Vis Moot - CISG, wienerschnitzler og rollespil for juranørder

Hvert år i dagene op til påske danner Wien rammen om verdens største internationale procedurekonkurrence, hvor mere end 300 universiteter, 3000 studerende og 600 dommere fra hele verden samles. Procedurekonkurrencen med navnet: The Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot, der mere mundret kaldes "Vis Moot", har eksisteret siden 1994, og advokatfuldmægtige Morten Dybro og Heidi Lindberg Andersen var igen i år med som dommere i konkurrencen.

EN DOMMERS ANSTRENGELSER

Vis Moot udspiller sig altid omkring en fiktiv sag, der tager udgangspunkt i reglerne for CISG og international voldgift. Allerede i oktober, lang tid inden konkurrencen kulminerer i Wien, bliver årets sag frigivet. De deltagende universiteter skal derefter udarbejde to processkrifter; først et klageskrift og derefter et svarskrift, der behandler årets juridiske problemstillinger. Når alt det (hårde!) skriftlige arbejde er overstået, forbereder de studerende sig til procedurekonkurrencen i Wien ved at deltage i forskellige træningskonkurrencer, der på Vis Moot'sk kaldes "pre-moots". Som dommer starter vores forberedelser, når de studerende har indleveret deres processkrifter, og når "Arbitrator's Brief", der skitserer årets juridiske udfordringer, bliver frigivet. 

Siden vi selv som studerende deltog første gang i Vis Moot i 2013, er vi vendt tilbage år efter år for at være med på den anden side af bordet som dommere. Selvom det er de deltagende studerende, der for alvor bliver sat på prøve, kræver det bestemt også sine forberedelser at være dommer i konkurrencen. De studerende er så velforberedte, at vi som dommere er nødt til at være på tæerne og anstrenge os for at udfordre deres procedurer. I år har vi derfor - foruden naturligvis at nærstudere sagen - forberedt os ved at deltage som dommere i en pre-moot mellem Aarhus Universitet, Hamburg Universitet, Aalborg Universitet og Syddansk Universitet samt ved at tiltuske os lidt "insider-viden" fra nogle af vores gamle venner, der nu er involverede i konkurrencen som coaches gennem Aarhus Universitet.



JURA ER (BESTEMT) IKKE ALT

Dommertjansen i Vis Moot er for os også meget andet end blot at dømme i konkurrencen. Vi rejser hvert år af sted med vores hold fra 2013, hvor alle nu arbejder som advokatfuldmægtige hos Gorrissen Federspiel, Lett, Kammeradvokaten, Holst og Accura. Derfor er Vis Moot for os ensbetydende med et kærkomment gensyn med gamle venner. Vi ses stadig jævnligt herhjemme i Danmark, men det er svært at overgå flere dages intensivt samvær i Wien.

Vi var i Wien i 5 dage i år, og de er simpelthen fløjet af sted. Når man tænker over det, er det nu heller ikke så mærkeligt. I de første fire dage er der indledende puljerunder fra tidlig morgen til sidst på eftermiddagen. Dagtimerne står derfor for det meste i Vis Moots tegn. I ugens løb bliver der desuden om aftenen afholdt en række receptioner og events rundt om i byen, hvor der er mulighed for at netværke med kolleger fra hele verden. Der bliver serveret (som oftest) lækker mad - gerne mini-wienerschnitzler som en af retterne, andet manglede da også bare - kølig hvidvin og bobler. Så som regel er det meget let at falde i snak med nogen, som man ikke kender. Nu da vi efterhånden har været af sted i en række år, løber vi dog oftere og oftere på kendte ansigter, hvilket jo kun gør det hele sjovere. Der bliver uddelt visitkort og smalltalket i stor stil, og efter receptionerne plejer mange af deltagerne gerne at fortsætte med ud i Wiens natteliv. Med et så tætpakket program, og ikke alt for mange timers nattesøvn, er det heldigt, at der lige er helligdagene i påsken til at lade op, inden hverdagen på kontoret igen melder sig. Selv hvis det ikke var tilfældet, er vi ikke i tvivl: Vi er ramt af "the Vis Moot bug" og skal bestemt af sted igen, igen, igen, igen næste år. Ses vi?