Ny praksis vedrørende overdragelse af misligholdte fordringer

Finanstilsynets praksisændring

En finansiel virksomhed må ikke uberettiget videregive fortrolige oplysninger, jf. § 117, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed. Som udgangspunkt er enhver oplysning om en kunde fortrolig. Finanstilsynets hidtidige praksis for, hvornår videregivelse af fortrolige oplysninger var berettiget, var restriktiv og gjorde det i praksis ofte ikke muligt at overdrage porteføljer af misligholdte fordringer, så længe overdragelsen ikke skete som led i overdragelse af en forretningsafdeling, en forretningsaktivitet eller en filial. 

Finanstilsynets ændring af praksis betyder, at kunder, der misligholder deres lån, ikke længere har samme krav på fortrolighed som kunder, der afvikler deres lån planmæssigt. En sælger af en misligholdt fordring vil nu - efter en konkret vurdering - være berettiget til at videregive almindelige kundeoplysninger såsom navn, adresse og fødselsdato samt oplysninger om fordringen såsom hovedstol, tidspunkt for optagelse, vilkår, kontoudtog, rentetilskrivninger samt oplysninger om realiseret pant. Videregivelse må kun ske i det omfang, det er relevant og nødvendigt for erhververens inddrivelse af den misligholdte fordring. Videregivelse af oplysninger, der efter en konkret vurdering ikke er relevante og nødvendige, såsom en kreditvurdering af kunden, vil fortsat ikke være berettiget.

Det er Finanstilsynets opfattelse, at en fordring er misligholdt, når den forgæves er forsøgt inddrevet efter dansk rets almindelige regler, dvs. ved brug af rykkerskrivelser og fogedretten. Vi forstår, at Finanstilsynets beskrivelse af en misligholdt fordring skal læses bogstaveligt, og derfor vil praksisændringen potentielt set have begrænset praktisk betydning, da det typisk kun er mindre fordringer og inkassokrav, der søges inddrevet ved fogedretten, og ikke eksempelvis større erhvervskreditter. Fordringer, hvor debitor går konkurs, vil f.eks. ofte blive afskrevet uden at have været søgt inddrevet ved fogedretten. Vi forstår dog samtidig på dialog med Finanstilsynet, at de med den vejledende udtalelse ikke nødvendigvis har afskåret sig fra - efter en konkret vurdering - også at kunne nå frem til at en finansiel virksomhed vil kunne have en berettiget interesse i at overdrage misligholdte fordringer, der ikke har været søgt inddrevet ved fogedretten (og hvor karakteren af fordringen indebærer, at disse ikke kutymemæssigt tages i fogedretten). En fordring er ikke misligholdt, hvis der er en aktiv betalingsaftale, eller der er indgået en afdragsordning.

Vi vurderer, at praksisændringen kan udstrækkes til også at gælde forbrugslånsvirksomheders videregivelse af fortrolige oplysninger efter § 12 i lov om forbrugslånsvirksomheder, selvom det ikke fremgår eksplicit af Finanstilsynets vejledende udtalelse.

Nye muligheder for danske finansielle virksomheder

Finanstilsynets praksisændring har til formål at forbedre vilkårene for danske finansielle virksomheder ved at sikre mere ensartede vilkår i forhold til filialer af udenlandske finansielle virksomheder, der ikke er underlagt reglerne om fortrolighed i § 117 i lov om finansiel virksomhed. 

Ændringen kan således få betydning for danske banker med porteføljer af misligholdte fordringer, som allerede er afskrevet. Fremadrettet vil de ikke længere - nødvendigvis - skulle afholde omkostninger for at undgå, at der indtræder forældelse, ligesom at de får mulighed for at opnå en indtægter ved salg af porteføljer af misligholdte fordringer. Kravet om, at den misligholdte fordring skal have været søgt inddraget ved fogedretten, begrænser dog den praktiske betydning af den vejledende udtalelse.   

Ændringen kan desuden være positiv for inkassovirksomheder, kreditservicevirksomheder og andre med speciale i at overtage og håndtere misligholdte lån, der nu kan få bedre adgang til at købe porteføljer af misligholdte fordringer, som efterfølgende kan inddrives. Som hidtil vil reglerne om fortrolighed omfatte modtagere af fortrolige oplysninger, jf. § 117, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed.

Læs Finanstilsynets vejledende udtalelse af 7. januar 2020