En god advokat kan mere end jura

At være advokat handler om meget mere end at kunne paragraffer og lovtekster. En god advokat har forretningsforståelse og kan tænke i nye løsninger for klienterne. Det mener Jeppe Lefevre Olsen, der er advokat i Kromann Reumert.
Jeppe har været i ansat i Kromann Reumert siden 2003. Han arbejder til daglig med både nye og lidt mere erfarne fuldmægtige og har også selv tilbragt sin fuldmægtigtid her.

Hvordan oplevede du skiftet fra fuldmægtig til advokat?

”Det helt ærlige svar er, at der ikke er den store forskel. Overgangen fra fuldmægtig til advokat sker jo formelt over en nat. Men de faglige udfordringer forandrer sig ikke over natten. Man er i den samme afdeling og har samme kolleger, og man står stadig til ansvar over for nogen, der er ældre end én selv,” siger Jeppe.

”Det, man mærker mest, er, at lønnen stiger,” tilføjer han med et grin.

Vend det hele på hovedet

Men efterhånden, som man får mere erfaring, finder man ud af, at advokatgerningen er meget mere end bare at kunne jura, mener Jeppe:

”Man lærer, at man som advokat ikke kun er en juridisk rådgiver. Vores opgave er at hjælpe vores klienter på en måde, som giver mest mulig værdi for dem. Det handler om at kunne sætte sig ind i en helhed og forstå klientens situation,” siger han.

Det er en forståelse, som kommer med erfaringen, og som betyder, at man kan tænke i nye muligheder for klienterne, forklarer Jeppe og uddyber:

”Der er stor forskel på at kunne juraen og bruge juraen. Som fuldmægtig og yngre advokat kan man jura. Man kan læse paragraffer og give svar på juridiske spørgsmål. Men når man kan bruge juraen, kan man hæve sig op over paragrafferne. Så kan man vende det hele på hovedet og bruge regelværket til at finde løsninger for ens klienter, som ikke umiddelbart står i lovsamlingen.”

Og så er det at være advokat også at drive forretning, understreger Jeppe.

”Man skal samtidig lære at være "en god købmand" - både på vegne af klienterne, men også som led i sit daglige arbejde. At få nye forretningsidéer ud fra det, man sidder og arbejder med, og dermed være med til at udvikle både sig selv og det firma, man nu engang er ansat i. Det er en tankegang, som bliver mere udtalt, når man bliver advokat og selv får ansvar. Men jeg forsøger at oplære de fuldmægtige, så de også begynder at tænke i købmandslogikken.”

Hvad er ellers dine bedste råd til de fuldmægtige?

”Det er vigtigt at have gåpåmod og mod til at kaste sig ud i det at være i advokatverdenen. Og så skal man ikke være bange for at udfordre de mere erfarne. Traditionelt – og i hvert fald på rygtebørsen – er advokatverdenen præget af et meget hierarkisk system, men man skal ikke være bange for at udfordre, hvis man synes, at man har en grund til det.”

Og så skal de fuldmægtige huske at stille spørgsmål, understreger Jeppe. Hellere ét for meget end for lidt.

"Man skal huske, at fuldmægtigstillingen også er en uddannelsesstilling, som vi alle sammen har siddet i. Ingen spørgsmål er for dumme, og der er ingen, der forventer, at man kan det hele fra dag ét. Og hvis man er udadvendt, stiller spørgsmål og hele tiden opsøger nye udfordringer, så kommer man længst - og meget tættere på at bruge juraen fremfor blot at kunne den."