Ny lov om forsikrings­formidling

Tirsdag den 16. januar 2018 vedtog Folketinget en ny forsikringsformidlingslov, som væsentligt ændrer og omskriver den eksisterende forsikringsformidlingslov. Den nye forsikringsformidlingslov skal træde i kraft senest den 1. oktober 2018.

Loven har primært til formål at implementere forsikringsdistributionsdirektivet eller Insurance Distribution Directive (IDD), som er et minimumsdirektiv, herunder særligt med sigte på at øge forbrugerbeskyttelsen. IDD skal sikre forbrugerne den samme beskyttelse, uanset om forbrugerne køber forsikringer direkte fra forsikringsselskabet, fra en forsikringsagent eller fra en anden virksomhed, der formidler forsikringer. 

Lovens ikrafttræden

Oprindeligt var det planen, at den nye forsikringsformidlingslov skulle træde i kraft den 23. februar 2018, men EU-Kommissionen har foreslået udsættelse af tidspunktet for ikrafttræden til den 1. oktober 2018. For at sikre fleksibilitet er det besluttet, at erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for, hvornår størstedelen af loven træder i kraft.

 

Tilladelse fra finanstilsynet 

Efter den eksisterende forsikringsformidlingslov kræves tilladelse fra Finanstilsynet til forsikringsformidling for forsikringsmæglere, hvorimod forsikringsagenter alene skal registreres som agenter. Den nye forsikringsformidlingslov vil medføre, at forsikringsagentvirksomhed vil kræve tilladelse fra Finanstilsynet både for nye og eksisterende virksomheder og personer, der hidtil har udøvet forsikringsagentvirksomhed. Hertil kommer, at både nye og eksisterende virksomheder og personer, der ønsker at drive virksomhed som (uafhængige) forsikringsformidlere vil skulle have tilladelse.

 

Nye begreber

I den nye forsikringsformidlingslov introduceres en række nye begreber. Følgende begreber er af særlig betydning: 

 

  1. "Forsikringsdistribution", hvorved forstås: "Den virksomhed, der består i at rådgive om, foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler eller at medvirke til administrationen og opfyldelsen af sådanne aftaler.". Denne definition svarer til definitionen af erhvervsmæssig formidling af forsikringer i den eksisterende forsikringsformidlingslov.
  2. "Forsikringsdistributør", som dækker over "En forsikringsformidler, en accessorisk forsikringsformidler eller et forsikringsselskab.".

Bemærk, at begrebet forsikringsdistributør ikke skal forveksles med "Forsikringsdistributørvirksomhed" i den eksisterende forsikringsformidlingslov, som er virksomhed, der specifikt er undtaget fra den gældende lovs anvendelsesområde. 

Forsikringsselskaber vil i kraft af definitionen af forsikringsdistributørbegrebet – ud over en række bestemmelser i den nye forsikringsformidlingslov – bl.a. blive omfattet af 'bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører' og 'bekendtgørelse om kompetencekrav for ansatte i forsikringsselskaber, genforsikringsselskaber, og ansatte hos en forsikringsformidler eller en genforsikringsformidler', såfremt disse vedtages med et indhold svarende til de udkast, Finanstilsynet har sendt i høring (nærmere herom nedenfor). 

 

Uafhængige forsikringsformidlere

I den nye forsikringsformidlingslov introduceres begrebet "uafhængig forsikringsformidler", som svarer til forsikringsmægler i den eksisterende forsikringsformidlingslov. Uafhængige forsikringsformidlere skal opfylde en række krav til uafhængighed af forsikringsselskaber for at kunne betegne sig som sådan eller som forsikringsmæglere. 

IDD indeholder ikke et provisionsforbud for uafhængige forsikringsformidlere. Dog videreføres det eksisterende (danske) provisionsforbud for forsikringsmæglere for uafhængige forsikringsformidlere i den nye forsikringsformidlingslov.

