Nyhed

Tredje millionbøde til virksomheder med rettigheder til kendte brands

Europa-Kommissionen har i en ny afgørelse pålagt NBCUniversal en bøde for at have begrænset licenstageres salg på tværs af EU's indre grænser. Tidligere har Kommissionen i samme sagskompleks pålagt Nike og Sanrio millionbøder. Der er samlet pålagt bøder i sagen for knap 250 millioner kroner.

Euro - penge - sedler - hammer - 3840x2160

Baggrund

Kommissionen indledte i 2017 undersøgelser mod Nike, Sanrio og NBCUniversal. Selskaberne ejede hver især de immaterielle rettigheder til en række kendte brands, eksempelvis FC Barcelona og Manchester United (Nike), HelloKitty (Sanrio), samt Minions og Trolls (NBCUniversal). Som led i udnyttelsen af rettighederne til de respektive brands indgår virksomhederne aftaler med licenstagere, som får adgang til at producere og sælge merchandise baseret på de enkelte brands. Kommissionen mistænkte imidlertid virksomhederne for at begrænse licenstagernes muligheder for at sælge frit på EU's indre marked og online i for vidtgående omfang ‒ i strid med konkurrencereglerne.

Nikes, Sanrios og NBCUniversals aftaler med licenstagerne indeholdt i varierende omfang bestemmelser, som forbød licenstagerne at sælge på tværs af EU's grænser. De indeholdt samtidig vilkår om, at de skulle henvise kunder fra andre lande end deres "reserverede områder" direkte til licensgiveren, eller at de skulle betale en højere andel til licensgiveren ved salg på tværs af EU's indre grænser. Licensgiverne truede de enkelte licenstagere med ophævelse af deres aftaler, hvis de overtrådte bestemmelserne og solgte på tværs af EU's indre grænser.

Kommissionens afgørelser og bøder

Kommissionen fandt, at arrangementet var i strid med konkurrencereglerne og har derfor pålagt både Nike, Sanrio og NBCUniversal millionbøder. Bøderne er udmålt på baggrund af de enkelte licenshaveres omsætning omfattet af overtrædelsen, overtrædelsens varighed og hvorvidt licenshaveren havde samarbejdet med Kommissionen undervejs i undersøgelse.

Kommissionens første afgørelse vedrørte Nike og blev offentliggjort den 25. marts 2019. Nikes overtrædelse havde fundet sted i 13 år, men Nike havde samarbejdet med Kommissionen, hvorfor bøden blev nedsat med 40 %. Bøden til Nike endte på 12,5 millioner euro (cirka 94 millioner kroner).

Den 9. juli 2019 offentliggjorde Kommissionen afgørelsen vedrørende Sanrio. Sanrios bøde blev også nedsat med 40 % på baggrund af samarbejde med Kommissionen, men da overtrædelsen "kun" havde fundet sted i 11 år ‒ og da de omfattede produkter havde omsat for mindre end Nikes produkter ‒ blev bøden udmålt til 6,2 millioner euro (cirka 47 millioner kroner).

Kommissionen offentliggjorde den 30. januar 2020 den tredje bøde i rækken, nemlig til NBCUniversal, som blev pålagt en bøde på 14,3 millioner euro (cirka 107 millioner kroner). Bøden blev udmålt under hensyntagen til overtrædelsens varighed (6,5 år) samt omsætningen for de pågældende produkter. Kommissionen nedsatte bøden med 30 % på baggrund af NBCUniversals samarbejde med Kommissionen.

Læs Kommissionens pressemeddelelse om bøden til Nike.

Læs Kommissionens pressemeddelelse om bøden til NBCUniversal.

Læs Kommissionens pressemeddelelse om bøden til Sanrio.

Læs Kommissionens fulde afgørelse om bøden til Nike.

Læs Kommissionens fulde afgørelse om bøden til Sanrio.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Sonny Gaarslev
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 62
Mob. +45 20 19 74 48
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12