til ejerlejlighedens reelle værdi i handel og vandel og ikke på grundlag af hverken den seneste offentlige ejendomsvurdering eller 15 procents-reglen – ej heller selvom overdragelsen skete til ejerens datter.

Overdragelse fra selskab til ene-anpartshaver
I en anden afgørelse fra Landsskatteretten solgte et selskab en ejerlejlighed til ene-anpartshaveren. Lejligheden var udlejet til ene-anpartshaverens børn og vurderet som udlejet. Landskatteretten fandt, at overdragelsessummen kunne fastsættes til den seneste offentlige ejendomsvurdering, og overdragelsessummen blev dermed fastsat til 50 % af, hvad den offentlige ejendomsvurdering ville være ansat til, hvis ejerlejligheden havde været fri. Landsskatteretten fandt således ikke, at familieforholdet mellem den nye ejer og lejeren i sig selv kunne bevirke, at ejerlejligheden skulle betragtes som en fri ejerlejlighed ved overdragelsen. Det bemærkes, at sagen er indbragt for domstolene, og at praksis derfor ikke er endelig afklaret.

Overdragelse fra selskab til hovedanpartshaverens søn
I en dom fra 2005 fandt Højesteret, at et selskabs salg af en ejerlejlighed til hovedanpartshaverens søn dels skulle betragtes som et salg mellem uafhængige parter, og at der ikke ved overdragelsessummens fastsættelse skulle tages hensyn til, at sønnen indtil overdragelsen havde været lejer af ejerlejligheden. Ejerlejligheden blev herefter betragtet som værende fri, og overdragelsessummen blev fastsat til den reelle handelsværdi mellem to uafhængige parter.

Når en ejerlejlighed overdrages fra forældre til børn, vil den seneste offentlige ejendomsvurdering således alene kunne lægges til grund for prisfastsættelsen, hvis ejerlejligheden er vurderet som fri. Hvis overdragelsessummen skal fastsættes til en pris på indtil 15 % under den offentlige ejendomsvurdering, uden at SKAT anfægter salgsprisen, er det derfor vigtigt, at lejligheden er vurderet som en fri lejlighed på salgstidspunktet. Rent praktisk kan lejligheden vurderes som fri, hvis lejemålet er opsagt, og der herefter indhentes en ekstraordinær ejendomsvurdering hos SKAT.

Ændringer af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Schweiz og Danmark

Danmark og Schweiz har indgået en aftale (protokol) om ændring af den eksisterende dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de to lande. Ændringerne, der har betydning for f.eks. danskere, der har bopæl i Schweiz, eller som påtænker at bosætte sig i Schweiz, har virkning fra den 22. november 2010.

Ændringerne i dobbeltbeskatningsaftalen angår primært beskatningsretten til udbytter, royalties og pensioner og indeholder herudover regler om øget udveksling af oplysninger.

Udbytte
En meget væsentlig ændring er, at der indføres en kildestatsbeskatning efter princippet i OECD's modeloverenskomst.

Hidtil har det som udgangspunkt alene været den pågældende persons eller det pågældende selskabs bopælsstat, der har kunnet beskatte udbytte. For personer bosiddende i Schweiz har Danmark således ikke kunnet beskatte udbytte udbetalt fra et dansk selskab til sådanne personer.

Dette ændres nu, idet kildestaten fremadrettet kan beskatte udbytte med op til 15 %. Kildestaten kan dog ikke beskatte udbytte, i det omfang modtageren af udbyttet er et i den anden stat hjemmehørende selskab, der direkte ejer mindst 10 % af kapitalen i det selskab, der udbetaler udbyttet.

Ændringen gælder for udbytte, der forfalder på eller efter den 1. januar 2011.

Royalties
Det vil fortsat være bopælsstaten, der udelukkede kan beskatte royalties, men der indføjes et krav om, at det er den retmæssige ejers bopælsstat, der har beskatningsretten (beneficial owner). 

Det nærmere indhold af begrebet beneficial owner er ikke ganske klart. Modtager f.eks. en person bosat i Schweiz royaltybetalinger fra Danmark, medfører betingelsen om, at denne person tillige skal være beneficial owner i grove træk, at denne person ligeledes skal kunne siges at være den rette indkomstmodtager af royaltybetalingen for, at bestemmelsen finder anvendelse.

Ændringerne er gældende fra den 22. november 2010.

Pensioner
Hidtil har den danske stat ikke kunne beskatte pensioner udbetalt fra danske pensionsselskaber til danskere bosiddende i Schweiz. Danmark har haft held til at få dette forhold ændret og dermed held til at opnå retten til at beskatte pensioner i visse tilfælde. 

Den danske stat har dog kun ret til at beskatte pensionsudbetalinger fra danske pensionskasser, hvis indbetalingerne til pensionsordningen har været fradraget i den berettigedes skattepligtige indkomst i Danmark, eller hvis pensionsbidraget er trukket via lønnen af en arbejdsgiver, og det herefter kun er lønnen efter fradrag af pensionsbidraget, som er blevet beskattet i Danmark. 

Den nye regel gælder for pensioner, der forfalder på eller efter den 1. januar 2011.
For personer, der er flyttet til Schweiz før den 21. august 2009, og hvor udbetalinger fra pensioner var påbegyndt inden 21. august 2009 (begge betingelser skal være opfyldt), gælder de tidligere regler dog uændret, dvs. at Danmark ikke har beskatningsretten.

Udveksling af oplysninger
Der er aftalt nye og omfattende regler om udveksling af informationer.

Der kan dog kun udveksles oplysninger efter de nye regler om udveksling af informationer for indkomstår, der starter den 1. januar 2011 og efterfølgende.

Reglerne betyder f.eks., at Danmark får øget mulighed for at forfølge skatteunddragelse. 

Lad SKAT gøre arbejdet!

Nyt TastSelv-system gør det lettere at være aktieejer.

SKAT har netop lanceret et nyt TastSelv-system, der gør det muligt for borgerne at registre oplysninger om aktiers og investeringsbevisers anskaffelsestid og -pris elektronisk, hvorefter tab og gevinster vil blive beregnet automatisk år efter år. Herved undgår man de ofte komplicerede beregninger ved den årlige indberetning af salg af aktier og investeringsbeviser.

Systemet gør det muligt at registrere anskaffelsessummer mv. på aktier købt før 2010. SKAT får fra 2010 automatisk indberetning om borgernes aktiebeholdninger, og registrering af anskaffelsessum mv. gælder derfor kun aktier, der er købt før 2010.

SKAT modtager som udgangspunkt ikke indberetning fra udenlandske fondshandlere. Er aktier erhvervet gennem en udenlandsk fondshandler eller registreret i et udenlandsk depot, skal man fortsat selv indberette en eventuel oppebåret aktieavance til SKAT.

Det anerkendte internationale ratingbureau ”PLC Which Lawyer?” bedømmer hvert år, hvilke advokatkontorer, der er førende på Private Client-området. Kromann Reumerts Private Client-gruppe vurderes i 2011 som highly recommended inden for sit felt på det danske advokatmarked. Se nærmere her.