 

Accessoriske forsikringsformidlere

Et andet nyt begreb, der introduceres i den nye forsikringsformidlingslov, er "accessorisk forsikringsformidler", som er en fysisk eller juridisk person, der mod aflønning indleder eller udøver forsikringsdistributionsvirksomhed som en accessorisk aktivitet, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

 

  1. Den pågældende er ikke et kreditinstitut eller et investeringsselskab som defineret i forordningen om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-forordningen). 
  2. Den pågældende udøver ikke forsikringsdistribution som hovederhverv.
  3. Den pågældende distribuerer kun forsikringsprodukter, der udgør et supplement til en vare eller tjenesteydelse, som den pågældende udbyder. 
  4. Forsikringsproduktet omfatter ikke livs- eller ansvarsforsikring, medmindre dette er et supplement til den vare eller tjenesteydelse, som formidleren udbyder som sit hovederhverv.

Med den nye forsikringsformidlingslov skal en virksomhed registreres, før den må udøve accessorisk forsikringsformidling, og et forsikringsselskab eller en forsikringsformidler må kun benytte forsikringsdistributionsydelser fra en accessorisk forsikringsformidler, der er registreret. 

 

For at blive registreret som accessorisk forsikringsformidler skal virksomheden dokumentere, at den opfylder betingelserne om at have truffet foranstaltninger for at beskytte kunderne mod manglende betalingsevne hos forsikringsformidleren eller genforsikringsformidleren enten: 

 

  • ved brug af en frigørelsesattest indgået mellem forsikringsselskabet og formidleren, hvorefter penge, der er betalt af kunden til formidleren, betragtes som værende betalt til selskabet, mens penge betalt af selskabet til formidleren ikke betragtes som værende betalt til kunden, før kunden modtager dem 
  • ved, at der er oprettet en særlig konto til indsættelse af betroede midler, og at virksomheden har etableret en sikkerhed for disse midler.

Virksomheden skal endvidere indsende oplysninger til brug for Finanstilsynets vurdering af, om den eller de ansatte i virksomheden med ansvar for distribution af accessoriske forsikringer opfylder betingelser til egnet- og hæderlighed (fit & proper) for ansatte i accessoriske forsikringsformidlere (nærmere herom nedenfor). 

God skik

Efter den nye forsikringsformidlingslov skal en forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis på virksomhedsområdet. Udkast til bekendtgørelsen om god skik, som Finanstilsynet har sendt i høring, indeholder nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere. Herudover indeholder udkastet til bekendtgørelse en række oplysningskrav af samme type som i den eksisterende forsikringsformidlingslov samt forsikringsaftaleloven. Hertil kommer en række krav til informationsmateriale, som skal udleveres, herunder for så vidt angår distribution af skadesforsikringsprodukter, udlevering af et standardiseret informationsdokument (Key Information Document / KID) samt supplerende oplysningskrav for distribution af forsikringsbaserede investeringsprodukter.

 

Behovsanalyse

Forsikringsdistributøren skal ifølge den nye forsikringsformidlingslov på baggrund af oplysninger fra kunden fastlægge kundens krav og behov, inden en forsikringsaftale indgås. Forsikringsdistributøren skal give kunden objektive oplysninger om forsikringsproduktet på en forståelig måde, så kunden kan træffe en informeret beslutning. Alle forsikringsaftaler, der foreslås kunden, skal være i overensstemmelse med kundens forsikringskrav og -behov. Ved kombinations- og pakkesalg skal forsikringsdistributøren præcisere kundens krav og behov i forbindelse med de forsikringsprodukter, der udgør en del af den samlede pakke eller den samme aftale. 
Når en forsikringsdistributør yder rådgivning, inden en forsikringsaftale indgås, skal forsikringsdistributøren give en individuel anbefaling, der forklarer, hvorfor et bestemt produkt bedst opfylder kundens forsikringskrav og -behov.

Som led i sin rådgivning skal et forsikringsselskab endvidere oplyse om konsekvenserne af de skatteregler, der er relevante for kunden i forhold til de produkter og ydelser, rådgivningen omfatter. Er eller bliver forsikringsselskabet opmærksom på andre skatteretlige spørgsmål, skal forsikringsselskabet henvise kunden til anden rådgivning herom, hvis den ikke selv rådgiver om disse spørgsmål. 

Rådgiver et forsikringsselskab om forhold, som kan være af væsentlig økonomisk betydning for kundens muligheder for at modtage offentlige tilskud eller andre økonomiske fordele, og forsikringsselskabet er eller burde være opmærksom herpå, skal dette medtages i rådgivningen. Ellers skal kunden henvises til anden rådgivning.

