Rejsebrev fra Paris

Den 28. juni 2015 tog jeg fra København til Paris for at tilbringe sommeren på sommerskolen, Paris Summer Institute, der tilbydes af Cornell University i New York i samarbejde med Sorbonne Universitet i Paris. Det betyder, at undervisningen foregik i Sorbonnes lokaler lige ved Panthéon i latinerkvarteret i Paris, men at al undervisning foregik på engelsk med undervisere fra Cornell. Paris Summer Institute var altså en enestående mulighed for at kombinere oplevelsen af at læse på et amerikansk universitet med Sorbonnes historiske omgivelser midt i byernes by. 

PARIS SUMMER INSTITUTE

Skolen har fokus på international og komparativ ret og blev indledt med et relativt indgående og meget interessant kursus om forskellene mellem common law- og civil law-systemerne. Derudover fulgte jeg fagene Litigation in a Global Context - et kursus i komparativ international privatret - og Comparative Corporate Law, som omhandlede ledelsens forpligtelser i forbindelse med forsøg på "hostile takeovers". 

Med amerikanske undervisere fulgte selvfølgelig også den amerikansk undervisningsstil, som er meget interaktiv, og hvor underviserne ofte udvælger en tilfældig studerende til at svare på sine spørgsmål (og derefter bliver ved, indtil der er noget, vedkommende ikke kan svare på) til stor fortrydelse for de studerende, der var vant til den mere laid back "jeg er her bare, og jeg læser først, når jeg skal til eksamen"-attitude, der også hersker på de danske universiteter. Men underviserne var utrolig dygtige, både rent fagligt, men også til at gøre undervisningen medrivende, så i det lys syntes det egentlig kun fair at stille tilsvarende krav til de studerendes forberedelsesniveau. 

Rejsebrev Paris Kromann Reumert

"JEG ER LIGE FYLDT 20 - HVOR GAMMEL ER DU DA?..."

Mine medstuderende kom fra hele verden, og faktisk var overraskende få fra USA eller Europa. Særligt var der mange studerende fra Sydamerika, Tyrkiet, Egypten og Asien. Det gav en spændende sammensætning både i faglige og sociale sammenhænge.

De fleste andre studerende var i begyndelsen af 20'erne, og da mange kom fra dele af verden, hvor man i den alder langt fra er flyttet hjemmefra eller bare har lært basale huslige færdigheder, opstod der en række tragikomiske situationer i forbindelse med deres første rejse på egen hånd. Som da en fyr fra Brasilien ødelagde al service i den lejlighed, han havde lejet, fordi han lagde det ind i tromlen, og vaskede det i vaskemaskinen!

Rejsebrev Paris Kromann Reumert

MERE CHAMPAGNE TIL DEM, MADEMOISELLE?

Ud over undervisningen var der arrangeret besøg og rundvisninger på en række betydningsfulde institutioner i Paris. Vi var bl.a. på besøg både i Cour d'Etat (højesteret for offentligretlige sager), Cour de Cassation (højesteret for civil- og strafferetlige sager), parlamentet, senatet og International Chamber of Commerce. 

I den forbindelse fornemmede man tydeligt hvilken ufattelig rigdom, der har været i Paris op igennem 1700- og 1800-tallet. Der er langt fra retslokale 5 i Sø- og Handelsrettens Skifteret til det Versaille-lignende interiør, man finder i domstolene i Paris!  

Man mærkede også tydeligt, at Cornell University har gode forbindelser til magtens centrum i Paris, hvilket muliggjorde, at vi blev inviteret indenfor steder, hvor der ellers ikke normalt er adgang for offentligheden. Vi blev således budt indenfor på dele af Sorbonnes område, hvor ikke engang de franske undervisere har lov til at komme, vi holdt møder med højesteretsdommere i deres voteringsrum, og besøgte parlamentsmedlemmernes private bibliotek, hvis udformning og størrelse leder tankerne hen på biblioteket fra Disney's Skønheden og Udyret. 

Rejsebrev Paris Kromann Reumert

Som for at understrege dette blev opholdet da også lige rundet af med en afslutningsreception med champagne og hors d'oeuvres en masse i Le Cercle de l'Union Interralliée - en eksklusiv gentlemans klub fra 1. verdenskrig beliggende i et chateau på den fashionable Rue du Faubourg Saint-Honoré. Et sted der normalt på ingen måde er åben for menig mand!

PARIS - EN BY ANLAGT AF EN MAND MED EN PLAN!

Paris er en by, som tydeligvis er anlagt af en mand med store visioner - brede boulevarder og voluminøse chateau-lignende bygninger tilsat et generøst drys af pompøse monumenter, alt sammen anlagt med lige dele fast hånd og kongelig flamboyance. Samtidig byder byen på kvarterer med masser af snørklede hyggelige gader, der får en til at høre indbildte harmonikatoner og citere scener fra Midnight in Paris. 

Og selv om der var undervisning fra mandag til fredag, var der heldigvis også god tid til at nyde det alt sammen, selvom Paris jo rummer så mange besøgsværdige (spise)steder, at heller ikke 5 uger er nok. Selv boede jeg i 2. arrondissement tæt på centrum i Rue Saint-Denis, som skulle vise sig at være Paris' svar på Istedgade med masser af hyggelige restauranter og beværtninger til dækning af ethvert behov.    

Rejsebrev Paris Kromann Reumert

Et festligt højdepunkt var Bastille-dagen den 14. juli. Festlighederne startede allerede den 13. juli om aftenen, hvor alle Paris' brandstationer åbnede dørene og inviterede til dødsdruk med byens politi- og brandmandskorps samt brandmandsstrip (oh yeah!). Derefter startede selve Bastille-dagen med 4 timers militærparade på Champs-Élysées, hvor revl og krat i den franske hær havde pudset støvlerne og blev vist frem. Ud over et hav af kampfly i formationer, der udsendte røg i Tricolorens farver, bød optoget bl.a. også på et kæmpe kavaleri med heste med pels barberet i skaktern (!?), et kompagni barske fremmedlegionærer samt soldater med faldskærme i tricolorens farver, der dryssede ned fra himlen og landede på boulevarden. Paraden indeholdt også et stærkt "se lige alt det fede militærgrej, vi har"-element, og ud over en ufattelig mængde kampvogne og militære lastvogne, fremviste de også gravemaskiner, minikraner, havetraktorer og damptromler - alt sammen i militære sløringsfarver. Kom ikke her - den franske hær kan også asfaltere en krigszone! Dagen sluttede af med gratis koncert på Champ de Mars og et pompøst 40 minutter langt fyrværkeri fra Eiffeltårnet.

Ellers må jeg indrømme, at min tid i Paris i høj grad er gået med at slentre rundt i de mange meget forskelligartede kvarterer, spise mig igennem et bjerg af croissanter, foie gras og moules, besøge en masse af Paris' fantastiske museer og drikke hvidvin ved Seine-kanten i aftensolen. En helt igennem anbefalelsesværdig oplevelse!