Dansk fusion skaber global spiller i vindmølle­industrien

Kromann Reumert har rådgivet Jupiter Group i sammenlægningen med BACH Composite Industry, som begge er specialiseret i vindmølleindustrien. Det nye selskab bliver én af verdens førende leverandører til vindmølleindustrien med mere end 1.200 ansatte på verdensplan.
To af verdens førende i vindmølleindustrien går nu sammen for at skabe en leverandør som i kraft af størrelse og ressourcer kan imødekomme branchens behov ved at skabe en mere effektiv og attraktiv energikilde. 

Jupiter Group er førende på verdensplan, når det handler om udvikling og levering af naceller og spinner covers i komposit af høj kvalitet til vindmølleproducenter og BACH Composite Industry er en af verdens største producenter af nacelle og spinner inddækninger til vindmøller.

Det nye selskab skal fokusere på at skabe nye løsninger, der reducerer vindenergiens LCoE (Levelized Cost of Energy) og skaber vækst i hele vindmølleindustrien.

Kromann Reumert har bistået den norske kapitalfond Verdane Capital VIII K/S og datterselskabet Jupiter Group A/S i hele processen, herunder med due diligence, forhandling, transaktionsdokumenter, finansieringsdokumentation samt dialogen med konkurrencemyndighederne.

Sammenlægningen fandt sted den 28. april 2017 og kunne gennemføres uden konkurrencegodkendelse.

Sagen har været håndteret af Jakob Hans Johansen, Anders Lavesen, Marie Holst og Sune Høyer med solid støtte fra et stort Kromann Reumert-team.

Det er kun et år siden at den norske kapitalfond Verdane foretog et trippelopkøb i den danske vindsektor med købet af Jupiter Group, JSB Group og Polytech.