 

Egnet- og hæderlighedskrav (fit & proper)

Egnet- og hæderlighedskrav- for ledelsesmedlemmer i forsikringsformidlere ifølge den nye forsikringsformidlingslov

Et ledelsesmedlem i en forsikringsformidler eller en genforsikringsformidler skal opfylde følgende betingelser: 

 

  1. skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen 
  2. skal have tilstrækkeligt godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen
  3. må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at personen ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde 
  4. må ikke have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering
  5. må ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at personen ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. 

Et ledelsesmedlem i en forsikringsformidler eller en genforsikringsformidler skal meddele Finanstilsynet om forhold som nævnt i punkt 1-5 i forbindelse med sin indtræden i forsikringsformidlerens eller genforsikringsformidlerens ledelse og efterfølgende meddele, hvis disse forhold ændrer sig. Kravene svarer til egnet- og hæderlighedskravene til ledelsesmedlemmer i forsikringsmæglervirksomheder i den eksisterende forsikringsformidlingslov.

 

Egnet- og hæderlighedskrav- for ansatte i accessoriske forsikringsformidlere

En ansat i en accessorisk forsikringsformidler med ansvar for distribution af accessoriske forsikringer skal opfylde følgende betingelser: 

 

  1. må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at personen ikke kan varetage sin stilling på betryggende måde 
  2. må ikke have indgivet begæring om eller være under konkurs
  3. skal have et godt omdømme, herunder ikke have udvist en adfærd, der giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde.

En ansat i en accessorisk forsikringsformidler med ansvar for distribution af accessoriske forsikringer skal i forbindelse med sin ansættelse som ansvarlig for distribution af accessoriske forsikringer hos forsikringsformidleren meddele den accessoriske forsikringsformidler om forhold som nævnt i punkt 1-3 og efterfølgende meddele, hvis disse forhold ændrer sig.

 

Kompetencekrav

Den nye forsikringsformidlingslov kræver, at en forsikringsformidler eller en genforsikringsformidler skal sikre, at alle virksomhedens ansatte, som udøver forsikrings- eller genforsikringsdistributionsvirksomhed, har tilstrækkelige kompetencer. En accessorisk forsikringsformidler skal have passende viden om de produkter, som formidleren distribuerer. Udkast til bekendtgørelse om kompetencekrav for ansatte i forsikringsselskaber mv., som Finanstilsynet har sendt i høring, indeholder krav om, at virksomheden skal sikre, at virksomhedens ansatte, der udøver forsikrings- og genforsikringsdistribution, har bestået en prøve, der dokumenterer, at de ansatte besidder de fornødne kompetencer inden for det arbejdsområde, de varetager. Når en ansat har bestået prøven, skal den ansatte hvert tredje år bestå en efteruddannelsesprøve for fortsat at kunne udøve forsikringsdistribution inden for det pågældende arbejdsområde. Udkastet til bekendtgørelse indeholder endvidere specifikke krav til den viden, som ansatte, der udøver distribution af bestemte forsikringsprodukter, skal have til bl.a.: 

  1. relevante bestemmelser i specifikt oplistet lovgivning
  2. kundens behov og forudsætninger 
  3. produkter
  4. forsikringsløsningen og dens præsentation 
  5. principper for skadesbehandling. 


Derudover stilles der krav om, at den ansatte skal kunne afdække og identificere forsikringsbehov. 

 

Finanstilsynet fører register

Efter den eksisterende forsikringsformidlingslov fører brancheorganisationen Forsikring & Pension et register over forsikringsagenter, der formidler forsikringer for danske forsikringsselskaber og filialer af forsikringsselskaber fra EU/EØS. Fremover er det i stedet Finanstilsynet, der fører et offentligt register over både virksomheder, der har fået tilladelse som forsikringsformidler eller genforsikringsformidler og virksomheder, som opfylder betingelserne for registrering til at udøve accessorisk forsikringsformidling.

 

Whistleblower-ordning

I den nye forsikringsformidlingslov kræves det, at forsikringsformidlere skal etablere en myndighedsbaseret whistleblower-ordning, hvor ansatte anonymt kan indberette overtrædelser og potentielle overtrædelser af den finansielle lovgivning.