Nyhed

Loven om ansattes forevisning af coronapas og testkrav gælder fra midnat

Folketinget har nu vedtaget lovforslaget om arbejdsgivers adgang til at kræve test og coronapas. Loven træder ifølge Beskæftigelsesministeriet i kraft til midnat den 25. november 2021.

Covid test pcr

Som beskrevet i vores tidligere udsendte nyhed om lovforslaget, indgik regeringen, DA og FH den 12. november 2021 en trepartsaftale om arbejdsgiveres mulighed for at pålægge medarbejdere at forevise coronapas samt kræve test af medarbejdere. Dette med henblik på hurtigt og effektivt at sikre tryghed om smittesituationen samt bremse eventuel smitte blandt ansatte. Regeringen fremsatte på den baggrund et lovforslag, som giver arbejdsgiverne adgang til at pålægge medarbejdere at forevise coronapas, og samtidig genindføres arbejdsgivernes mulighed for at pålægge medarbejdere at lade sig teste for COVID-19. 

Lovforslaget blev vedtaget den 25. november 2021, og der er alene sket mindre ændringer igennem lovgivningsprocessen.

For et overblik over lovens indhold og en beskrivelse af, hvad du som arbejdsgiver skal være opmærksom på, henvises til vores tidligere udsendte nyhed fra den 19. november 2021 om lovforslagets fremsættelse.

Lovens ikrafttræden og ophævelse

Det følger af loven, at den træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende. Beskæftigelsesministeriet har udtalt i en pressemeddelelse, at reglerne træder i kraft til midnat.  
Loven ophæves igen den 11. december 2021, dog er der indarbejdet en mulighed for, at Beskæftigelsesministeren kan forlænge lovens gyldighed helt eller delvist til og med den 31. december 2022, hvis vurderingen af COVID-19 som samfundskritisk sygdom forlænges.

Øvrige tiltag

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har den 23. november 2021 indgået en trepartsaftale, som hjælper lønmodtagere og arbejdsgivere, hvis medarbejdere må blive hjemme på grund af COVID-19. Trepartsaftalen indeholder en midlertidig suspendering af arbejdsgiverperioden i sygedagpengeloven, så arbejdsgivere får ret til refusion af sygedagpenge fra første fraværsdag for lønmodtagere, der er dokumenteret smittet med COVID-19, og som ikke kan arbejde hjemmefra. Herudover etableres der en ordning med barselspenge til forældre til hjemsendte børn som følge af COVID-19, hvor der i henhold til en række betingelser kan udbetales barselsdagpenge til medarbejdere uden ret til løn fra arbejdsgiveren i forbindelse med nødvendigt fravær uden mulighed for hjemmearbejde.

Vores rådgivning

Vi står klar med rådgivning om anvendelsen af den nye lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere forevisning af coronapas og test for COVID-19 samt den praktiske håndtering heraf. Heri indgår overvejelserne om begrundelsen og kravene til processen for indførelse af relevante pålæg i den enkelte virksomhed samt udformning af skriftlig information. 

I tillæg til de nye muligheder for at kræve fremvisning af coronapas/pålægge test, anbefaler vi, at alle virksomheder fortsat har en klar COVID-19 politik, der blandt andet anviser håndtering af symptomer, nær-kontakt mv. (og/eller henviser til sundhedsmyndighedernes anbefalinger herom). 
 

Juridiske specialer

Kontakt

Marianne Granhøj
Partner (København)
Dir. +45 38 77 46 80
Mob. +45 24 27 48 20
Maria Bekke Eiersted
Partner (København)
Dir. +45 38 77 53 22
Mob. +45 24 86 00 62
Kristian Bro
Director, advokat (København)
Dir. +45 38 77 42 47
Mob. +45 51 38 17 34