COVID-19: Hvem bærer ansvaret for manglende opfyldelse af allerede indgåede aftaler ‒ og hvad med nye aftaler?

Med et dansk tilfælde af COVID-19 rykker en potentiel coronaepidemi tættere og tættere på. I den seneste uge er oplysningerne om en hurtig spredning til flere lande taget til.

COVID-19 har allerede haft store økonomiske konsekvenser for mange virksomheder på tværs af brancher og har skabt betydelig uro på verdens aktiemarkeder.

Juridisk afføder COVID-19 og konsekvenserne heraf allerede nu en række problemstillinger, som de fleste virksomheder bør tænke ind i den daglige drift; herunder særligt i forhold til virksomhedens aftaler, der potentielt kan blive berørt af udbruddet. 

Som det nu kan læses i erhvervspressen på daglig basis, oplever danske virksomheder, at blandt andet kinesiske underleverandører ikke kan levere i henhold til allerede indgåede leveranceaftaler. Det kan føre til, at de ramte danske virksomheder ikke kan opfylde allerede indgåede aftaler med deres kunder. Hvis kunderne ikke får leverancerne, kan de igen ikke levere til deres kunder osv. 

Store omsætningstab med formodning om dertilhørende nedgang i indtjening og resultat som følge af COVID-19 er allerede en realitet for mange virksomheder. For børsnoterede selskaber kan ændringer i forhold til tidligere udmeldte forventninger føre til, at der straks må offentliggøres en selskabsmeddelelse om de ændrede forventninger.

Den manglende opfyldelse af aftaler med kunder indebærer en betydelig risiko for at blive mødt med betydelige erstatningskrav. Det gælder såvel i løbende samhandelsforhold som enkeltstående transaktioner. Eksempler på det sidste er aflysning af messer, udstillinger, konferencer og events i bred forstand, der allerede er aktuelt i lande tæt på Danmark og for danske virksomheder. 

Hvem, der skal betale "regningen" for en aflysning eller en manglende levering af bestilte varer i form af erstatning til den skadelidte part i aftaleforholdet, afhænger efter dansk ret af, hvad parterne har aftalt. Er der ikke aftalt noget herom ‒ hvilket formentlig ret ofte vil være tilfældet ‒ er der efter dansk ret alligevel en mulighed for ansvarsfrihed efter det generelle "force majeure"-princip.

Hvornår er der tale om force majeure?

Ved force majeure forstås begivenheder, der er (i) upåregnelige, (ii) udenfor parternes kontrol og som samtidig derved (iii) hindrer opfyldelse af aftalen. Med andre ord skal en begivenhed være ekstraordinær og uforudsigelig, som f.eks. krig, indførselsforbud og naturkatastrofer, førend den kan rummes inden for force majeure-begrebet. Hovedvirkningen af force majeure er ansvarsfrihed, selvom den misligholdende aftalepart ikke opfylder sine forpligtelser. 

Force majeure i aftaleforhold

Mange eksisterende aftaler indeholder en særskilt force majeure-klausul. I disse situationer vil det bero på klausulens konkrete ordlyd, om COVID-19 er omfattet og dermed kan karakteriseres som en force majeure-begivenhed. Oplister klausulen udtømmende de begivenheder, der kan karakteriseres som force majeure uden at nævne epidemier, pandemier eller andre globale sundhedskriser, vil en part selvsagt ikke kunne påberåbe sig udbruddet af COVID-19 som en ansvarsfrihedsgrund.

Er der i en aftale en force-majeure klausul, der udtrykkeligt oplister epidemier, pandemier eller andre globale sundhedskriser som en force majeure-begivenhed, vil dette naturligvis kunne påberåbes, men vejen til ansvarsfrihed er endnu ikke banet. Aftaleparten, der ønsker at påberåbe sig force majeure, skal også kunne påvise, at det er umuligt at opfylde aftalen, og at den manglende opfyldelse netop skyldes force majeure begivenheden. 

Force majeure uden for den konkrete aftale 

Oplister klausulen derimod ikke udtømmende de konkrete begivenheder, der kan karakteriseres som force majeure, eller indeholder aftalen ikke en decideret force majeure-klausul, vil det altid bero på en konkret vurdering, hvorvidt et sygdomsudbrud kan karakteriseres som force majeure. Det skal vurderes, om det er umuligt at opfylde aftalen. I den forbindelse vil der skulle lægges vægt på udmeldinger og restriktioner fra offentlige myndigheder eller internationale organisationer, herunder eksempelvis Udenrigsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Seruminstituttet og WHO. 

Generelt er det vanskeligt at komme igennem med force majeure-betragtninger, idet dansk retspraksis har vist sig meget restriktiv i forhold til den konkrete anvendelse af force majeure. Ønsker en part at påberåbe sig force majeure, vil parten have bevisbyrden for, at det er umuligt at opfylde aftalen, og at denne umulighed netop skyldes force majeure-situationen.

Tænk COVID-19 ind i nuværende og fremtidige aftaleindgåelser 

Som nævnt er det en forudsætning for at kunne påberåbe sig force majeure, at force majeure-begivenheden er upåregnelig. De seneste ugers hastige spredning medfører, at "upåregnelighedskravet" ikke længere kan opfyldes for aftaler, der indgås nu. Kromann Reumert anbefaler derfor, at virksomheder i aftaler, der indgås lige nu og fremover tager højde for leveranceproblemer, aflysning m.v. som følge af COVID-19 eller andre epidemier. Virksomheder bør forsøge at komme igennem med en risikoafdækning, så erstatningsansvar undgås, hvis COVID-19 hindrer opfyldelse af aftalen. Kun på denne måde vil man som virksomhed kunne undgå eller begrænse sit eventuelle fremtidige erstatningsansvar for manglende opfyldelse af aftalen.

Hvad gør man nu?

Her gælder det som i de fleste andre af livets forhold, at "rettidig omhu" er godt. Hos Kromann Reumert har vi et team, der allerede har gennemgået og rådgivet om en række konkrete aftalemæssige problemstillinger i forhold til COVID-19. Vi er klar til at "rykke ud" og med kort varsel gennemgå din virksomheds aftaler og yde konkret rådgivning herom.