Min første måned som fuldmægtig - 3. uge: "Jeg ringer til direktøren"

Min nye hverdag som hjemmearbejdende advokatfuldmægtig er i fuld gang, og jeg er kommet ind i nogle spændende sager! Jeg får virkelig oplevet, hvordan teori og praksis hænger sammen, når man som mig arbejder med konkurssager. Læs med og find ud af hvordan.

Teori og praksis i mit fag

Endnu en spændende uge er gået, og jeg føler så småt, at jeg begynder at vænne mig til min nye hverdag som advokatfuldmægtig. Da jeg studerede, beskæftigede jeg mig primært med den teoretiske del af juraen, mens jeg fik lov at snuse lidt til den praktiske tilgang gennem mit studiejob. Som advokatfuldmægtig i insolvens og rekonstruktion er det umiddelbart den praktiske tilgang til jura, der fylder mest i min hverdag, når jeg eksempelvis skal ringe til direktøren for et selskab, der er under tvangsopløsning og bede ham eller hende om at redegøre for selskabets forhold, eller hvis jeg skal forsøge at sælge en bil fra et konkursbo. Den teoretiske del af juraen er dog enormt vigtig at have med i baghovedet som belæg og beslutningsgrundlag for de handlinger, jeg foretager mig i mine sager.

Nye erfaringer med konkursbehandling

Min tredje uge stod blandt andet på opfølgende introundervisning i Kromann Reumerts vidensystemer, etik, sociale medier m.v. Undervisningen foregik digitalt, hvilket fungerede rigtig fint. Det er rart, at man som helt ny medarbejder føler, at man bliver sat grundigt ind i virksomheden fra start. Den grundige introduktion har også gjort det mere overskueligt at navigere rundt i de forskellige systemer og programmer, nu hvor jeg har arbejdet en del hjemmefra.

I ugens løb har der været en del aktivitet i flere af mine sager, og jeg har derfor haft en masse varierende opgaver. Jeg har blandt andet skulle opsige nogle medarbejdere i et konkursbo, mens jeg i en af mine tvangsopløsningssager har talt med selskabets direktør og revisor om proceduren for en genoptagelse af selskabet. Derudover har jeg fået overdraget et par sager fra min tutor, som er tæt på at være afsluttet, da jeg således kan få lov at få erfaring med de afsluttende ekspeditioner i konkursbehandlingen.

 

Virtuel fredagsøl og quiz

Selvom mit hjemmekontor nok godt kunne trænge til en upgrade, synes jeg indtil videre, at det er gået fint med at arbejde hjemmefra. Jeg ser nu frem til, at vi på et tidspunkt igen kan møde ind på kontoret til en nogenlunde almindelig hverdag. Min afdeling har været gode til at sørge for, at det ikke bliver for ensomt at sidde hjemme og arbejde som ny medarbejder. Udover daglige opkald fra flere af mine kollegaer fik vi os også en virtuel fredagsøl med quiz over Microsoft Teams. På den måde føler jeg, at jeg stadig har mulighed for at lære min afdeling endnu bedre at kende - bare på afstand.

 

/Julie, advokatfuldmægtig

 

Se vores ledige stillinger