Spørgsmål:
Vi vil gerne nedbringe vores formue, således at det bliver muligt for os at opnå boligsikring/boligstøtte, Da vi tænker på at sælge huset og flytte i lejebolig.
Kan vi sælge huset til børnene for ejendomsværdien? Kan vi give vores børn de tilladte beløb? Kan man også give noget til sine børnebørn? Ovennævnte kunne måske give os en noget mindre formue, og måske derved blive berettiget til boligsikring.
Svar:
Der er ikke noget i vejen for, at I sælger ejendommen til jeres børn til den offentlige ejendomsvurdering. Når en ejendom indgår som led i en familieoverdragelse anerkender SKAT, at prisen kan fastsættes i intervallet mellem 15 % over eller under den seneste offentlige ejendomsvurdering. Dette forudsætter dog, at handelsværdien ikke kendes og med andre ord, at der ikke er indhentet en egentlig vurdering på ejendommen.
Hvis den seneste ejendomsvurdering minus 15 % er højere end den forventede markedspris, kan der indhentes en særskilt mæglervurdering, hvorefter ejendommen kan overdrages på grundlag af denne vurdering. Dog skal I være opmærksomme på, at SKAT i denne situation principielt har mulighed for at begære en sagkyndig vurdering af ejendommen.
I forbindelse med overdragelsen har I mulighed for at give jeres børn en afgiftsfri gave. I 2010 kan I afgiftsfrit give jeres børn kr. 58.700 og afgiftsfriheden forudsætter, at I ikke allerede i indeværende kalenderår har givet jeres børn afgiftsfri gaver. Det samme beløb kan gives til jeres børnebørn, mens I hver især til eventuelle svigerbørn kan give kr. 20.500 årligt. Beløbet kan gives af jer begge, således at jeres børn i alt modtager kr. 117.400.
Det er et krav, at gaven reelt ydes fra hver af ægtefællerne. Det kan derfor være nødvendigt at lave en overførelse fra den ene ægtefælle til den anden, inden beløbet udbetales til børnene. Der skal ikke betales afgift af denne overførelse, men det vil typisk være nødvendigt med tinglysning af en ægtepagt, hvis overdragelsen skal være gyldig såvel mellem ægtefællerne som i forhold til eventuelle kreditorer.
Hvis der i forbindelse med ejendommens overdragelse ydes en gave eller et arveforskud, der overstiger ovennævnte grænser, skal der betales gaveafgift med 15 % af beløb udover det det afgiftsfrie beløb.