"Frasalg af Radius fik mig i stødet!"

Fuldmægtig Christopher Dalgas var en del af det store arbejde, da Kromann Reumert bistod Ørsted ved salget af Radius for 21,3 mia. kr. Læs om hans oplevelser og læring ved at være med på en kæmpe transaktion.
Ørsted solgte i september deres eldistributionsforretning (Radius), gadebelysningsforretning og el- og gassalgsforretning til privatkunder til SEAS-NVE for samlet 21,3 mia. kroner, og jeg var som fuldmægtig med ombord på projektet.

Det var et intensivt forløb, der virkelig fik mig i stødet! Der var mange sideløbende arbejdsgange og processer at holde styr på lige siden SEAS-NVE uopfordret henvendte sig til Ørsted i anden halvdel af juni 2019. Som fuldmægtig var det spændende at være en del af en kompleks salgsproces, der nødvendiggjorde et tæt samarbejde med Ørsteds juridiske afdeling og de enkelte forretningsgrene samt mange afdelinger på tværs af Kromann Reumert.

Salget kom i stand efter, at Ørsted tilbage i januar måned i år af politiske årsager blev nødt til at opgive den på det tidspunkt igangværende salgsproces. 

En juridisk schweizerkniv

Mine opgaver i forbindelse med transaktionen spændte bredt, og jeg har blandt andet haft en intern projektstyrende rolle med at holde styr på alle dokumenterne, bistået med udarbejdelse af visse dele af transaktionsdokumentationen (bilag til aftaler), deltagelse i Q&A-sessioner og undersøgelser af regulatoriske forhold (elnetselskaber som Radius er naturlige geografiske monopoler, og er derfor tæt reguleret). 

Arbejdet er dog ikke færdigt endnu. Selvom salgsaftalen er underskrevet, skal der indhentes en række tilladelser hos både Energistyrelsen og konkurrencemyndighederne, før transaktionen kan gennemføres endeligt (det, vi kalder closing). 

Jeg sidder til dagligt i vores afdeling for M&A, infrastruktur og teknologi (MIT), hvor også det energiretlige team, som jeg er en del af, hører under. Transaktionen var derfor fed at være en del af, idet den kombinerede flere af mine interesseområder. 

Det kommercielle vs. det juridiske

Arbejdet med M&A indebærer en stejl læringskurve, da mange af de praktiske ting ikke er noget, man kan slå op i en bog og læse sig til. En projektstyrende rolle kræver eksempelvis, at man er god til at have mange bolde i luften på en gang, og er i stand til at bevare et køligt overblik i til tider meget hektiske og intensive perioder. Hertil kommer, at de kommercielle forhold og mål ikke altid går op en-til-en med paragrafferne. Det har været spændende at opleve, at vores værdi som rådgivere for klienten virkelig skinner igennem i situationer som disse.

Overgangen fra studerende til fuldmægtig

Jeg startede som fuldmægtig hos Kromann Reumert 1. september 2018, og jeg var forud for det ansat som stipendiat. Overgangen fra studerende til fuldmægtig har været spændende og meget lærerig indtil videre, men det har også været lidt af en omvæltning. 

Jeg havde ikke rigtigt arbejdet med køb og salg af virksomheder, før jeg startede i afdelingen, men fra dag et kom jeg alligevel med på en transaktion, der skulle close et par uger senere. Overgangen, og de nye forpligtelser, har dog ikke været et problem, da min afdeling og mit team har været rigtig gode til at give god sparring og hjælpe med de spørgsmål, jeg naturligvis har haft som ny fuldmægtig.