Nyhed

Kommende revidering af EU-reguleringen af betalingstjenester

EU foreslår ny regulering på området for betalingstjenester. Den nye regelpakke har til hensigt at modernisere og harmonisere reguleringen af betalinger. Her kan du læse om ændringerne i hovedtræk.

Eu-Europa-patent-hammer-euro-sedler-penge-1920x1080

Baggrund

Som led i en omfattende undersøgelse af den praktiske anvendelse af det nugældende betalingstjenestedirektiv (PSD2) konkluderede Kommissionen, at reguleringen skulle opdateres.

Forslaget indebærer, at de juridiske rammer fremover skal reguleres i et revideret betalingstjenestedirektiv (PSD3) og i en ny betalingstjenesteforordning (PSR). Formålet med at samle dele af reguleringen i en forordning er at sikre en harmoniseret regulering på tværs af medlemsstaterne. Erfaringsmæssigt vil der dog stadig være forskelle på de fortolkninger og den håndhævelse af reglerne, som anlægges af tilsynsmyndighederne i hver af medlemsstaterne.

Desuden inkorporeres reguleringen af e-pengeinstitutter i den nye regelpakke, så e-pengedirektivet (EMD2) ophæves. I Danmark reguleres betalingstjenester og e-pengeinstitutter i forvejen i samme regelsæt i form af betalingsloven.

Regelpakkens indhold i hovedtræk

Reguleringen er inddelt sådan, at direktivet regulerer spørgsmål om tilladelse og tilsyn, mens forordningen regulerer forpligtelser for betalings- og e-pengeinstitutter, stærk kundeautentifikation (SCA), forbrugerbeskyttelse, tredjepartstjenester, mv. 

Størstedelen af reglerne i PSD3 og PSR repræsenterer en videreførelse af eksisterende regulering, der dog på en række punkter videreudvikles.

En samlet ordning for udbydere af e-penge og betalingstjenester

Det er Kommissionens vurdering, at der på tværs af nationale tilsynsmyndigheder har været en forskelligartet fortolkning og afgrænsning af e-penge og betalingstjenester. For at skabe klarere rammer vil det for fremtiden alene være betalingsinstitutter, der kan opnå tilladelse til at udbyde e-penge og e-pengetjenester. E-pengeinstitutter vil derfor ophøre med at eksistere som et selvstændigt begreb og i stedet blive betragtet som en underkategori til betalingsinstitutter.

Med henblik på at skabe ensartethed i processen for ansøgning om tilladelse til at drive betalingsinstitut, er det foreslået, at European Banking Authority (EBA) skal udarbejde retningslinjer for ansøgningsprocesser.

Nye regler om kapital

PSD3 introducerer skærpede krav til betalingsinstitutter med henblik på at beskytte kundernes midler, idet betalingsinstitutter fremadrettet skal sikre, at den samme beskyttelsesmetode ikke anvendes for alle sikrede kundemidler, herunder bestræbe sig på ikke at have dem samlet hos ét kreditinstitut. Dét er for at reducere betalingsinstituttets (og indirekte dets kunders) modpartsrisiko i forhold til kreditinstituttet, hos hvem kundemidlerne opbevares.

For så vidt angår udbydere af kontooplysnings- og betalingsinitieringstjenester gælder der pt. et krav om tegning af en erhvervsansvarsforsikring. Eftersom en række af disse udbydere har haft vanskeligt ved at opnå forsikringsdækning, tillader de nye regler, at disse udbydere - som alternativ til forsikringskravet - kan nøjes med at opfylde et startkapitalkrav på EUR 50.000 i ansøgningsprocessen.

Sikre betalinger

For at øge sikkerheden i forbindelse med betalinger udbygges reglerne om stærk kundeautentifikation (SCA). Blandt andet pålægges betalingstjenesteudbydere at sikre, at alle kunder som minimum har adgang til én måde at foretage stærk kundeautentifikation på.

Øget adgang til kontanter

Detailbutikker, der ikke har tilladelse som betalingstjenesteudbyder, kan tilbyde kontanthævninger, når kunden samtidig foretager et køb i butikken. For at øge adgangen til kontanter tillader de nye regler, at detailbutikker - under visse betingelser - kan tilbyde kontanthævninger, selv om kunden ikke samtidig foretager et køb i butikken, forudsat at det udbetalte kontantbeløb ikke overstiger EUR 50.

Tilladelser og overgangsbestemmelser

På baggrund af de ændringer og nye krav, der er indeholdt i den nye regelpakke, vil betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter generelt være nødsaget til at opnå tilladelse på ny. Betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter vil imidlertid kunne fortsætte med den eksisterende tilladelse i to år efter PSD3's ikrafttræden. 

Gennemførelse og ikrafttræden

Hvis PSD3 og PSR vedtages i deres nuværende form, træder de i kraft 20 dage efter offentliggørelse af retsakterne i Den Europæiske Tidende. PSD3 vil skulle implementeres ved at gennemføre lovgivning i national ret, hvorimod PSR vil være direkte gældende fra ikrafttrædelsestidspunktet.

Det konkrete tidspunkt for gennemførelsen og ikrafttræden af de nye regler vil afhænge af den videre behandling af forslaget i EU. 

Næste skridt i vedtagelsen af den nye regelpakke er, at Europa-Parlamentet og Rådet skal forholde sig til forslaget og nå til enighed om en endelig tekst. Det forventes ikke, at reglerne træder i kraft lige foreløbigt - et forsigtigt estimat vil være 2026.
 

Juridiske specialer

Kontakt

Jacob Høeg Madsen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 58
Mob. +45 40 30 30 16
Anne-Marie Guldbrandsen
Senior Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 43 84
Mob. +45 51 50 14 66
Jonas Kristiansen
Assistant Associate, Advokatfuldmægtig (København)
Dir. +45 38 77 10 77
Mob. +45 61 63 54 64