Vestre Landsret øger erstatning for vindmølle-gener

Vestre Landsret har stadfæstet to byretsdomme, hvor to naboer til en vindmøllepark får forhøjet den erstatning, som blev udmålt af Taksationsmyndigheden i henhold til VE-lovens værditabsordning. Det kan konstateres, at domstolene tilsyneladende tillægger den vurdering, der foretages af skønsmanden under retssagen, stor vægt som følge af, at møllerne på det tidspunkt er opstillet, og der dermed er et bedre grundlag for vurderingen end ved Taksationsmyndighedens vurdering. Dette strider imidlertid med lovgivers intention om, at vindmølleopstilleren skal have en hurtig afklaring af størrelsen af værditabsbetalingerne.

Generelt om værditabsordningen

Værditabsordningen, som blev indført i 2008 i lov om fremme af vedvarende energi ("VE-loven"), medfører, at en vindmølleopstiller skal betale det fulde værditab på ejendomme, som forårsages ved opstilling af nye vindmøller med en højde på 25 meter eller derover. Kravet på værditabsbetaling bortfalder, såfremt tabet udgør 1 % eller mindre af ejendommens værdi. Værditabsordningen blev justeret med revisionen af VE-loven den 30. maj i år - læs evt. vores tidligere nyhedsbrev herom her.

Er 1 %-kravet opfyldt, er det det fulde, individuelle værditab, som skal betales. Der er således ikke nogen tålegrænse som inden for naboretten, hvorefter der alene kan kræves erstatning for det tab, som vedrører de ulemper, der ligger ud over, hvad man som led i den almindelige samfundsudvikling må tåle.

Det er Taksationsmyndigheden, der afgør værditabets størrelse på baggrund af en individuel vurdering. Forarbejderne til værditabsordningen fastlægger ikke egentlige kriterier for udmåling af værditabet, men det er forudsat, at "taksationsmyndigheden ved sin vurdering af værditabet bl.a. skal tage hensyn til områdets karakter og områdets huspriser. Det kan ligeledes have betydning, om der i forvejen er opstillet vindmøller i området, eller om der er andre tekniske anlæg i nærheden. I bedømmelsen vil det tillige være naturligt at tage hensyn til vindmøllens afstand fra bebyggelsen og til møllens højde og forventede genevirkninger. Det er dog samtidigt i lovforslaget forudsat, at fastsættelsen af værditabet foretages på baggrund af et konkret, individuelt skøn baseret på de konkrete, lokale forhold."

Det fremgår videre af forarbejderne, at det er væsentligt, at vindmølleopstilleren så tidligt som muligt kan få et overblik over, hvor store beløb der skal betales til personer, hvis ejendom må antages at falde i værdi som følge af opstillingen, idet afklaring heraf kan være af væsentlig betydning for investeringsbeslutningen.

Af denne grund skal krav om betaling for værditab som hovedregel rejses allerede i planfasen for vindmølleprojektet - dvs. inden møllerne er rejst, og dermed inden skaden reelt er indtruffet. Da de faktiske (potentielle) gener fra vindmøllerne derfor ikke kan vurderes på tidspunktet for Taksationsmyndighedens vurdering, anvender Taksationsmyndigheden bl.a. visualiseringsmaterialet udarbejdet i forbindelse med VVM-redegørelsen som led i vurderingen.

Taksationsmyndighedens afgørelse kan indbringes for domstolene som et sagsanlæg mod vindmølleopstilleren. Såfremt der tilkendes værditabsbetaling, er fristen for indbringelsen tre måneder fra betalingstidspunktet. Tilkendes der ingen betaling, gælder der ingen egentlig frist for indbringelse.

De to domme

Vestre Landsret stadfæstede den 10. september 2013 to afgørelser fra 2012 fra byretten i Holstebro. Begge afgørelser drejer sig om opgørelsen af værditabet på to ejendomme som følge af den dengang planlagte og nu realiserede opførelse af 11 vindmøller i området. Vindmøllerne er ca. 150 meter høje, og nærmeste vindmølle er beliggende henholdsvis ca. 1.200 meter ("dom nr. 1") og ca. 800 meter ("dom nr. 2") fra ejendommene. Vindmøllerne blev opsat i december 2011 med undtagelse af en forsøgsmølle, der blev rejst i starten af 2010.

