Nyhed

EU-Kommisionen forbyder Booking.coms erhvervelse af eTraveli

EU-Kommissionen har, baseret på EU's fusionskontrolregler, truffet en opsigtsvækkende afgørelse om at forbyde Booking Holdings' (''Booking'') erhvervelse af Flugo Group Holdings AB, også kendt som "eTraveli". Kommissionen fandt, at transaktionen ville styrke Bookings allerede betydelige markedsposition på markedet for online booking og formidling af hoteller og forbød transaktionen, selvom Booking og eTraveli ikke engang er konkurrenter.

Fly - stop - booking - mand - arme - kryds.jpg

Sagens baggrund 

Booking havde i november 2021 indgået aftale om overtagelse af eTraveli. Begge virksomheder går under betegnelsen OTA-tjenester, hvilket er virksomheder, der yder en formidlingstjeneste, der matcher efterspørgsel og udbud af rejsetjenester, herunder eksempelvis overnatning, flyrejser og billudlejning. 

Mens Booking er den førende virksomhed inden for online formidling af hoteller (hotel-OTA) og har en markedsandel på over 60% i EØS, er eTraveli derimod en af de største udbydere af online formidling af fly-tjenester (fly-OTA) i Europa. Booking og eTraveli var altså formidlere af forskellige ydelser, og Kommissionen konkluderede da også, at de to virksomheder ikke var konkurrenter. 

Transaktionen blev anmeldt til EU-Kommissionen den 10. oktober 2022.  

Baggrunden for Kommissionens beslutning 

EU-Kommissionen foretog omfattende undersøgelser og fandt, at transaktionen ville have styrket Bookings allerede dominerende position på markedet for online formidling af hoteltjenester i EØS, hvilket potentielt kunne have negative konsekvenser på konkurrenceforholdende på det europæiske marked for online formidling af hoteltjenester. Mere specifikt identificerede Kommissionen, at transaktionen ville have medført, at: 

  • Booking kunne skabe en ny salgskanal, der kunne anvendes til at tiltrække et betydeligt antal ekstra kunder og samtidig bruges til at nå de rejsende tidligere i deres rejseplanlægningsproces.  

  • Booking kunne udvide sin rækkevide for salg, fordi flyrejser har den højeste chance for at føre til krydssalg af overnatninger.  

  • Ved at indtræde på fly-OTA markedet kunne Booking drive mere trafik og salg til deres eksisterende hotel-OTA platform, hvilket kunne hæmme konkurrenter i at udvikle en kundebase inden for hotel-OTA.   

  • Bookings forhandlingsposition over for hoteller ville blive øget markant på grund af Bookings styrkede markedsposition.  

For at imødekomme EU-Kommissionens bekymringer tilbød Booking at afgive tilsagn om at oprette en tredjepartsplatform, der ville henvise til hoteltilbud for både Booking og konkurrenter, når man har bestilt sine flybilletter gennem eTraveli. EU-Kommissionen vurderede dog, at tilsagnet var utilstrækkeligt til at afbøde de konkurrenceretlige betænkeligheder som nævnt ovenfor. Især fordi Bookings egen metasøgetjeneste ville drive platformen, og fordi sammenligningen med konkurrerende hotel-OTA'ers tilbud ville ske ved ''check-out''-siden og ikke ved e-mails eller notifikationer.  

EU-kommissionens afvisning af de tilbudte tilsagn udspringer sandsynligvis af en frygt for, at Booking ville få en gatekeeper-lignende status, da Booking har kontrol over platformen Booking.com, som i dag genererer en masse trafik, og det forventes, at den trafik ville stige som følge af transaktionen. Dertil kommer, at Booking vil opnå stor indsigt i konkurrerende virksomheders data, såfremt disse også skulle kunne anvende Bookings platform til deres salg. Det er netop den slags hensyn, som forsøges at blive varetaget med indførelsen af reglerne om udpegelse af digitale gatekeepere efter forordningen om digitale markeder (''Digital Markets Act''), som netop skal hindre, at en enkelt aktør kontrollerer en vigtig platform, hvor konkurrerende virksomheder dels stilles ringere i konkurrencen, og hvor gatekeeperen dels kan anvende disse konkurrerende virksomheders data. Vi har tidligere udgivet en nyhed herom, som du kan tilgå nederst på siden.

For god ordens skyld bemærkes, at Booking, i et lidt utraditionelt træk, har valgt at appellere Kommissionens beslutning. 

Vores bemærkninger: En overraskende sag 

Sagen er opsigtsvækkende, da Kommissionen forbyder en fusion mellem to virksomheder, som ikke er konkurrenter. Kommissionen skaber herved skelsættende og endnu uset præcedens, hvor forbuddet mod fusionen udelukkende udspringer af afledte effekter fra et marked til et andet, altså grundet såkaldte konglomerateffekter. Som nævnt vurderede Kommissionen, at Bookings position på fly-OTA markedet, som resultatet af transaktionen, vil øge Bookings allerede dominerende position på hotel-OTA markedet.  

Sagen afspejler meget godt tendenserne i markedet lige nu, hvor de tidligere spilleregler synes at være sat ud af kraft. Konkurrencemyndighederne ser på flere og flere transaktioner, der ikke opfylder de formelle tærskelværdier for at skulle anmeldes (herunder eksempelvis ved brug af artikel 22), de laver flere og mere komplicerede økonomiske analyser af transaktioners virkninger, og generelt er det blevet mere vanskeligt for parterne til en transaktion at forudsige, hvorvidt en transaktion bliver godkendt eller ej. Denne uforudsigelighed er særligt tydelig i netop denne sag, for både Storbritanniens konkurrencemyndighed (UK Competition & Markets Authority) og USA's konkurrencemyndighed (US Federal Trade Commission) havde uforbeholdent godkendt transaktionen.  

Læs EU-Kommissionens pressemeddelelse om afgørelsen.

Onlinesalg - mennesker på tastatur
Nyhed

Det er blevet en realitet, at EU-Kommissionen har fået kompetence til at udpege tech-giganter til gatekeepers og derved...

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Carina Czerwinski Dall
Director, advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 12 18
Mob. +45 61 20 35 46
Renas Firat Demir
Assistant Associate, Advokatfuldmægtig (København)
Dir. +45 38 77 20 58
Mob. +45 24 21 65 16