DONG Energy sælger sin upstream olie- og gasforretning til INEOS

DONG Energy har i dag besluttet at sælge hele sin olie- og gasforretning til den britiske kemikalievirksomhed INEOS for 8,7 milliarder danske kroner.
DONG Energy sælger hele sin aktiepost i DONG E&P A/S til INEOS for en ubetinget betaling på USD 1.050 millioner (7,0 milliarder kroner) på kontant og gældsfri basis, en betinget betaling på USD 150 millioner (1,0 milliarder kroner), der vedrører separationsanlægget i Fredericia, samt en betaling på USD 100 millioner (0,7 milliarder kroner), som er betinget af, at Rosebank-feltet bliver udviklet.

INEOS vil overtage reetableringsforpligtelser (dekommissionering) på omkring 7,0 milliarder kroner i forbindelse med overtagelsen af DONG E&P A/S. DONG Energy bevarer al cashflow frem til 30. juni 2017 (frit cashflow var 2,1 milliarder kroner i første kvartal 2017) og beholder alle afdækningskontrakter relateret til Oil & Gas-forretningen (markedsværdien var 1,9 milliarder kroner pr. 31. marts 2017).

Transaktionen, som først skal godkendes af myndighederne og visse andre tredjeparter, forventes gennemført i tredje kvartal 2017. Når transaktionen afsluttes, vil ca. 440 medarbejdere i DONG Energy Oil & Gas overgå til INEOS-koncernen.

Kromann Reumert har bistået DONG Energy i hele salgsprocessen. Anders Stubbe Arndal har været ansvarlig partner på sagen.