Taksationsmyndigheden fastsatte i januar 2010 - det vil sige, inden vindmøllerne var blevet opført - værditabet til henholdsvis 200.000 kr. i dom nr. 1 og 100.000 kr. i dom nr. 2 for de to ejendomme. Til brug for vurderingerne blev ejendommene besigtiget, ligesom der blev fremlagt materiale, der visualiserede vindmøllerne fra ejendommene.  

Under sagernes behandling ved byretten blev der foretaget syn og skøn af to skønsmænd (ejendomsmæglere), hvis erklæringer forelå i henholdsvis oktober 2010 og maj 2011. I dom nr. 1, hvor Taksationsmyndigheden nåede frem til et værditab på 200.000 kr., vurderede skønsmanden tabet til 300.000 kr. I dom nr. 2, hvor Taksationsmyndigheden nåede frem til et værditab på 100.000 kr., nåede skønsmanden ligeledes frem til et værditab på ca. 300.000 kr.

Byretten foretog i begge sager en besigtigelse af ejendommene under sagernes behandling, hvilket foregik på et tidspunkt, hvor alle 11 vindmøller var opstillet. Byretten udtaler i begge sager, at ejeren af en ejendom, der er omfattet af lovens værditabsordning, har krav på at få dækket det fulde værditab, selvom dette først kan fastlægges endeligt efter opstillingen af vindmøllerne, samt at ejeren har bevisbyrden for, at Taksationsmyndigheden ikke har tilkendt erstatning for det fulde tab. Det fremgår endvidere af dommene, at vurderingen skal fastlægges pr. datoen for Taksationsmyndighedens afgørelse - dvs. et eventuelt udsving i huspriserne efter dette tidspunkt skal ikke tillægges betydning. Endelig udtaler byretten i begge sager, at Taksationsmyndigheden ikke har begået fejl i forbindelse med vurderingen.

I dom nr. 1 finder byretten, at ejendommens ejer har bevist, at Taksationsmyndighedens vurdering ikke er korrekt, idet skønsmanden vurderer værditabet til at være højere, og idet en af ejendommens ejer ensidigt indhentet vurdering fra en anden ejendomsmægler også vurderer tabet højere (til 520.000 kr.).

Byretten finder i dom nr. 2, at visualiseringsmaterialet sammenholdt med bl.a. byrettens besigtigelse af ejendommen ikke kan anses for at have givet et retvisende indtryk af vindmøllernes påvirkning på ejendommen, idet vindmøllerne fremtræder som endog meget dominerende. Retten udtaler endvidere, at skønsmandens vurdering er foretaget efter opførelsen af forsøgsmøllen, at skønsmandens besigtigelse har været mere grundig end Taksationsmyndighedens, og at ejendommens ejer derfor har bevist, at Taksationsmyndighedens afgørelse ikke er korrekt.

I begge domme lægger byretten vægt på skønserklæringerne ved udmålingen af erstatningen og fastsætter værditabet til henholdsvis 300.000 kr. i dom nr. 1 og 250.000 kr. i dom nr. 2. I den forbindelse bemærkes, at skønsmandens vurdering i dom nr. 2 kunne forstås som værende mellem 250.000 kr. og 350.000 kr. Under forklaringen for landsretten korrigerede skønsmanden dog dette til 300.000 kr., men ejendommens ejer påstod for landsretten alene en stadfæstelse af de 250.000 kr.

Landsretten stadfæster dom nr. 1 af de grunde, som byretten har anført. Det anføres dog, at ejendommens ejer ikke alene ved sin forklaring herom har løftet bevisbyrden for, at der foreligger et større værditab som følge af støjgener. Dette må tages som udtryk for, at landsretten kræver dokumentation i form af egentlig støjmåling, såfremt støjgenerne skal kunne begrunde et højere værditab.

Til brug for landsrettens behandling af dom nr. 2 afgav skønsmanden en supplerende erklæring baseret på de faktiske forhold efter opførelsen af de 11 vindmøller, herunder de konstaterede støjgener. Skønsmanden fandt dog ikke grundlag for at ændre sin vurdering af værditabet efter opstillingen af vindmøllerne.  

