Nylig afgørelse fra Norges Høyesterett om værneting ved direkte krav mod skadevolders P&I forsikring

Den norske Høyesterett har den 9. maj 2018 truffet en interessant afgørelse om værneting ved en skibskollision mellem internationale parter (HR-2018-869-A). Spørgsmålet var, om skadelidte kunne anlægge sag i Norge direkte mod skadevolders norske P&I forsikring og på den måde trække hele sagen til Norge, selvom hverken skadevolder eller skadelidte var norske og kollisionen heller ikke var sket i norsk farvand. Afgørelsen kommer kort tid efter den danske Højesteret har afgjort en lignende sag.

Sagens omstændigheder

Den 16. december 2015 kolliderede to skibe i indonesisk farvand. Det ene skib, "Thorco Cloud", sank i forbindelse med kollisionen, mens det andet skib, "Stolt Commitment", fik begrænsede skader. 

Efter kollisionen valgte ejeren og bareboatbefragteren af Thorco Cloud at anlægge sag i Norge mod Stolt Commitments norske P&I ansvarsforsikringsselskab (Gard). Ved et senere processkrift søgte de herefter at inddrage ejeren og bareboatbefragteren af Stolt Commitment som sagsøgte. 

Der var tale om klassisk forum shopping. Kollisionen var ikke sket i norsk farvand. Ingen af skibene var registreret i Norge. Skibene var heller ikke ejet eller bareboatbefragtet af norske selskaber. 

Ejeren og bareboatbefragteren af Thorco Cloud ønskede at trække sagen til Norge for at kunne påberåbe sig de norske regler om ansvarsbegrænsning. Det gjorde de ved at anlægge sagen mod den norske P&I forsikring (Gard) med henvisning til de norske regler om direkte krav mod ansvarsforsikringsselskaber og derefter "trække" ejeren og bareboatbefragteren af Stolt Commitment ind i sagen som yderligere sagsøgte, selvom ingen af disse selskaber var norske.


Lignende dansk sag

Den danske Højesteret har for nylig afgjort en på flere punkter lignende sag (Højesterets kendelse af 9. oktober 2017 i sagen mellem Assens Havn og Navigators Management). Den danske sag drejede sig om en skade forårsaget af et udenlandsk skib på en dansk havn. Rederen gik konkurs, og havnen anlagde derefter sag i Danmark direkte mod skibets engelske P&I forsikring. 

Den engelske P&I forsikring påstod sagen afvist med henvisning til forsikringens værnetingsklausul som henviste sager til de engelske domstole. Sagen afhang herefter af en fortolkning af EU-Domsforordningen (nu Bruxelles-I forordningen). Højesteret forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen, som svarede, at de relevante bestemmelser i Domsforordningen skal fortolkes sådan, at en skadelidt, der anlægger sag direkte mod skadevolders ansvarsforsikring, ikke er bundet af en værnetingsklausul i aftalen mellem det pågældende forsikringsselskab og skadevolder. 

EU-Domstolens afgørelse betyder, at når en skadelidt efter det lands lov, som finder anvendelse på kravet, har ret til at rejse sit krav direkte mod skadevolders ansvarsforsikring, så kan forsikringsselskabet ikke over for skadelidte påberåbe sig det værneting, som er aftalt i forsikringen. Det gælder, selvom der er tale om en søforsikring (f.eks. en P&I forsikring).

Den danske Højesteret afgjorde herefter, at det var korrekt, at Assens Havn havde anlagt sagen mod den engelske P&I forsikring i Danmark. Højesteret vurderede, at dansk lov fandt anvendelse på kravet, eftersom skaden var sket i Danmark, og skadelidte var en dansk havn. Da skadevolderen var gået konkurs, kunne havnen dermed rette sit krav direkte mod P&I forsikringen i medfør af § 95, stk. 2 i den danske forsikringsaftalelov. Havnen var ikke bundet af værnetingsklausulen i P&I forsikringen (jf. EU-Domstolens afgørelse), og sagen kunne derfor anlægges på det sted, hvor skaden var sket, jf. Domsforordningens værnetingsregler i forsikringssager.

Omstændighederne i den norske sag var ikke helt de samme som i den danske. I den danske sag var skaden sket i Danmark, skadelidte var en dansk havn, og sagen blev anlagt i Danmark mod en engelsk P&I forsikrer. I den norske sag blev sagen anlagt i Norge mod en norsk P&I forsikrer, selvom skaden var sket i indonesisk farvand. Der var heller ikke nogen af parterne i den norske sag (bortset fra P&I forsikringen), som var hjemmehørende i Norge. 

Ikke desto mindre bekræfter den norske afgørelse på flere punkter den danske.
 


Den norske Høyesteretts afgørelse

Den norske Høyesterett fandt, at spørgsmålet om hvorvidt der kunne anlægges sag mod P&I forsikringen i Norge skulle behandles efter de særlige værnetingsregler i forsikringssager i Luganokonventionens afdeling 3. Det følger bl.a. af disse regler (som svarer til reglerne i Bruxelles-I forordningen), at et forsikringsselskab kan sagsøges ved retterne i den stat, på hvis område selskabet er hjemmehørende, og at det også gælder i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et sådant direkte krav.


