Ich bin zur Zeit in Hamburg und...

Ok, jeg tager den på dansk i stedet… Jeg er for tiden i Hamborg for at læse på Universität Hamburg. Jeg er stipendiat hos Kromann Reumert i Aarhus, men tog i marts 2015 af sted til Tyskland for at læse et semester. Her kan du læse lidt om mine oplevelser i Tysklands næststørste by. 

Juraprofil med internationalt præg

Min motivation for at tage til Tyskland bundede i et ønske om at give min danske jurauddannelse et internationalt præg, da den juridiske disciplin i dag i høj grad strækker sig på tværs af landegrænserne. Derudover er Tyskland Danmarks største samhandelspartner, hvorfor den dansk-tyske relation er meget afgørende for Danmarks økonomi og erhvervsliv.

Kodificeret jura og fuld pensum i tre fag

På universitetet følger jeg i alt fem fag i tysk ret. Det særlige ved at læse et semester på universitetet i Hamborg er, at alle fag skal være på tysk. Det er selvfølgelig en spændende, sproglig udfordring - også selvom jeg har boet i Tyskland en stor del af min barndom. Juridisk tysk er væsentligt anderledes end almindelig tysk, så det kræver en ekstra indsats, når de tyske paragraffer skal studeres - BGB, HGB, AktG osv. Tyskerne er jo kendt for at kodificere juraen ud i ekstremer, og BGB er et ganske udmærket eksempel herpå. BGB står for Bürgerliches Gesetzbuch, der er en lovbog med imponerende 2.385 paragraffer, som regulerer store dele af civilretten mellem privatpersoner.


Udveksling i Hamborg Jurastudiet


I Tyskland er jurastudiet opbygget som en seksårig uddannelse med to afsluttende embedseksaminer, de såkaldte Statsexamen I og II. Den første Statsexamen ligger efter godt og vel fire års studier. Pensum er - hold fast - hele juraen, hvilket vil sige, at man skal op i privatret, offentlig ret og strafferet. Derfor vælger mange jurastuderende hernede at bruge et helt år for blot at læse op til den første Statsexamen. Herefter følger en praktikperiode på to år, hvor man skal rundt og afprøve forskellige juridiske funktioner – man skal eksempelvis i praktik hos en domstol - hos anklagemyndigheden og hos en advokat. Praktikperioden afsluttes med den anden Statsexamen, hvor man igen skal op i de tre juridiske discipliner. Herefter er man færdiguddannet jurist med ret til at kalde sig advokat – det vil sige, at der ikke findes et fuldmægtigforløb som i Danmark.

Mine medstuderende, som både er tyskere og andre udvekslingsstuderende fra hele Europa, er alle meget søde og hjælpsomme, så de er ekstremt nemme at komme i kontakt med.  Jeg har allerede fået lært en masse nye mennesker at kende og blevet inviteret med til en hel del forskellige events – lige fra private fødselsdage til undergrunds-koncerter i St. Pauli - Hamborgs hippe og lidt rå kvarter.

Entschuldigen Sie

Høflighed og venlighed betyder meget i Tyskland, og alle, man ikke har en nær relation til, tiltales med "Sie", der svarer til det danske "De" – det vil sige såvel fremmede man møder tilfældigt på gaden, som ens professorer eller chefer tiltales med Sie. Skulle man glemme det – og ja, det er sket for mig – får man det hurtigt at vide med en løftet pegefinger.

Student Intern med 2.500 juridiske kollegaer

Ved siden af studiet her i Hamborg arbejder jeg hos det amerikanske advokatkontor Hogan Lovells som Student Intern. Hogan Lovells er et stort advokatkontor med kontorer placeret over det meste af kloden. Kontoret har godt og vel 2.500 ansatte advokater på verdensplan, hvoraf omkring 100 af dem sidder i Hamborg. Kontoret er beliggende midt i Hamborgs pulserende centrum med udsigt ud over floden Alsteren.

Jeg er placeret i afdelingen ”Corporate Energy”, der primært beskæftiger sig med M&A inden for energisektoren, hvoraf vedvarende energi fylder en betydelig del. Afdelingen arbejder meget internationalt, og kommunikationen foregår hovedsageligt på engelsk. Mine opgaver består primært i at hjælpe til i forbindelse med M&A-transaktioner eksempelvis ved at hjælpe til med due diligence og udarbejdelse af salgsaftaler og garantikataloger. Ud over arbejdet bag skrivebordet har jeg været med til intensive forhandlinger med køber på den ene side og sælger på den anden. Det er utrolig spændende at få lov at få et unikt indblik i sådan en M&A-proces.

Hogan Lowells Jurastudiet

Kollegialt sammenhold, musicals og currywurst

Arbejdsdagene er lidt lange hernede. Jeg møder typisk ind kl. ni om morgenen og er først hjemme igen lidt over otte om aftenen. Der er ingen kantine på kontoret, så frokosten, der varer godt og vel en time, indtages på en af de mange caféer og restauranter i området. Det er super hyggeligt og giver et godt break fra arbejdet. Når jeg har fri, tager jeg tit sammen med mine kollegaer ud at spise og drikker en øl eller to. Stemningen på kontoret er rigtig god, og de har alle sammen taget rigtig godt imod mig.

Fritiden går med at udforske Hamborg -  om dagen såvel som om natten. Byen byder på virkelig meget forskelligt: musicals, kultur, hyggelige caféer og spisesteder (hvor man kan få andet end Currywurst og Sauerkraut), barer og et sprudlende natteliv på Reeperbahn.

Hamborg er Tysklands næststørste by med godt to millioner indbyggere, og det er tydeligt, at det er Nordeuropas rigeste by, især når man går gennem gaderne inde i centrum. Bygningerne, bilerne, butikkerne - ja faktisk alt – emmer langt væk af eksklusivitet.

Det er en fantastisk oplevelse at komme ud og opleve en anden by og et andet land - også selvom Hamborg blot er halvanden times kørsel fra Danmark. Jeg kan varmt anbefale Hamborg til alle, der har mod på og lyst til at kaste sig ud i et tysk eventyr.


Rigtig god sommer til jer alle!


Sommerbar - Jurastudiet