Kom med på Capinordic-sagen: Retsopgøret efter finanskrisen

Henrik Møller Knudsen har i sine to år som advokatfuldmægtig hos Kromann Reumert arbejdet intensivt med det, der i medierne og folkemunde er blevet døbt "retsopgøret efter finanskrisen". Arbejdet kulminerede – indtil videre – den 15. januar 2019 med Højesterets dom i Capinordic Bank-sagen, hvor tre af bankens tidligere ledelsesmedlemmer over for Finansiel Stabilitet blev pålagt et samlet erstatningsansvar på ca. 89 mio. kr. for en række udlånsengagementer.

"Jeg blev bidt af tanken om Capinordic-sagen"

Efter halvandet års intenst arbejde på sagen mod den tidligere ledelse og revision i Eik Bank Danmark, der havde nået en foreløbig afslutning i juni 2018, lå jeg i min sommerferie og funderede over tilværelsen, herunder hvad mine arbejdsopgaver i andet halvår af 2018 mon kom til at omhandle. Jeg vidste, at min nærmeste partner ville være travlt optaget af Højesteretssagen om Capinordic Bank i denne periode, men vi havde samtidig også aftalt efter det lange Eik Bank-forløb, at jeg kunne søge andre opgaver i vores afdeling for Proces, IP og Forsikring, hvis jeg lystede – både for at få mere erfaring med mindre sager, men også for at afprøve andre retsområder end selskabsret og finansiel regulering.

Jeg blev dog hurtigt bidt af tanken om få lov at bistå på Capinordic Bank-sagen. Jeg havde fulgt sagen i min kandidat- og stipendiattid, der både i den juridiske litteratur og i medierne havde fået meget omtale. Og Højesterets afgørelse i sagen ville naturligvis få væsentlig betydning; både fra et samfundsmæssigt perspektiv, men også som et vigtigt præjudikat i den selskabsretlige retspraksis. Jeg var opsat på at komme med på sagen, hvilket min nærmeste partner heldigvis var med på.

 

 

For mit eget vedkommende bestod arbejdet indledningsvist med at opnå en nærmere indsigt i sagen. Østre Landsrets afgørelse i første instans har fyldt en del i de øvrige "banksager", hvorfor jeg allerede havde et grundlæggende kendskab til en række forhold. Imidlertid er "banksagerne" kendte som værende meget omfangsrige og "dokumenttunge", så selvom der ved min opstart var små fire måneder til hovedforhandlingen i Højesteret, vidste jeg, at tiden var knap.
 
Sideløbende med oplæsning af sagen bestod arbejdsopgaverne bl.a. af udarbejdelse af notater, processkrifter, hjælpebilag og juridiske undersøgelser. Og allerede i slutningen af august påbegyndtes arbejde med ekstrakt og materialesamling - der indebar et forbilledligt samarbejde med modparternes advokat, Morten Samuelsson.

Jeg sugede erfaring til mig i Højesteret

Sagen startede i Højesteret i november 2018. Der var berammet hele fem retsdage i Højesteret, og ekstrakten havde et usædvanligt omfang på 3.000 sider, mens de sammenfattende processkrifter var på usædvanlige 150 sider. På mange måder en i Højesterets regi ekstraordinær sag.

I Højesterets flotte omgivelser var min rolle af gode grunde reduceret til tilskuer, hvilket i sig selv var en lærerig oplevelse. Jeg sugede erfaring til mig og kunne se Kromann Reumerts partnere, Claus Juel Hansen og Kim Trenskow, folde sig ud for fuld skrue som advokater for Finansiel Stabilitet. Efter afslutningen på den femte retsdag blev sagen sidst i november optaget til dom, der endeligt faldt den 15. januar 2019.

Jeg har været med på tre af de såkaldte "banksager" i løbet af to år (der for mit vedkommende også har indebåret over 30 retsdage), og det har været en meget lærerig, spændende og ikke mindst hyggelig periode. Jeg er kommet rundt i alle afkroge af den danske procesret, jeg har fået stor indsigt i projektstyring i meget omfangsrige sager, jeg har fordybet mig i komplekse juridiske problemstillinger, og jeg har fået god erfaring med at gå i retten. Det er enormt spændende at arbejde på samfundsrelevante og principielle sager, ikke mindst inden for selskabsret, der også fagligt interesserer mig meget. Det er samtidig fedt at være en del af et fremragende team af gode, erfarne og underholdende kollegaer.

/Henrik, advokatfuldmægtig