Nyhed

Østre Landsret: Dansk rederi kunne ikke støtte ret på værnetingsklausul overfor dansk medkontrahent

Østre Landsret har for nylig afsagt en kendelse, hvor retten fandt, at et dansk domicileret rederi ‒ i en tvist med en dansk speditør vedrørende tab af en dansk vareejers gods under en transport fra Shanghai til København ‒ ikke kunne støtte ret på værnetingsklausulen i rederiets transportbetingelser, som angav, at der var værneting i London. Afgørelsen kan få stor betydning for fremtidige sager om skade/bortkomst af stykgods, når der er tale om søtransport til eller fra Danmark, og parterne i transportaftalen alle er danske virksomheder.

Fragtskib - transport - containere - blåt vand - 3840x2160

Sagens baggrund

Sagen angik en aftale om transport af gods fra Shanghai til København. Aftalen blev indgået mellem en dansk vareejer (V) og en dansk speditør (S). Godsets afsender i Shanghai var et kinesisk selskab (A). S kontraherede det danske rederi (R) til at udføre transporten. Aftalen mellem speditøren og rederiet blev indgået via deres agenter i Kina.  

Under søtransporten fra Shanghai til København blev tre containere, hvori godset befandt sig, tabt overbord. Vareforsikringsselskabet (F) udbetalte erstatning til V, hvorefter F anlagde sag mod S ved Københavns Byret for regreskravet. 

Under retssagen ved Københavns Byret indgav S adcitationsstævning mod R med påstand om friholdelse for F's krav. R påstod sagen afvist med den begrundelse, at transportaftalen var indgået i henhold til R's standardbetingelser, der indeholdt en værnetingsklausul, hvor der stod, at High Court i London var eksklusivt værneting for søgsmål mod rederiet. 

Det er i § 310 i den danske sølov bestemt, at der ikke gyldigt kan indgås en forhåndsaftale om værneting i forbindelse med en stykgodstransport, hvis værnetingsaftalen begrænser sagsøgerens ret til at anlægge sag ved blandt andet stedet, hvor godset ifølge transportaftalen skal udleveres. Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af EU Domsforordningen, som blandt andet regulerer i hvilket land en part, der har domicil inden for EU, kan sagsøges. Domsforordningen indeholder i artikel 25 en regel om, at et aftalt værneting skal respekteres af domstolene i medlemslandene.

Byrettens og Landsrettens kendelser

Københavns Byret afsagde kendelse om værnetingsspørgsmålet, som efterfølgende, den 25. februar 2020, blev stadfæstet af Østre Landsret.

Parterne var for Landsretten enige om, at værnetingsklausulen i rederiets betingelser havde forrang frem for de præceptive værnetingsregler i søloven, hvis aftalen om transporten af godset havde en sådan tilknytning til flere lande, at retsforholdet kunne anses som internationalt.

Landsretten kom ligesom byretten frem til, at der ikke var tale om et internationalt retsforhold, selvom transporten begyndte i Shanghai, og afsenderen var et kinesisk selskab. Retterne lagde afgørende vægt på, at både R og S var danske virksomheder med hovedkontor i Danmark, at leveringsstedet for godset var i København, og at modtageren også havde hjemting i Danmark. Der var derfor værneting for S' friholdelseskrav overfor R i Danmark, jf. sølovens § 310. 

Ifølge vores oplysninger har R efterfølgende anmodet om tredjeinstansbevilling ved procesbevillingsnævnet med henblik på at få værnetingsspørgsmålet prøvet ved Højesteret.

Kromann Reumerts kommentarer

Afgørelsen er interessant, fordi den viser, at danske rederier ikke altid vil kunne støtte ret på en værnetingsklausul i deres transportbetingelser, når der er tale om stykgodstransport, selvom klausulen henviser til en domstol i et andet EU/EØS-medlemsland og i øvrigt er gyldigt vedtaget mellem parterne. 

I sagen kom retten frem til, at det danske rederi ikke kunne påberåbe sig sin værnetingsklausul, som henviste til en domstol i England, fordi der ikke var tale om et internationalt retsforhold. Reglen i EU Domsforordningens artikel 25 om aftalt værneting kunne derfor ikke bringes i anvendelse. Retten lagde afgørende vægt på, at både rederiet, speditøren og modtageren var danske virksomheder. Det forhold, at der var tale om en international søtransport, mente retten ikke i sig selv var nok til, at der kunne siges at være tale om et internationalt retsforhold. 

Det må forventes, at afgørelsen ‒ hvis den ikke bliver ændret af Højesteret ‒ fremover vil blive påberåbt af danske lasteinteresser til støtte for, at der altid er dansk værneting i sager om skade/bortkomst af stykgods, når der er tale om søtransport til eller fra Danmark, og parterne i transportaftalen alle er danske virksomheder.

Vi følger sagen i relation til den mulige tredjeinstansbehandling ved Højesteret.  

Kontakt

Jakob Rosing
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 75
Mob. +45 24 86 00 41