Landevejstransport
- herunder CMR-transporter
Hvis du skal kende din retsstilling som landevejstransportør eller som transportkøber, eller hvis man som forsikringsselskab er eksponeret i kraft af at have afdækket de pågældende parters risici, er det væsentligt at blive rådgivet af eksperter med indgående kendskab til reglerne og retspraksis.
For indenlandske transporter i Danmark er der således ikke lovgivet, og retsstillingen for transportaftalens parter i tilfælde af beskadigelse, bortkomst eller forsinkelse af gods under landevejstransport reguleres derfor af eventuelt vedtagne standardvilkår som NSAB 2000 samt almindelige obligations- og erstatningsretlige principper, som er afspejlet i retspraksis.
Internationale landevejstransporter er reguleret af CMR-loven, der er en konventionsbaseret lov. Konventionen er gennemført i en lang række lande, hvis domstole imidlertid har fortolket en række af de vigtigste bestemmelser i konventionen forskelligt, herunder særligt i relation til muligheden for at gennembryde den ansvarsbegrænsning, transportøren som udgangspunkt kan påberåbe sig.
Da der ofte i forbindelse med en ladningsskade eller bortkomst er mulighed for at anlægge sag i flere forskellige jurisdiktioner er det væsentligt for både transportør og ladningsejer (respektive parternes forsikringsselskaber) at blive rådgivet om disse forskelle og muligheder for at opnå den bedste retsstilling.
nationale og internationale landevejstransporter
Kromann Reumerts afdeling for sø- og transportret har omfattende erfaring med at behandle enhver type af sager om nationale og internationale landevejstransporter på opdrag fra danske og udenlandske transportører, disses forsikringsselskaber samt for danske og udenlandske importører og eksportører og for ladningsassurandører. Via vores internationale netværk kan vi trække på samme ekspertise i udlandet.
Vi bistår med at løse samtlige typer opgaver med relation til landevejstransporter, bl.a:
- udarbejdelse og forhandling af rammetransportaftaler mellem transportører og transportkøbere
- rådgivning om diverse ansvars- og forsikringsretlige spørgsmål, herunder i forbindelse med anvendelse og fortolkning af branchens standardvilkår (såvel danske som udenlandske)
- førelse af voldgifts- og retssager i Danmark og i udlandet via lokale advokatforbindelser i forbindelse med skadesager - det være sig på transportørsiden eller på ladningssiden.