Landsretten stadfæster også dom nr. 2 af de grunde, som byretten har anført og udtaler, at skønsmanden har et "mere sikkert grundlag" for sin vurdering, idet denne er foretaget efter, at vindmøllerne er rejst, sammenholdt med Taksationsmyndighedens vurdering inden opførelsen.

Hvad kan udledes af dommene?

De to afgørelser er i flere medier blevet anført som principielle. Om de er det, kan vel diskuteres, da de begge er meget konkret begrundede, men ikke desto mindre er de interessante for både opstillere af og naboer til vindmøller.

Den vigtigste konklusion fra dommene er, at man som nabo til en kommende vindmølle har krav på at få dækket det fulde værditab på ejendommen, selvom dette først kan fastlægges endeligt efter opstillingen af vindmøllen. Der er således ikke noget til hinder for, at værditabsbetalingen forhøjes af domstolene, såfremt ejendomsejeren kan bevise, at der ikke med Taksationsmyndighedens afgørelse er tilkendt fuld erstatning.

Dette kan eksempelvis skyldes, at visualiseringsmaterialet er fejlbehæftet, som det er tilfældet i dom nr. 2. Som dom nr. 1 foreligger, kan det imidlertid ikke udelukkes, at alene det faktum, at det er nemmere at vurdere vindmøllernes påvirkning efter opstillingen, kan medføre en ændret vurdering af værditabet. Dette underbygges også af landsrettens udtalelse i dom nr. 2 om, at skønsmanden har et mere sikkert grundlag for sin vurdering, idet denne foretages efter opsættelsen af vindmøllerne.

Som ejendomsejer kan det derfor være en klar fordel at afvente foretagelse af syn og skøn (og domstolsbehandling), til samtlige vindmøller er i drift. Dette kan dog vanskeliggøres af fristen for sagsanlæg på tre måneder fra vindmølleopstillerens udbetaling af værditabsbetalingen.

Som vindmølleopstiller må dommene betragtes som relativt bekymrende henset til, at dommene må formodes at give flere naboer mod på at udfordre Taksationsmyndighedens vurdering ved at anlægge sag mod vindmølleopstilleren. Med udsigt til flere års retssag om værditabets størrelse er dette ikke noget, der fremmer forarbejdernes intentioner om, at vindmølleopstiller så tidligt som muligt skal have klarhed over værditabsbetalingernes størrelse.

Det kan næppe overraske, at der generelt er stor sandsynlighed for, at Taksationsmyndigheden, skønsmænd, byretterne, landsretterne og eventuelt ensidigt indhentede erklæringer når frem til forskellige resultater henset til, at der er tale om at vurdere dels ejendommes værdi, dels størrelsen af værditab - og dette på baggrund af forskelligt grundlag (visualiseringsmateriale contra faktisk opstillede vindmøller).

Med revisionen af VE-loven i år er der indført enkelte tiltag for at imødegå sådanne udfordringer. Der er således indført hjemmel til, at Taksationsmyndigheden kan pålægge en vindmølleopstiller at tilvejebringe og bekoste det nødvendige visualiseringsmateriale for vurderingen.

Visualiseringsmaterialet udarbejdet i forbindelse med VVM-redegørelsen vil ofte ikke vise vindmøllerne tilstrækkeligt fra den pågældende ejendom, og hidtil har Taksationsmyndigheden og vindmølleopstilleren ofte indgået aftale om, at vindmølleopstilleren skulle fremskaffe dette materiale.

Endvidere er der indført mulighed for, at ejendomsejeren eller vindmølleopstilleren kan anmode Taksationsmyndigheden om at foretage en ny vurdering af værditabets størrelse, såfremt der er forløbet mere end tre år fra afholdelsen af det offentlige orienteringsmøde.

Disse tiltag ændrer dog ikke på det faktum, at det fulde værditab først vil kunne opgøres endeligt efter, at vindmøllerne er rejst. Når domstolene samtidig tillægger skønsmændenes vurdering den tyngde, som det er sket i de to her omhandlede sager, er resultatet en situation, der stemmer dårligt overens med lovens intention om en hurtig afklaring af størrelsen af værditabsbetalingerne.