Flertallet af dommerne i Høyesterett hæftede sig herefter ved, at det er en betingelse, at der er hjemmel til at skadelidte kan rejse sit krav direkte mod skadevolders ansvarsforsikring. Der skal derfor i første omgang - på samme måde som i den danske Højesteretssag - foretages et lovvalg (efter almindelige lovvalgsregler i norsk international privatret) for at finde ud af, hvilket lands lov, som finder anvendelse på kravet, og om der efter disse regler overhovedet er hjemmel til at skadelidte kan rejse sit krav direkte mod skadevolders ansvarsforsikring. 

Inden sagen kom for den norske Høyesterett havde sagen været afgjort i den norske Lagmannsretten (landsretten), som var kommet frem til, at det var berettiget at anlægge sagen mod P&I forsikringen i Norge allerede baseret på den almindelige regel om bopælsværneting i Luganokonventionens artikel 2, nr. 1. 

Lagmannsretten mente også, at det var berettiget at inddrage ejeren og bareboatbefragteren af Stolt Commitment som yderligere sagsøgte, selvom disse selskaber ikke var norske. Dette på baggrund af Luganokonventionens artikel 6, nr. 1 om kumulation. 

Det var flertallet af dommerne i Høyesterett ikke enig i. Flertallet fandt, at det var forkert at anvende det almindelige bopælsværneting i Luganokonventionens artikel 2, nr. 1. Spørgsmålet om værneting skulle afgøres efter de særlige værnetingsregler i forsikringssager i Luganokonventionens artikel 3 (artikel 11, nr. 2), og at det følger heraf, at der skal være hjemmel til direkte krav for at reglerne har anvendelse. 

Den norske forsikringsaftalelov indeholder en bestemmelse om direkte krav, som minder om § 95 i den danske forsikringsaftalelov. Høyesterett mente ikke, at denne bestemmelse i sig selv var nok til at sige, at norsk ret fandt anvendelse på kravet. Der skulle være foretaget et lovvalg efter de almindelige regler i norsk international privatret, for at finde ud af, hvilket lands lov, der fandt anvendelse på kravet mod P&I forsikringen. Kun hvis der var hjemmel til direkte krav mod P&I forsikringen efter den lov, som fandt anvendelse, ville sagen kunne anlægges i Norge. 

Høyesterett fandt på den baggrund, at Lagmannsrettens afgørelse om at der var værneting for kravet mod P&I forsikringen var bygget på en forkert lovanvendelse. Lagmannsretten skulle have anvendt reglerne i Luganokonventionens afdeling 3 (artikel 11, nr. 2) og herefter foretaget et lovvalg for at finde ud af, hvilket lands lov, som fandt anvendelse. Det havde Lagmannsretten ikke gjort, og derfor ophævede Høyesterett afgørelsen og sendte sagen tilbage til Lagmannsretten med henblik på fornyet prøvelse. 

Høyesterett tog ikke stilling til spørgsmålet om, det var berettiget at inddrage ejeren og bareboatbefragteren af Stolt Commitment som yderligere sagsøgte. Dette spørgsmål afhang i første omgang af om der overhovedet var værneting for kravet mod P&I forsikringen.



Vores bemærkninger

Selvom den norske sag på flere punkter er forskellig fra den danske, så bekræfter afgørelsen nogle forhold, som det må antages også vil være relevante, hvis en dansk domstol præsenteres for en sag under lignende omstændigheder. 

For det første, at det er de særlige regler i Bruxelles-I forordningen/Lugano konventionen om kompetence i forsikringssager, som skal anvendes, når det skal vurderes, om en skadelidt kan anlægge sag direkte mod skadevolders P&I forsikring. Det må antages at gælde tilsvarende for Bruxelles-I forordningen som for Luganokonventionen.

For det andet, at det er en betingelse for at anvende de særlige regler om værneting i forsikringssager, at der efter det lands lov, som finder anvendelse på kravet, overhovedet er hjemmel til direkte krav. Der skal derfor foretages et lovvalg, jf. herved også den danske Højesteretsafgørelse. I den danske sag lagde Højesteret vægt på, at sagen havde nærmest tilknytning til Danmark, fordi skaden var sket i Danmark og skadelidte var en dansk havn. Det bliver interessant at se, hvordan den norske Lagmannsrett vil behandle lovvalgsspørgsmålet, nu hvor Høyesterett har pålagt dem at se på sagen igen. 

For det tredje, hvis der er hjemmel til direkte krav efter den lov, som finder anvendelse (i både Danmark og Norge er der f.eks. hjemmel til direkte krav, hvis skadevolder er gået konkurs, jf. reglerne i forsikringsaftaleloven), så kan skadelidte anlægge sag på et af de steder, som følger af værnetingsreglerne i forsikringssager - f.eks. i det land, hvor forsikringsselskabet er hjemmehørende eller på det sted, hvor skaden er sket.

Hvis Lagmannsretten ved sin fornyede prøvelse kommer frem til, at der er værneting for kravet mod P&I forsikringen, så er næste spørgsmål, om der så også er værneting for kravet mod ejeren og bareboatbefragteren af Stolt Commitment. Dette spørgsmål blev ikke afgjort af Høyesterett, så her må vi også vente på Lagmannsrettens fornyede afgørelse.