Sådan skaber vi vækst: 10 forslag til flere børsnoteringer

Børsnoteringer skaber arbejdspladser og vækst. Internationalt hænger Danmark godt på, når det drejer sig om at børsnotere store virksomheder, mens det er en udfordring med de små og mellemstore virksomheder, der søger til udlandet. Det viser Kromann Reumerts analyse af børsmarkedet i Danmark, der kommer med 10 konkrete forslag, som kan sikre flere børsnoteringer i Danmark.

Flere små og mellemstore virksomheder skal gå på børsen i Danmark, hvis vi skal tilbage på vækstsporet og skabe flere job. Antallet af børsintroduktioner har ligget på et alarmerende lavt niveau siden finanskrisens start. Nu spår Danmarks største banker, investorer og aktieeksperter 2-5 børsintroduktioner i 2014. 

 

”77 procent af eksperterne i vores undersøgelse forventer mellem 2-5 børsintroduktioner i 2014. Det er væsentligt flere, end vi har set siden finanskrisen, hvor kun syv virksomheder er gået på børsen i Danmark i perioden fra 2009 til 2013,” siger Marianne Philip, partner i Kromann Reumert.

 

Men vi halter bagefter, når det gælder de små og mellemstore virksomheder, der kun sjældent vælger at rejse kapital på børsen. Årsagen er især manglende synlighed og analytikerdækning, som sænker likviditeten i aktierne.

Hent rapporten ”Børsnoteringer – Sådan skaber vi vækst”.
 

De små overses 

46 procent af analytikerne og bankerne i undersøgelsen siger, at en virksomhed skal have en market cap på over 2 milliarder kroner, før den er interessant at følge, mens kun hver tiende vil følge virksomheder med en børsværdi på under 1 milliard kroner.

 

”Det har store konsekvenser for små og mellemstore virksomheder, at aktieanalytikere og institutionelle investorer primært følger de store virksomheder, fordi eksponering er helt afgørende for, hvor mange der handler aktien. Det er også ærgerligt for Danmark, fordi mindre virksomheder er nøglen til vækst og jobskabelse,” fortæller Christina Bruun Geertsen. 

 

Tal fra Dansk Industri viser, at Danmarks mindre virksomheder skabte fire gange så mange jobs som de store virksomheder i perioden fra 2002 til 2008. 

 

Konkurrence fra udlandet 

”En anden væsentlig udfordring er konkurrencen fra børser i udlandet. Eksperterne forventer en nettoafgang af danske SMV’er til udenlandske børser. Hvis Danmark ikke bliver mere attraktiv, taber vi kampen om fremtidens job- og vækstskabere,” vurderer Jeppe Buskov.

 

Hver tredje ekspert i undersøgelsen forventer, at vi vil se flere danske virksomheder søge til udlandet. Modsat forventer kun fire procent af eksperterne, at flere udenlandske virksomheder vil søge til den danske børs. 

 

”Det skyldes blandt andet, at markedet for børsnoteringer er blevet globalt. Virksomhederne er ikke længere begrænset af nationale tilhørsforhold, og børser verden over har intensiveret kampen om de små og mellemstore virksomheder,” siger Marianne Philip.

 

Om analysen 

Analysen er baseret på interviews med 31 eksperter fra en række af landets største banker, kapitalfonde, institutionelle investorer, universiteter og virksomheder. Analysen er gennemført i 4. kvartal 2013.


Læs rapporten med 10 konkrete forslag til flere børsnoteringer i Danmark.


Børsnoteringer - Sådan skaber vi vækst