Civilstyrelsen ændrer praksis for fonde med flere uddelingsformål

Den 30. april 2019 afsagde Højesteret en dom, hvor Civilstyrelsens praksis for fonde med flere ligestillede uddelingsformål blev underkendt. Civilstyrelsen har nu offentliggjort sin nye praksis på området.

Højesterets dom fastslog, at der ikke var hjemmel i fondslovens § 29 til Civilstyrelsens hidtidige praksis om at pålægge en fond over tid at foretage ligelige uddelinger til ligestillede uddelingsformål. I fonde med flere uddelingsformål må der på den anden side ikke ske en ensidig begunstigelse af et eller flere formål frem for andre, medmindre vedtægten bestemmer andet.

 

Læs vores beskrivelse af sagen og Højesterets dom.


På baggrund af sagen har Civilstyrelsen nu på sin hjemmeside offentliggjort, at styrelsen har ændret sin praksis i relation til håndhævelsen af fondslovens § 29 i overensstemmelse med dommen.


Civilstyrelsen oplyser på sin hjemmeside, at de fremadrettet vil anvende de kriterier, der er fastlagt i Højesterets dom. Det betyder, at styrelsen fremadrettet, i forbindelse med sine stikprøvekontroller, vil anmode om at modtage en fortegnelse over uddelingsmodtagere (en såkaldt legatarfortegnelse) for på den måde at kunne kontrollere, om de ikke-erhvervsdrivende fonde uddeler til alle sine formål. 


Herudover skriver Civilstyrelsen, at styrelsen vil lægge vægt på, at beslutningen om at uddele forskellige beløb til ligestillede formål bør tilføres referatet fra det bestyrelsesmøde, hvor beslutningen blev truffet. 


Civilstyrelsens udtalelse understreger, at det er vigtigt, at fondsbestyrelsen har fokus på at dokumentere sine uddelinger. Det gøres bl.a. ved at føre en legatarfortegnelse og ved at protokollere, at fondens uddelinger er baseret på en saglig og loyal varetagelse af fondens uddelingsformål.


Læs Civilstyrelsens udtalelse. 


Læs også vores tidligere nyhed: Har I husket legatarfortegnelsen?