Kromann Reumert i partnerskab med Thinkers50

Siden 2001 har Thinkers50 kåret de 50 mest indflydelsesrige management-tænkere i verden – ”the Oscars of management thinking”. I år udvider Thinkers50 med konferencen "Thinkers50 European Business Forum", og det sker med dansk værtskab og Kromann Reumert som partner.
Odense er valgt som værtsby for den europæiske konference, som fremover årligt samler verdens største management-tænkere, erhvervsfolk m.fl. til et ”Davos of Business Thinking”. Uden for Europa afholdes der årlige møder i New York, Abu Dhabi og Qingdao i Kina. 

"Thinkers50 European Business Forum" finder sted den 9. og 10. maj 2017. På konferencen deltager nogle af verdens mest indflydelsesrige managementtænkere, og der er mulighed for at opleve bl.a. Michael Porter, Peter Fisk og Marshall Goldsmith. Se det omfattende program her.

Kromann Reumert er partner for konferencen. Om partnerskabet udtaler Arne Møllin Ottosen, managing partner i Kromann Reumert: "Kromann Reumerts fornemste opgave er at være "trusted advisor" for vores klienter, og en af vores fundamentale værdier er forretningsforståelse. Gennem ny viden skal vi hele tiden optimere vores forståelse for vores klienters virksomheder, så vores ydelser skaber værdi. Vi prioriterer videndeling og investerer stort i vores medarbejderudvikling og i vores unikke Learning Center, hvor vi videndeler med vores klienter og andre interessenter. Thinkers50 og European Business Forum har videndeling i centrum, så det er helt naturligt for os at medvirke til, at et så velanset arrangement finder til Danmark."

I den kommende tid kan man i Kromann Reumerts Learning Center bl.a. læse Thinkers50’s "Letters to the CEO's" perspektiveret af partnere i Kromann Reumert. 

Øvrige partnere for Thinkers50 European Business Forum er blandt andre Nordea og Deloitte. Læs mere om Thinkers50 European Business Forum her.