Dagbog: Min første måned som fuld­mægtig - 1. uge: Introdage og sovs

Hej med jer! Mit navn er Christina Cederfeld de Simonsen, og i den kommende måned vil jeg en gang om ugen fortælle om de oplevelser og indtryk, der er forbundet med at begynde som advokatfuldmægtig hos Kromann Reumert på kontoret i Aarhus. Hvis I har spørgsmål, er I meget velkomne til at skrive til mig. Jeg ser frem til at have jer med på sidelinjen!

Min første uge som fuldmægtig er primært gået med introdage, som alle nyansatte medarbejdere blev inviteret til i København. 

Introdagene begyndte for mit vedkommende onsdag den 31. august i København. Alle nyansatte advokatfuldmægtige var inviteret til Kokkeakademiet i København, hvor aftenen bød på gourmetmiddag - kokkereret af os selv, vel at mærke! Middagen skulle vi servere for et par af vores nye arbejdsgivere, nemlig managing partner Arne Møllin Ottesen og partner og bestyrelsesformand Anders Lavesen. Min nye kollega Line Havndrup Rasmussen og jeg fik tjansen med at lave sauce. Da både Line og jeg bor i Jylland, besluttede vi os dog for at lave en stor portion SOVS i stedet, hvilket resten af selskabet værdsatte. Det var en hyggelig aften, hvor jeg lærte en masse af mine nye kollegaer at kende. 



Da vi torsdag morgen mødte på kontoret i København, blev vi budt velkommen i vores respektive afdelinger. Advokat Bitten Elizabeth Hansen bød Nicoline Hermann Lang, Mette Graah og undertegnede velkommen i afdelingen for ansættelses- og arbejdsret.  Efter en rundvisning på kontoret i København satte vi fire os ned med en kop kaffe og snakkede om alt fra hverdagen hos Kromann Reumert til den kommende V-dag, som jeg vil fortælle mere om i næste uge. 

Herefter bød torsdagen på foredrag om bl.a. Kromann Reumerts historie, kultur og værdier. Torsdag aften spiste vi middag på kontoret i København i selskab med partner Henrik Thal Jantzen og partner Jakob Hans Johansen. 



Fredag stod på diverse foredrag, herunder en introduktion til tidsregistrering. Da Kromann Reumert prioriterer samarbejdsglæde blandt medarbejderne højt, er der meget fokus på det sociale i virksomheden. Fredagen bød derfor også på en introduktion til flere af virksomhedens sociale tiltag, herunder løbeklubben, vinklubben etc. 


Da weekenden stod for døren, var jeg fyldt med nye indtryk og gode oplevelser. Derfor gjorde det godt at komme ud i naturen i løbet af weekenden i form af andejagt på Fyn med venner og bekendte. 

Mandag var vi tilbage i København, hvor vi bl.a. blev klogere på, hvordan vi tidsregistrerer og låner bøger på Kromann Reumerts bibliotek. 

Da jeg vågnede tirsdag den 6. september, var jeg spændt. Første dag på kontoret i Aarhus! Jeg skulle møde mine nye kollegaer i afdelingen for ansættelses- og arbejdsret, se mit nye kontor, møde min tutor m.m.. I maj havde partner Helene Amsinck inviteret hele min kommende afdeling til frokost, så jeg vidste heldigvis på forhånd, at mine nye kollegaer er imødekommende og hjælpsomme. 

Dagen startede ud med en rundvisning på kontoret i Aarhus. Her mødte jeg mange nye ansigter, men der var dog også et par få kendte ansigter, heriblandt advokat Inger Fogh, der ligesom jeg har siddet i foreningen Retskritisk Forum på Aarhus Universitet. Derefter havde jeg en uformel samtale med min tutor, hvor vi gennemgik praktiske ting, herunder oprettelse af dokumenter, mødetider etc. Tirsdag blev også dagen, hvor jeg fik jeg min første opgave vedr. en ansættelseskontrakt fra min ansvarlige partner. Så er vi i gang!

Det var alt for nu! Torsdag drager hele Kromann Reumert til Berlin på virksomhedstur, så der bliver helt sikkert masser at berette om i næste uge. 

Vi ses igen om en uge :)

/ Christina